Gå videre til hovedindholdet

Personlighed og stof

Ifølge moderne videnskab er den fysiske verden alt hvad der eksisterer omend vores kendskab til den stadig har mangler.

De fleste religioner (måske fraregnet buddhismen (i den udstrækning buddhismen kan kaldes en religion)) opererer dog med et yderligere lag af virkeligheden, nemlig en ikke-fysisk, oversanselig verden.

Jeg vil her forsøge at argumentere for en sådan ikke-fysisk verdens eksistens og realitet ud fra et helt dagligdags og velkendt fænomen, nemlig det vi hver især oplever som vores personligheds kerne.

Hvis den fysiske verden er alt der findes, så må også vores personligheds kerne være fysisk og en del af vores fysiske krop.

Hvis det er sådan, så er det mest nærliggende at antage, at den fysiske hjerne er eller rummer denne kerne.

Men hjernen består som bekendt af mange dele. Præcis hvilken del af hjernen kan tænkes at rumme eller være identisk med vores kerne? Eller er kernen hele hjernen?

Hvis kernen rummes i en enkel del af hjernen, så må man antage, at hvis denne del fjernes, så har det pågældende menneske ikke længere nogen kerne, hvilket virker som en urimelig påstand.

Hvis hele hjernen er eller rummer kernen, så må selv den mindste fjernelse af hjernevæv føre til kernens udslettelse, hvilket er lige så urimeligt at hævde.

Derfor tvinges vi til at antage enten at den menneskelige personligheds kerne er en illusion (hvilket strider mod det enhver kan efterprøve og erfare), eller at den menneskelige personligheds kerne er af ikke-fysisk, oversanselig natur.

Da der således synes at være i det mindste et fænomen, som ikke er af fysisk natur, så synes det rimeligt og nærliggende at antage en ikke-fysisk verdens eksistens.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere