Gå videre til hovedindholdet

Inspiration og kanalisering

En udbredt arbejdsmåde i den spirituelle litteratur er den såkaldte kanalisering. Det påstås da ofte, at Gud, Jesus eller andre højtstående personligheder står bag den tekst, der fremlægges, hvorefter typisk en svag tekst følger; kulørte tekster der bedst kan beskrives som historier fra de varme lande; helt typisk er den reelle inspiration den såkaldte kundalinikraft. Hvis denne mørkekraft indgår i teksten, beskrives den ofte som en universel lyskraft, hvilket yderligere devaluerer teksten.

En mere konstruktiv arbejdsmåde med sikrere resultater - hvis målet er sandhed og ikke at guddommeliggøre sig selv og score kassen - er inspiration i den betydning som der gøres nøje rede for i Vandrer mod Lyset; altså stille sig til rådighed for eventuelle inspirationer fra skytsånden og derefter stå frem i eget navn og på eget ansvar.

De tanker man herved eventuelt føler sig inspireret til at dele med sine medmennesker er ofte helt klare, enkle og skarpe; som modtager af sådanne inspirationer føler man klart, at tankerne indgives udefra hvorefter man selv må søge at ordne, gennemtænke og videregive det givne i synlige former; fx tekst, billeder eller musik.

Hvis man følger denne arbejdsmåde - hvilket ethvert sandhedskærligt menneske kan gøre - vil man også forstå, at man selv er meget lille og uformående i forhold til det givne, selv om en del af arbejdet altså overlades til en selv. Det afgørende er viljen til sandhed, og at man har viljestyrke nok til at bryde den modstand man ofte vil føle ved udarbejdelsen og videreformidlingen af det inspiratorisk givne, samt at man står frem i eget navn og ikke pynter sig med lånte fjer.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...