Gå videre til hovedindholdet

Inspiration og kanalisering

En udbredt arbejdsmåde i den spirituelle litteratur er den såkaldte kanalisering. Det påstås da ofte, at Gud, Jesus eller andre højtstående personligheder står bag den tekst, der fremlægges, hvorefter typisk en svag tekst følger; kulørte tekster der bedst kan beskrives som historier fra de varme lande; helt typisk er den reelle inspiration den såkaldte kundalinikraft. Hvis denne mørkekraft indgår i teksten, beskrives den ofte som en universel lyskraft, hvilket yderligere devaluerer teksten.

En mere konstruktiv arbejdsmåde med sikrere resultater - hvis målet er sandhed og ikke at guddommeliggøre sig selv og score kassen - er inspiration i den betydning som der gøres nøje rede for i Vandrer mod Lyset; altså stille sig til rådighed for eventuelle inspirationer fra skytsånden og derefter stå frem i eget navn og på eget ansvar.

De tanker man herved eventuelt føler sig inspireret til at dele med sine medmennesker er ofte helt klare, enkle og skarpe; som modtager af sådanne inspirationer føler man klart, at tankerne indgives udefra hvorefter man selv må søge at ordne, gennemtænke og videregive det givne i synlige former; fx tekst, billeder eller musik.

Hvis man følger denne arbejdsmåde - hvilket ethvert sandhedskærligt menneske kan gøre - vil man også forstå, at man selv er meget lille og uformående i forhold til det givne, selv om en del af arbejdet altså overlades til en selv. Det afgørende er viljen til sandhed, og at man har viljestyrke nok til at bryde den modstand man ofte vil føle ved udarbejdelsen og videreformidlingen af det inspiratorisk givne, samt at man står frem i eget navn og ikke pynter sig med lånte fjer.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst