En udbredt arbejdsmåde i den spirituelle litteratur er den såkaldte kanalisering. Det påstås da ofte, at Gud, Jesus eller andre højtstående personligheder står bag den tekst, der fremlægges, hvorefter typisk en svag tekst følger; kulørte tekster der bedst kan beskrives som historier fra de varme lande; helt typisk er den reelle inspiration den såkaldte kundalinikraft. Hvis denne mørkekraft indgår i teksten, beskrives den ofte som en universel lyskraft, hvilket yderligere devaluerer teksten.
En mere konstruktiv arbejdsmåde med sikrere resultater - hvis målet er sandhed og ikke at guddommeliggøre sig selv og score kassen - er inspiration i den betydning som der gøres nøje rede for i Vandrer mod Lyset; altså stille sig til rådighed for eventuelle inspirationer fra skytsånden og derefter stå frem i eget navn og på eget ansvar.
De tanker man herved eventuelt føler sig inspireret til at dele med sine medmennesker er ofte helt klare, enkle og skarpe; som modtager af sådanne inspirationer føler man klart, at tankerne indgives udefra hvorefter man selv må søge at ordne, gennemtænke og videregive det givne i synlige former; fx tekst, billeder eller musik.
Hvis man følger denne arbejdsmåde - hvilket ethvert sandhedskærligt menneske kan gøre - vil man også forstå, at man selv er meget lille og uformående i forhold til det givne, selv om en del af arbejdet altså overlades til en selv. Det afgørende er viljen til sandhed, og at man har viljestyrke nok til at bryde den modstand man ofte vil føle ved udarbejdelsen og videreformidlingen af det inspiratorisk givne, samt at man står frem i eget navn og ikke pynter sig med lånte fjer.
Kommentarer
Send en kommentar