Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel.
Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden.
Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden' og søger at erkende hvad verden er, deler os i os, det erkendende subjekt, og verden, det (forsøgt) erkendte objekt.
Det synes som om, at væsentlige erkendelsesteoretiske vanskeligheder ligger her, i selve tankens og erkendelsens struktur, mindre end den ligger i verden som sådan.
Måske er det her vi må rette blikket hen - som Kant med sin 'kopernikanske vending' forsøgte at gøre det - at rette blikket mod tanken og erkendelsen selv, og ikke mod verden, for om muligt at kunne skabe et gennembrud i erkendelsesteorien, og dermed - måske - et gennembrud for al erkendelse og videnskab, idet man kunne tænke, at hvis vi i dybden forstod, hvad viden og erkendelse egentlig er, og hvilke mulige, principielle grænser der er her, kunne nå til virkelige resultater i al videnskab.
Hvis det erkendelsesteoretiske hovedproblem ligger her, i udspaltningen i et erkendende subjekt og et (forsøgt) erkendt objekt, en udspaltning, der ligger i tanken selv, dens struktur, ligger løsningen måske også her.
Kommentarer
Send en kommentar