Gå videre til hovedindholdet

Rationalet bag en eventuel verdensregering (3)

I et forsøg på at videreudvikle tanken eller rationalet bag en eventuel verdensregering som for mig dels bygger på Vandrer mod Lysets anbefaling af en sådan og Emery Reeves geniale tanke om at en del eller alle konflikter og krige i sin dybeste rod skyldes, at der findes flere suværene centre (regeringer) der opstiller normer for lov og ret (Fredens anatomi, 1947) vil jeg sige, at netop på grund af disse centrers (suværene regeringer eller nationer) bygges der en spænding op i verden fordi disse centrer er økonomiske eller militære konkurrenter.

Denne spændings inderste natur forekommer mig at være eller ligne dødsangst; hvis alle suværene nationer eller grupper af nationer (fx USA overfor EU eller Kina) er økonomiske og militære konkurrenter og forsøger at udkonkurrere hinanden, så er der i konkurrencen mellem disse suværene stater et spørgsmål om den enkelte nations overlevelse (eller mildere; et spørgsmål om den enkelte nations rigdom eller fattigdom) og et land i eksistentiel krise kan handle meget voldsomt på samme måde som individer truet på sin eksistens kan gøre det.

Hvis vi derfor bygger en verden hvor vi ikke er hinandens konkurrenter men medspillere ved ikke at have mange centrer (suværene regeringer eller nationer) men et, kan måske en del af verdensspændingen løsnes eller mildnes så mange krige og konflikter kan undgås.

En verden med mange suværene centrer hvorfra der opstilles normer for lov og ret og med hver deres økonomiske system og regnskab ligner en verden i permanent krise og konflikt og det ser ud til, at kernen netop er disse mange konkurrerende centrer (nationer eller regeringer), der forsøger at dominere eller udkonkurrere hinanden (økonomisk eller i sidste ende militært), som Reeves mig bekendt var den første til at påpege.

Derfor virker det rigtigt, at en vej til større fred kan være at skabe et og kun et center hvorfra der lovgives og reguleres, altså en verdensregering.

Et grundliggende problem med disse tanker om en verdensregering er spørgsmålet om konkurrence, incitament og dynamik. Det lader til, at konkurrencen mellem nationer og individer, en konkurrence som også er nedfældet i vores biologi (kampen for videreførelse af vores gener), er den eneste effektive drivkraft og dynamik i samfundene og for individerne. Imidlertid synes spændingen mellem mennesker eller nationer i konkurrence med hinanden at være lig med eller proportional med spændingsniveauet i verden og dermed med risikoen for krig.

Hvis der ikke kan fremtænkes et alternativ til "alles kamp mod alle", et andet incitament end den enkeltes eller det enkelte samfunds rigdom (på bekostning af andre), så må vi se i øjnene at vi aldrig får fred i verden.

Er vi per definition hinandens konkurrenter? Er konkurrence det eneste effektive dynamiske princip? Er krigen evig? Er krigen den eneste mulighed? 

Eller kunne vi drives af ønsket om at berige os selv og vores medmennesker og som første skridt på vejen nedbryde de strukturer som fremelsker krig og fattigdom, de mange konkurrerende nationer, og skabe en fælles global regering, en verdensregering, der som minimum skal sikre det enkelte menneskes liv og værdighed?

Kan vi ved de her foreslåede strukturelle ændringer skabe mere fred uden at gøre vold på den menneskelige natur? Er vi mennesker per definition egoistiske? Er vi ikke også så meget andet?

Et andet problem ved disse tanker om en verdensregering er, at man ikke kan fremtvinge medmenneskelighed og det gode menneske. En del af det godes natur er frihed. En fremtvunget godhed er derfor et paradoks, en umulighed. Og derfor er en verdensregering ikke et universalmiddel til at opnå "det perfekte menneske i det perfekte samfund".

Men da vi mennesker formentlig både er gode og onde, egoistiske og medmenneskelige er det ikke uden betydning hvordan vi organiserer os og derved hvilke egenskaber vi søger at fremelske og styrke. Og det er ikke uden betydning om vi søger at fremelske fx dygtighed, opfindsomhed og selvstændigt initiativ med det formål at stå os bedre i konkurrencen med andre mennesker eller grupper af mennesker eller hele nationer, eller om vi gør det til alles bedste.

I dag belønnes egoisme og selviskhed. I morgen kunne det være det medmenneskelige og almennyttige.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…