Gå videre til hovedindholdet

Det lidelsesfrie liv

I sine romaner kommer den franske forfatter, Michel Houellebecq, flere gange ind på tanken om det lidelsesfrie liv opnået gennem medicinering i en ikke for fjern fremtid. I Houellebecqs univers er dette, som af nogle fremhæves som et ideal, ikke ønskværdigt og har dystopiske træk.

Men hvorfor egentlig?

Måske kan man sige, at ligesom centralnervesystemet og evnen til at føle fysisk smerte har den funktion at advare os om adfærd, der er skadelig for vores krop (fx hvis vi kommer til at sætte hånden på en tændt kogeplade), så har evnen til at føle psykisk eller åndelig smerte den funktion at advare os mod adfærd, der skader vores psyke eller ånd.

Fx vil de fleste efter at have begået alvorlige forbrydelse (i hvert fald efter en tid) føle samvittighedsnag, og måske søge at gøre bod eller rette op på fejltagelserne. Det lader altså til at vi er udstyret med en indre etisk sans (mere eller mindre) som, hvis vi forbryder os mod den giver os smerte i form af samvittighedsnag.

Det er klart, at det er godt så vidt muligt at minimere menneskelig lidelse, men hvis vi søger helt at afskaffe lidelse, eller mere præcist at eliminere muligheden eller selve evnen til at føle psykisk eller åndelig smerte, så vil dette føre til et samfund bestående af mennesker uden samvittighed, hvilket må siges at være en dystopi.

Hvis ikke vi kan føle samvittigheden, den indre etiske lov og stemme, vil vi hele tiden forbryde os mod den uden konsekvenser; og derfor tror jeg at det lidelsesfrie samfund er en mareridtsvision som vi ikke bør tilstræbe.

Man kan altså sige, at ligesom evnen til at føle fysisk smerte beskytter kroppen, det ydre menneske, beskytter evnen til at føle psykisk eller åndelig smerte det indre menneske, personligheden, det etiske i os.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere