Gå videre til hovedindholdet

Et grundlag for etikken

Hvad enten man betragter mennesket som en biologisk organisme eller som en Gudsskabt personlighed tror jeg det er rigtigt at sige, at grundlaget for etikken er forestillingen om mennesket som et unikt, uerstatteligt individ.

Og hvad enten man forstår mennesket som ren biologi eller derudover også som et åndeligt væsen er det vel rimeligt at betragte enhver af os som dette unikke, uerstattelige enkeltvæsen; min hjerne er min, jeg deler den ikke med nogen; lige sådan med mit hjerte og hele krop og eventuelt min sjæl.

Barbariet begynder hvis vi ikke anerkender enhver af os som unikke og uerstattelige, umistelige. Og det fortsætter ved dehumanisering og forfølgelse af hele grupper af mennesker; det er lettere at lægge hele grupper af mennesker for had end at øve vold mod en eller flere man kender personligt.

Man kan ikke personligt kende en hel gruppe af mennesker (fx muslimer); en gruppe af mennesker er i en vis forstand en tankekonstruktion, hvorimod individet er konkret eksisterende og tilgængelig for et bekendtskab og et medmenneskeligt møde; gruppen er abstrakt, individet konkret.

Barbariets natur kan siges at være at tillægge en hel gruppe af mennesker visse negative egenskaber, der imidlertid kun kan gælde individer; altså ved en sammenblanding af det generelle med det specielle. Det giver fx næppe mening at sige, at alle muslimer er voldelige, nasser på samfundet og ønsker at nedbryde det; det er der måske enkelte der ønsker, men det er meningsløst at betragte det som alment for muslimer.

Det er med andre ord meningsløst at tillægge en gruppe individuelle karakteristika; at betragte en gruppe som et individ.

Hvis det er rimeligt at betragte ethvert menneske som unikt og uerstatteligt er det også rimeligt i det frie, åbne samfund at tilstede dette unikke menneske tanke-, tros-, ytrings- og handlefrihed.

I tyrraniet, diktaturet øver man vold mod dette fx ved at hævde visse politiske eller religiøse dogmer med udgangspunkt i bestemte tekster (fx bibelen eller koranen eller Kapitalen) og med strenge straffe til dem, der nægter at bøje sig under disse dogmer; dogmer der ifølge sin natur øver vold mod menneskets frihed.

Selv om nogle mennesker relaterer til eller "tror på" bestemte tekster og ud fra det slutter sig sammen i grupper er det en kendsgerning, at vi fortolker eller tænker forskelligt omkring disse tekster; en forskellighed som i tyrraniet søges udslettet med vold ved at gennemtvinge en ensartet læse- og forståelses- og handlemåde.

I tyrraniet ønsker man ensretning og tvang og betragter gruppen som et individ. I tyrraniet øver man således vold mod individet. I tyrraniet respekterer man ikke individet og individets unikke og frie personlighed og værdi; i tyrraniet opererer man kun med gruppen, ikke med individet; i det frie samfund respekterer man menneskets unikke og frie natur.

I tyrraniet er individet erstatteligt; i etikken og det åbne, frie samfund ikke.

Af disse grunde mener jeg at det er rigtigt at se etikkens grundlag - modsat politikkens (som opererer med de abstrakte grupper af mennesker) - som forestillingen om det enkelte, konkrete, umistelige og frie individ eller personlighed.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …