Gå videre til hovedindholdet

Gudsbilledet i Vandrer mod Lyset

Som jeg før har forsøgt at argumentere for, så synes det sikkert at sige, at hvis Gud eksisterer, og Han er det Højeste Væsen, så er Han Lysets og kærlighedens Almagt, hvis vi betragter lys og kærlighed som de højeste værdier og egenskaber.

Dette synes at være en sikker tankerække. Det er sikkert rigtigt hvad Kant og andre har sagt, at det ikke er muligt at bevise Guds eksistens; det eneste vi med sikkerhed kan sige er, at hvis Gud eksisterer og er det Højeste Væsen, så...osv.

Nu, findes der skrifter, hvor dette billede af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt er repræsenteret? Findes det fx i bibelen eller koranen?

Måske. Men i så fald kun i glimt. Det gamle Testamentes billede af Gud, hvor Han et sted fx overfalder Moses, hvor en ild udgår fra Ham og fortærer hundredvis af mennesker, hvor Han optræder som øverste krigsherre osv osv passer meget dårligt med det ophøjede billede af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt.

Hvorimod fx 3. Mos. Kap. 19, vers 18 hvor Gud giver Moses næstekærlighedsbuddet passer fint til dette billede af Gud.

I Det nye Testamente passer fx Johannes Åbenbarings billede af Gud, de mange beskrivelser af næsten psykotisk tilsnit, meget dårligt med det ophøjede Gudsbillede, mens Gud som Lysets og kærlighedens Almagt anes i glimt i nogle af de evangeliske Jesu ord (men langt fra dem alle; fx passer den til tider brovtende og fordømmende Jesus-skikkelse dårligt med det ophøjede Gudsbillede mens hans ord om tilgivelse og barmhjertighed passer fint med dette billede).

I koranen passer de mange beskrivelser af de frygtelige og evige lidelser i Ilden, der angiveligt venter de vantro meget dårligt med billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, mens fx beskrivelserne af Guds kærlighed og barmhjertighed passer fint.

Det eneste værk jeg kender hvor Gudsbilledet passer konsekvent med billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt er Vandrer mod Lyset, hvor Gud fremstår som Altets centrum, som en personlighed, der gennem en kosmisk kamp mellem lys og mørke, godt og ondt, fremstod som Lysets behersker og mørkets besejrer, en personlighed, der siger, at ingen skal fortabes og alle kommer i paradis, når vi har overvundet mørket, det onde, i os selv; til dette har vi brug for lang tid og mange liv, og derfor inkarnerer vi mange gange her på Jorden, den såkaldte reinkarnation; en Gud som aldrig fordømmer nogen, men elsker alle...osv.

Men det siges også klart i Vandrer mod Lyset at ingen fuldt ud kan forstå Gud, og at det ophøjede billede værket giver kun kan betragtes som antydninger eller en retning for en dybere forståelse af Gud, og at kun gennem kærligheden kan vi forstå Ham bedre og danne os et renere og mere ophøjet billede af Ham.

Derfor mener jeg at det er rimeligt at sige, at hvis Gud eksisterer, må Han nødvendigvis være som Han fremstår i Vandrer mod Lyset; ikke som et endeligt facit og fuldstændig beskrivelse, som vi ikke kan nå, da det ville kræve at vi blev lig Ham, men som et Væsen vi gennem kærligheden kan danne os en renere og mere fyldestgørende forståelse af.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst