Gå videre til hovedindholdet

Hvorfor har Gud givet love for lyset og mørket?

Af Vandrer mod Lyset fremgår det;

1) at Gud har givet love for både lyset og mørket
2) at disse love blev givet efter Hans emanation (fremståen)
3) og at lyset er kendetegnet af orden mens mørket er en kaoskraft

Så kan man spørge:

Hvorfor gav Gud egentlig disse love, hvorfor er det nødvendigt med love og hvad er egentlig loves (i dette tilfælde Guds) funktion?

Og svaret er enkelt:

Love fremmer orden og modvirker kaos. Vi kender det også fra de jordiske samfund, fx det danske hvis retsvæsen som motto har: Med lov skal land bygges.
Hvis der ingen fælles regler (love) findes, bliver alt kaos, da enhver så kan gøre som man vil uden at blive stillet til regnskab.

Dette kan også være en replik til de tanker om en verdensregering jeg tidligere har formuleret (primært inspireret af Emery Reves og universalismen) og en forklaring på en del af det jordiske kaos vi ser nu og altid har kæmpet med; en del af det jordiske kaos skyldes, at vi ikke har fælles, globale love, men har mange punkter (regeringer), der opstiller normer for lov og ret.

Da vi ikke har globale love der kan håndhæves af en legitim udøvende og dømmende magt (omend en sådan måske er på vej i form af Den internationale Straffedomstol, ICC), virker de manglende fælles globale love som en katalysator for kaos og krig.

Vi har dog for så vidt en international global lovgivende magt (FN) og som nævnt for så vidt en international global dømmende magt (ICC), men vi mangler en legitim, global udøvende magt (regering), hvis vi skal modvirke en del af det kaos vi ser i dag.

Men for at vende tilbage til det kosmiske perspektiv:

Gud har altså givet love for både lyset og mørket med det formål at styrke lyset (orden) og modvirke mørket (kaos). Men derudover har Han givet os en fri vilje til godt og ondt. Hvordan stiller dette sig til de guddommelige love for lys og mørke?

Gud er ingen diktator og man kan sige, at det at Han har givet os en fri vilje til godt (lyset) eller ondt (mørket), en fri vilje til at følge Hans love eller ej er etikkens kerne. Hvis ikke vi havde et valg ville Gud ikke være lysets (og frihedens) Gud men mørkets, da en anden kerneværdi i lyset er frihed, mens mørket er kendetegnet ved tvang.

Lyset (og Gud) giver os et valg hvilket mørket ikke gør, og dette frie valg eller den frie vilje er kernen i al etik.

Som en sidste ting vil jeg (under henvisning til mit skrift, Frihed under ansvar) nævne, at et jordisk samfund kun kan kaldes frit for så vidt enhver borger (under ansvar for den dømmende magt) har frihed til at følge eller bryde enhver af den lovgivende magts love og regler.

Dette kan også siges at være en replik til den aktuelle debat om hvordan vi dels bekæmper terrorisme og samtidig bevarer vores samfund som frie og åbne. Hvis ikke vi bevarer friheden til at følge eller bryde samfundets love og regler (under ansvar for den dømmende magt) synes dette at være definitionen på diktatur.

På den måde kan man sige, at det onde er frihedens pris; ikke som en nødvendig konsekvens men som en risiko vi altid må være villige til at løbe hvis vi vil bevare friheden.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere