Gå videre til hovedindholdet

Absolut viden og sandsynligheder

Mig bekendt har ingen tænkere formået at formulere en absolut sikker viden eller et absolut sikkert udgangspunkt eller grundlag for den menneskelige erkendelse. Filosofi kan måske derfor, snarere end formuleringen af sikker viden, beskrives som en proces, eller som forsøg på at formulere argumenterede påstande, uden at nå til sikre resultater.

Måske er filosofi altså mere proces end resultater. Der synes altid at kunne indvendes argumenter mod en hvilken som helst antagelse eller hvilket som helst argument, og derfor vil jeg forsøge at formulere dette synspunkt i denne påstand:

Påstand: For enhver påstand, p, kan hævdes påstanden, ikke-p, eller non-p.

Påstanden kan illustreres med nogle eksempler:

Påstand, p1: Verden eksisterer.

Heroverfor kan hævdes påstanden, ikke-p1: Verden eksisterer ikke.

Begrundelse af påstanden, ikke-p1:

Da vi hverken ved hvad vi mener med verden i sin helhed, eftersom vi ikke kender verden til bunds med alle dens dele, fx elementarpartikler, lovmæssigheder, sammenhænge osv, eller ved hvad eksistens betyder, bliver udtrykket, verden eksisterer, et vagt udtryk, der nok virker intuitivt rigtigt, men strengt taget ikke kan bevises. Derfor kan det lige så godt være, at verden er en illusion som nogle har hævdet (i den østlige opfattelse af verden som 'skin' eller maya, illusion).

Påstand, p2: Tanken eksisterer.

Heroverfor kan hævdes påstanden, ikke-p2: Tanken eksisterer ikke.

Begrundelse af påstanden, ikke-p2:

Da vi hverken ved hvad tanken er eller ved, som før nævnt, hvad eksistens er, bliver igen påstanden, tanken eksisterer, så vagt at det modsatte, tanken eksisterer ikke, lige så godt kan være sandt. Det jeg opfatter som mine tanker kunne lige så godt være en illusion eller noget andet end jeg tror eller mener.

Påstand, p3: Tyngdekraften eksisterer.

Heroverfor kan hævdes påstanden, ikke-p3: Tyngdekraften eksisterer ikke.

Begrundelse af påstanden, ikke-p3:

Da vi ikke ved hvad tyngdekraft dybest set er, uagtet at fysikere for nylig har opdaget gravitationsbølger, en viden der ikke udtømmer hvad tyngdekraft egentlig og i sin totalitet og kerne er, og - igen, da vi ikke kender den egentlige betydning af begrebet eksistens, er også dette udtryk, tyngdekraften eksisterer, strengt taget så vagt, at det modsatte lige så godt kunne være tilfældet.

Dette som en illustration af den oprindelige påstand, at for hver påstand kan den modsatte påstand hævdes.

Derfor - når selv så grundlæggende påstande med en vis validitet kan betvivles og de modsatte påstande med en vis vægt kan hævdes - så synes forholdet omkring den menneskelige erkendelse at være behæftet med en måske principiel usikkerhed, så vi må sige, at vi ikke ved ret meget, måske intet, med sikkerhed, men at vi nærmere må tro på at vi ved det vi tror vi ved.

Og derfor synes den menneskelige erkendelse ikke at kunne blive absolut men kun sandsynlig og altid behæftet med usikkerhed. Der synes at være lag eller dybder i verden eller virkeligheden, hvis vi spørger længe nok, hvortil tanken ikke rækker eller kan lodde fuldt ud.

Det eneste vi kan med sikkerhed er måske at sige, at hvis fx verden eller tanken eller tyngdekraften (som i de givne eksempler) eksisterer, ... Det eneste vi med sikkerhed kan sige er, at vi med grundlæggende antagelser kan slutte os til visse følger og konsekvenser, men at vores grundlæggende antagelser aldrig er helt sikre og altid forbundet med usikkerhed.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …