Gå videre til hovedindholdet

Personlighed og stof

Ifølge moderne videnskab er den fysiske verden alt hvad der eksisterer omend vores kendskab til den stadig har mangler.

De fleste religioner (måske fraregnet buddhismen (i den udstrækning buddhismen kan kaldes en religion)) opererer dog med et yderligere lag af virkeligheden, nemlig en ikke-fysisk, oversanselig verden.

Jeg vil her forsøge at argumentere for en sådan ikke-fysisk verdens eksistens og realitet ud fra et helt dagligdags og velkendt fænomen, nemlig det vi hver især oplever som vores personligheds kerne.

Hvis den fysiske verden er alt der findes, så må også vores personligheds kerne være fysisk og en del af vores fysiske krop.

Hvis det er sådan, så er det mest nærliggende at antage, at den fysiske hjerne er eller rummer denne kerne.

Men hjernen består som bekendt af mange dele. Præcis hvilken del af hjernen kan tænkes at rumme eller være identisk med vores kerne? Eller er kernen hele hjernen?

Hvis kernen rummes i en enkel del af hjernen, så må man antage, at hvis denne del fjernes, så har det pågældende menneske ikke længere nogen kerne, hvilket virker som en urimelig påstand.

Hvis hele hjernen er eller rummer kernen, så må selv den mindste fjernelse af hjernevæv føre til kernens udslettelse, hvilket er lige så urimeligt at hævde.

Derfor tvinges vi til at antage enten at den menneskelige personligheds kerne er en illusion (hvilket strider mod det enhver kan efterprøve og erfare), eller at den menneskelige personligheds kerne er af ikke-fysisk, oversanselig natur.

Da der således synes at være i det mindste et fænomen, som ikke er af fysisk natur, så synes det rimeligt og nærliggende at antage en ikke-fysisk verdens eksistens.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere