Den vestlige kulturs hybris og dødsdrift

Som før nævnt har moderne filosoffer, bla Derrida, søgt at efterspore en grundlæggende brist i den vestlige kulturs filosofi og værdier, og jeg har foreslået tanken om gennem videnskab og teknologi at blive lig Gud i alvidenhed (videnskab) og Almagt (teknologi), som denne afgørende brist.

Indenfor fysikken er man efter nogle nylige opdagelser af Higgs-partiklen og gravitationsbølger og dermed en næsten fuldstændig bekræftelse af Standardmodellen begyndt at tale om en krise i fysikken; måske, siger man, er der nu ikke mere at opdage.

I dele af den politiske debat taler man, eller talte tidligere, om visse utopia; dvs et endemål for den menneskelige organisering i samfund. Men altid har det vist sig, at de ønskede utopier er blevet til dystopier eller mareridt; det man troede var paradis viste sig at være helvede.

Hvad er fællespunktet for disse tanker? Fællespunktet er det, at man ved den gamle drøm om at blive alvidende og almægtig søger et slutpunkt, en ende; hvis det på mirakuløs vis skulle lykkes os at nå målet, hvordan skulle vi så leve videre, hvis livet er en fortsat tilegnelse af viden og magt?

Derfor kan man sige, at hvis vi med den vestlige kulturs inderste kerne og bestræbelse forstår en trang til alvidenhed og almagt gennem videnskab og teknologi, så er den vestlige kultur en dødskultur, en kultur gennemsyret af det græske begreb hybris, en kultur der ubevidst søger sin afslutning og undergang.

Jeg tror også det er derfor der findes så mange og så mange forskellige dommedagsprofetier og ildevarslende understrømme i vores kultur og bevidsthed og følelser; undergangen er indlejret i kernen af vores kultur da vi søger en ende, det fuldkomne, og ikke forstår, at vi altid er ved en begyndelse, et udgangspunkt, det ufuldkomne og begrænsede, en fødsel.

En anden ting er, at vi i vores overmod overser en fundamental værdi: Kærligheden; overmennesket, det alvidende og almægtige menneske, behøver ikke vise medfølelse og empati, men tror sig berettiget til at tromle sine svagere medmennesker og dyr og natur.

Overmennesket tror sig berettiget til at tilsidesætte moral og etik; og også af denne grund er den vestlige kultur en undergangskultur, hvis utopier - det fuldkomne menneske eller samfund - altid vil vise sig at være en dystopi, et mareridt, et helvede.

I romanen Elementarpartikler beskriver Michel Houellebecq to såkaldt metafysiske mutationer eller vi kunne kalde det paradigmeskift i den vestlige kultur; overgangen fra den romerske kultur til kristendommen og overgangen fra kristendommen til den moderne videnskab.

Disse paradigmeskift er ikke sket i en forfaldsperiode som man umiddelbart skulle tro, men på de forskellige kulturers kulminationspunkter eller i deres zenith. Måske fordi de tilsyneladende overlegne kulturer er stivnet i menneskelig magtfuldkommenhed og overmod.

Det lader altså til, at det er selve grundlaget for den vestlige kultur - overmodet - der har fundet forskellige udtryk (det romerske rige, kristendommen som institution og magt og den moderne videnskab), men grundlæggende er forblevet det samme, overmodet, der er skæbnesvangert og i sig rummer undergangen, døden.

Mennesket befinder sig altid ved en begyndelse, en fødsel i nuet. Hvis vi forstår os selv gennem en fremtidig fuldkommenhed, en utopi, et endepunkt, en slutning, forbliver vores kultur en dødskultur.

En varig kultur kan ikke bygges på overmodige tanker om det fuldkomne menneske, på en (fiktiv) tanke om fremtidig perfektion (dødsdrift), men må grundes på en erkendelse af vores principielle begrænsning i tanke og magt.

Vi er altid ved begyndelsen (livet), aldrig ved enden (døden).