Gå videre til hovedindholdet

Stille dage - samtaler i natten 2

Hvad digterfilosoffen skrev om sorg, har jeg erfaret om kærlighed; siden min tidlige ungdom har der siddet en kærlighedens pil i mit hjerte. Så længe den sidder der er jeg - ikke ironisk - men fortvivlet; trækkes den ud dør jeg.

Og så tænker jeg, at måske er det grundlæggende menneskelige valg enten at dø af kærlighed eller dø af ensomhed.

Giv mig en mægtig fjende - en konge eller præsident eller mestertænker - dem kan jeg klare; men skån mig for kærlighedens trojanske hest, der stilles op på sjælens centrale torv; om natten myldrer krigerne ud og nedslagter alle til sidste mand.

Af og til forekommer kærligheden mig at være et sværd jeg styrter mig i med åbent bryst, frivilligt. Og ensomheden som en brændende ørken, der udslukker alt liv. Og er disse to så - livet?

Sådan tænker jeg somme tider. Andre gange lyver jeg det væk, fortrænger det, maler billedet over med stærke iøjenfaldende farver og harmoniske former.

Men er det ikke sådan det er? Den jeg elsker kan såre mig. Jo dybere jeg elsker jo dybere kan såret blive. Og af og til elsker vi så dybt at det føles som om hjerteroden og livsroden klippes over hvis kærligheden dør. Ikke hvis vores egen kærlighed dør, netop ikke vores egen, men hvis den vi elsker vender sig bort og holder op med at elske os.

Eller hvis den vi elsker dybest - måske et barn, en bror eller søster, en ven, en ægtefælle - dør fra os.

Alligevel: Er det at elske ikke at leve, og det ikke at elske at dø? Er livets og kærlighedens pris og grundvilkår ikke at acceptere risikoen for kærlighedens død og den bundløse sorg?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst