Gå videre til hovedindholdet

Platons viden og ideer

Sokrates: Nå min ven, Theaitetos, hvor kommer du fra, og hvorfor ser du så alvorlig ud? Man skulle jo næsten tro, at du igen går svanger.

Theaitetos: Jeg kommer lige fra Akademiet hvor jeg hørte en tale om viden, du ved, det samme som vi talte om forleden. Men intet af det jeg hørte tilfredsstillede mig helt.

Sokrates: Nå da. Det kan blive en svær fødsel. Måske kan jeg hjælpe med at bringe dit barn sikkert til verden, og måske vil det nu, i modsætning til sidst vise sig levedygtigt.

Theaitetos: Ja forhåbentlig. Sig mig, hvad mener du at viden er? Kan du forklare mig det?

Sokrates: Hov hov, ikke så hurtig. Det er jo dig der gemmer dette ukendte i dit indre, dig der er svanger, selv er jeg helt gold. Men lad os til en start spørge, hvordan vi opnår viden. Senere kan vi så måske svare på hvad viden egentlig er. Altså; hvordan opnår vi viden. Sker det med øjnene, med synssansen?

Theaitetos: Nej, det ved gud det ikke gør.

Sokrates: Så med hørelsen da, eller en af de andre sanser?

Theaitetos: Nej, ikke med nogen af sanserne.

Sokrates: Sanserne er altså udelukket. Men hvad er der så tilbage?

Theaitetos: Jeg ved det ikke.

Sokrates: Hvis det ikke er sanserne vi erkender med, må det så ikke være med tanken? Eller er der en anden mulighed?

Theaitetos: Nej, vi må nødvendigvis erkende med tanken.

Sokrates: Så lad os prøve at bestemme viden lidt nøjere ud fra denne tanke. Vi erkender altså med tanken. Hvad kendetegner så tanken?

Theaitetos: Tanken kan tænke, den kan have ideer og den kan associere og fantasere.

Sokrates: Rigtigt. Lad os holde fast i ideerne som tanken altså kan have. Hvad er en ide. Kan vi se en ide med øjnene. Her tænker jeg ikke på det du kan se og læse i en bog, som jo kan rumme ideer, men selve ideen.

Theaitetos: Nej, ikke med øjnene.

Sokrates: Så med ørerne da, eller en af de andre sanser?

Theaitetos: Nej, heller ikke med nogen af de andre sanser.

Sokrates: Men alligevel siger vi jo, at vi kan have ideer. Hvor er disse ideer? Er de på marken eller i rummet eller et andet sted vi kan komme på?

Theaitetos: Nej, ideer må findes i tanken og 'ses' med tanken. Andet er ikke muligt.

Sokrates: Enig. Men kan de også findes uden for tanken. Her på dette bord for eksempel?

Theaitetos: Nej, ideerne kan kun findes i tanken og de er usynlige for alt andet end tanken.

Sokrates: Men nu, hvis ideer ikke kan findes på marken eller på noget andet sted i de kendte tre dimensioner, højde, længde og dybde men kun i tanken, kan de så bevæge sig? Kan de for eksempel være hurtige eller langsomme, skifte plads i rummet, hvad mener du?

Theaitetos: Nej, ideerne kan ikke bevæge sig på den måde du siger.

Sokrates: Og det der nok findes, men ikke kan bevæge sig, ændrer det sig?

Theaitetos: Nej, det ændrer sig ikke.

Sokrates: Og det der findes, men ikke ændrer sig, er det ikke det vi kalder det evige?

Theaitetos: Jo, sådan er det.

Sokrates: Ideerne er altså evige og uforanderlige.

Theaitetos: Ja.

Sokrates: Men viden da. Hvad er så det? Lad os lige opsummere. Vi erkender med tanken, som blandt andet rummer evige og uforanderlige ideer. Det blev vi enige om. Kan en ide i sig selv kaldes for viden? For eksempel ideen om det skønne.

Theaitetos: Nej, det forekommer mig at der må noget mere til. Men jeg er ikke sikker.

Sokeates: Hvis en ide i sig selv ikke er nok til at skabe viden, og da erkendelse har med de evige og uforanderlige ideer at gøre, må viden da ikke være en kombination eller en forbindelse mellem ideer?

Theaitetos: Jo, måske.

Sokrates: Men forbindelse mellem ideer, er det ikke det samme som logik?

Theaitetos: Det lader det til.

Sokrates: Men hvis jeg vil erkende noget om heste, gør jeg så det ved at lukke øjnene, når jeg ser en hest?

Theaitetos: Nej, det ville da være latterligt.

Sokrates: Ja, og lige sådan med de andre sanser. Det lader altså ud fra vores undersøgelse til, at viden både er forbindelse mellem evige og uforanderlige ideer i tanken og dels stammer fra sanserne. Er vi enige om det?

Theaitetos: Ja, jeg ved altså ikke hvad jeg skal indvende mod det.

Sokrates: Så viden er altså dels logiske slutninger, dels sansning og tankens bearbejdning af sanseindtrykkene?

Theaitetos: Det ser sådan ud.

Sokrates: Nå, det var altså det, du gik svanger med. Nu må vi så bare se om barnet er levedygtigt, og ikke vil dø når vi overlader det til sig selv og sender det ud i verden. Måske er chancen bedre denne gang.

Theaitetos: Ja, det kan vi da håbe.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst