Ifølge moderne videnskab er den fysiske verden alt hvad der eksisterer omend vores kendskab til den stadig har mangler.
De fleste religioner (måske fraregnet buddhismen (i den udstrækning buddhismen kan kaldes en religion)) opererer dog med et yderligere lag af virkeligheden, nemlig en ikke-fysisk, oversanselig verden.
Jeg vil her forsøge at argumentere for en sådan ikke-fysisk verdens eksistens og realitet ud fra et helt dagligdags og velkendt fænomen, nemlig det vi hver især oplever som vores personligheds kerne.
Hvis den fysiske verden er alt der findes, så må også vores personligheds kerne være fysisk og en del af vores fysiske krop.
Hvis det er sådan, så er det mest nærliggende at antage, at den fysiske hjerne er eller rummer denne kerne.
Men hjernen består som bekendt af mange dele. Præcis hvilken del af hjernen kan tænkes at rumme eller være identisk med vores kerne? Eller er kernen hele hjernen?
Hvis kernen rummes i en enkel del af hjernen, så må man antage, at hvis denne del fjernes, så har det pågældende menneske ikke længere nogen kerne, hvilket virker som en urimelig påstand.
Hvis hele hjernen er eller rummer kernen, så må selv den mindste fjernelse af hjernevæv føre til kernens udslettelse, hvilket er lige så urimeligt at hævde.
Derfor tvinges vi til at antage enten at den menneskelige personligheds kerne er en illusion (hvilket strider mod det enhver kan efterprøve og erfare), eller at den menneskelige personligheds kerne er af ikke-fysisk, oversanselig natur.
Da der således synes at være i det mindste et fænomen, som ikke er af fysisk natur, så synes det rimeligt og nærliggende at antage en ikke-fysisk verdens eksistens.
Kommentarer
Send en kommentar