Gå videre til hovedindholdet

Opsats 18; De sataniske Vers

Moses. Jesus. Muhammed.

De siger at jeres ånd og skrift er hellige. At jeres ånd er hellig er sandt, men jeres skrift er fyldt med sataniske vers; vers der svælger i vold, vers der slår mennesker med rædsel, vers der får mennesker til at brænde og brænde hinanden, vers der forsøger at tvinge til underkastelse.

Men hvem kan bebrejde jer? Hvem kan forstå jeres svimlen, jeres angst, da I stod ved afgrunden, det brændende mørke, og så ned i det? Hvem kan bebrejde jer de sataniske vers, der sneg sig ind i jeres forkyndelse uden at I ville det?

Jeres ånd er hellig, jeres forkyndelse ikke. I skulle have lært mennesker at elske hinanden og befri den onde fra mørkets kvælende, knugende pinsler, men I fejlede, og jeres arvinger gjorde ondt værre ved deres stridbarhed og vilje til krig og forfølgelse.

I skulle have lært: Gud er kærlighed og ingen skal fortabes; frygt ikke, Herren er med jer; Herren tilgiver alle; Herren velsigner alle; frygt ikke! I stedet skabte jeres arvtagere et vrængbillede af den Højeste idet de skreg: Frygt Herren, hævnen er Hans, frygteligt er det at falde i den levende Guds hænder!

Og sådan kom de sataniske vers ind i jeres forkyndelse. Og mennesker brænder og brænder stadig hinanden på jeres ord, eller det man påstår er jeres ord.

Jeres ånd er hellig, jeres forkyndelse eller det man påstår er jeres forkyndelse ikke. Højt over verden svæver jeres ånd i sorg over al den vold, al den ondskab og vildskab der udgår fra de sataniske vers, der tillægges jer.

Mennesker brænder og brænder hinanden i Guds og kærlighedens navn. Jeres ånd er hellig, er kærlighed; kom, kom, fortæl os noget sandt, fortæl os noget, der kan slukke branden.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere