Det lidelsesfrie liv

I sine romaner kommer den franske forfatter, Michel Houellebecq, flere gange ind på tanken om det lidelsesfrie liv opnået gennem medicinering i en ikke for fjern fremtid. I Houellebecqs univers er dette, som af nogle fremhæves som et ideal, ikke ønskværdigt og har dystopiske træk.

Men hvorfor egentlig?

Måske kan man sige, at ligesom centralnervesystemet og evnen til at føle fysisk smerte har den funktion at advare os om adfærd, der er skadelig for vores krop (fx hvis vi kommer til at sætte hånden på en tændt kogeplade), så har evnen til at føle psykisk eller åndelig smerte den funktion at advare os mod adfærd, der skader vores psyke eller ånd.

Fx vil de fleste efter at have begået alvorlige forbrydelse (i hvert fald efter en tid) føle samvittighedsnag, og måske søge at gøre bod eller rette op på fejltagelserne. Det lader altså til at vi er udstyret med en indre etisk sans (mere eller mindre) som, hvis vi forbryder os mod den giver os smerte i form af samvittighedsnag.

Det er klart, at det er godt så vidt muligt at minimere menneskelig lidelse, men hvis vi søger helt at afskaffe lidelse, eller mere præcist at eliminere muligheden eller selve evnen til at føle psykisk eller åndelig smerte, så vil dette føre til et samfund bestående af mennesker uden samvittighed, hvilket må siges at være en dystopi.

Hvis ikke vi kan føle samvittigheden, den indre etiske lov og stemme, vil vi hele tiden forbryde os mod den uden konsekvenser; og derfor tror jeg at det lidelsesfrie samfund er en mareridtsvision som vi ikke bør tilstræbe.

Man kan altså sige, at ligesom evnen til at føle fysisk smerte beskytter kroppen, det ydre menneske, beskytter evnen til at føle psykisk eller åndelig smerte det indre menneske, personligheden, det etiske i os.