Gå videre til hovedindholdet

Stille dage - samtaler i natten 2

Hvad digterfilosoffen skrev om sorg, har jeg erfaret om kærlighed; siden min tidlige ungdom har der siddet en kærlighedens pil i mit hjerte. Så længe den sidder der er jeg - ikke ironisk - men fortvivlet; trækkes den ud dør jeg.

Og så tænker jeg, at måske er det grundlæggende menneskelige valg enten at dø af kærlighed eller dø af ensomhed.

Giv mig en mægtig fjende - en konge eller præsident eller mestertænker - dem kan jeg klare; men skån mig for kærlighedens trojanske hest, der stilles op på sjælens centrale torv; om natten myldrer krigerne ud og nedslagter alle til sidste mand.

Af og til forekommer kærligheden mig at være et sværd jeg styrter mig i med åbent bryst, frivilligt. Og ensomheden som en brændende ørken, der udslukker alt liv. Og er disse to så - livet?

Sådan tænker jeg somme tider. Andre gange lyver jeg det væk, fortrænger det, maler billedet over med stærke iøjenfaldende farver og harmoniske former.

Men er det ikke sådan det er? Den jeg elsker kan såre mig. Jo dybere jeg elsker jo dybere kan såret blive. Og af og til elsker vi så dybt at det føles som om hjerteroden og livsroden klippes over hvis kærligheden dør. Ikke hvis vores egen kærlighed dør, netop ikke vores egen, men hvis den vi elsker vender sig bort og holder op med at elske os.

Eller hvis den vi elsker dybest - måske et barn, en bror eller søster, en ven, en ægtefælle - dør fra os.

Alligevel: Er det at elske ikke at leve, og det ikke at elske at dø? Er livets og kærlighedens pris og grundvilkår ikke at acceptere risikoen for kærlighedens død og den bundløse sorg?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…