Gå videre til hovedindholdet

Et grundlag for etikken

Hvad enten man betragter mennesket som en biologisk organisme eller som en Gudsskabt personlighed tror jeg det er rigtigt at sige, at grundlaget for etikken er forestillingen om mennesket som et unikt, uerstatteligt individ.

Og hvad enten man forstår mennesket som ren biologi eller derudover også som et åndeligt væsen er det vel rimeligt at betragte enhver af os som dette unikke, uerstattelige enkeltvæsen; min hjerne er min, jeg deler den ikke med nogen; lige sådan med mit hjerte og hele krop og eventuelt min sjæl.

Barbariet begynder hvis vi ikke anerkender enhver af os som unikke og uerstattelige, umistelige. Og det fortsætter ved dehumanisering og forfølgelse af hele grupper af mennesker; det er lettere at lægge hele grupper af mennesker for had end at øve vold mod en eller flere man kender personligt.

Man kan ikke personligt kende en hel gruppe af mennesker (fx muslimer); en gruppe af mennesker er i en vis forstand en tankekonstruktion, hvorimod individet er konkret eksisterende og tilgængelig for et bekendtskab og et medmenneskeligt møde; gruppen er abstrakt, individet konkret.

Barbariets natur kan siges at være at tillægge en hel gruppe af mennesker visse negative egenskaber, der imidlertid kun kan gælde individer; altså ved en sammenblanding af det generelle med det specielle. Det giver fx næppe mening at sige, at alle muslimer er voldelige, nasser på samfundet og ønsker at nedbryde det; det er der måske enkelte der ønsker, men det er meningsløst at betragte det som alment for muslimer.

Det er med andre ord meningsløst at tillægge en gruppe individuelle karakteristika; at betragte en gruppe som et individ.

Hvis det er rimeligt at betragte ethvert menneske som unikt og uerstatteligt er det også rimeligt i det frie, åbne samfund at tilstede dette unikke menneske tanke-, tros-, ytrings- og handlefrihed.

I tyrraniet, diktaturet øver man vold mod dette fx ved at hævde visse politiske eller religiøse dogmer med udgangspunkt i bestemte tekster (fx bibelen eller koranen eller Kapitalen) og med strenge straffe til dem, der nægter at bøje sig under disse dogmer; dogmer der ifølge sin natur øver vold mod menneskets frihed.

Selv om nogle mennesker relaterer til eller "tror på" bestemte tekster og ud fra det slutter sig sammen i grupper er det en kendsgerning, at vi fortolker eller tænker forskelligt omkring disse tekster; en forskellighed som i tyrraniet søges udslettet med vold ved at gennemtvinge en ensartet læse- og forståelses- og handlemåde.

I tyrraniet ønsker man ensretning og tvang og betragter gruppen som et individ. I tyrraniet øver man således vold mod individet. I tyrraniet respekterer man ikke individet og individets unikke og frie personlighed og værdi; i tyrraniet opererer man kun med gruppen, ikke med individet; i det frie samfund respekterer man menneskets unikke og frie natur.

I tyrraniet er individet erstatteligt; i etikken og det åbne, frie samfund ikke.

Af disse grunde mener jeg at det er rigtigt at se etikkens grundlag - modsat politikkens (som opererer med de abstrakte grupper af mennesker) - som forestillingen om det enkelte, konkrete, umistelige og frie individ eller personlighed.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…