I et forsøg på at videreudvikle tanken eller rationalet bag en eventuel verdensregering som for mig dels bygger på Vandrer mod Lysets anbefaling af en sådan og Emery Reves geniale tanke om at en del eller alle konflikter og krige i sin dybeste rod skyldes, at der findes flere suværene centre (regeringer) der opstiller normer for lov og ret (Fredens anatomi, 1947) vil jeg sige, at netop på grund af disse centrers (suværene regeringer eller nationer) bygges der en spænding op i verden fordi disse centrer er økonomiske eller militære konkurrenter.
Denne spændings inderste natur forekommer mig at være eller ligne dødsangst; hvis alle suværene nationer eller grupper af nationer (fx USA overfor EU eller Kina) er økonomiske og militære konkurrenter og forsøger at udkonkurrere hinanden, så er der i konkurrencen mellem disse suværene stater et spørgsmål om den enkelte nations overlevelse (eller mildere; et spørgsmål om den enkelte nations rigdom eller fattigdom) og et land i eksistentiel krise kan handle meget voldsomt på samme måde som individer truet på sin eksistens kan gøre det.
Hvis vi derfor bygger en verden hvor vi ikke er hinandens konkurrenter men medspillere ved ikke at have mange centrer (suværene regeringer eller nationer) men et, kan måske en del af verdensspændingen løsnes eller mildnes så mange krige og konflikter kan undgås.
En verden med mange suværene centrer hvorfra der opstilles normer for lov og ret og med hver deres økonomiske system og regnskab ligner en verden i permanent krise og konflikt og det ser ud til, at kernen netop er disse mange konkurrerende centrer (nationer eller regeringer), der forsøger at dominere eller udkonkurrere hinanden (økonomisk eller i sidste ende militært), som Reves mig bekendt var den første til at påpege.
Derfor virker det rigtigt, at en vej til større fred kan være at skabe et og kun et center hvorfra der lovgives og reguleres, altså en verdensregering.
Et grundliggende problem med disse tanker om en verdensregering er spørgsmålet om konkurrence, incitament og dynamik. Det lader til, at konkurrencen mellem nationer og individer, en konkurrence som også er nedfældet i vores biologi (kampen for videreførelse af vores gener), er den eneste effektive drivkraft og dynamik i samfundene og for individerne. Imidlertid synes spændingen mellem mennesker eller nationer i konkurrence med hinanden at være lig med eller proportional med spændingsniveauet i verden og dermed med risikoen for krig.
Hvis der ikke kan fremtænkes et alternativ til "alles kamp mod alle", et andet incitament end den enkeltes eller det enkelte samfunds rigdom (på bekostning af andre), så må vi se i øjnene at vi aldrig får fred i verden.
Er vi per definition hinandens konkurrenter? Er konkurrence det eneste effektive dynamiske princip? Er krigen evig? Er krigen den eneste mulighed?
Eller kunne vi drives af ønsket om at berige os selv og vores medmennesker og som første skridt på vejen nedbryde de strukturer som fremelsker krig og fattigdom, de mange konkurrerende nationer, og skabe en fælles global regering, en verdensregering, der som minimum skal sikre det enkelte menneskes liv og værdighed?
Kan vi ved de her foreslåede strukturelle ændringer skabe mere fred uden at gøre vold på den menneskelige natur? Er vi mennesker per definition egoistiske? Er vi ikke også så meget andet?
Et andet problem ved disse tanker om en verdensregering er, at man ikke kan fremtvinge medmenneskelighed og det gode menneske. En del af det godes natur er frihed. En fremtvunget godhed er derfor et paradoks, en umulighed. Og derfor er en verdensregering ikke et universalmiddel til at opnå "det perfekte menneske i det perfekte samfund".
Men da vi mennesker formentlig både er gode og onde, egoistiske og medmenneskelige er det ikke uden betydning hvordan vi organiserer os og derved hvilke egenskaber vi søger at fremelske og styrke. Og det er ikke uden betydning om vi søger at fremelske fx dygtighed, opfindsomhed og selvstændigt initiativ med det formål at stå os bedre i konkurrencen med andre mennesker eller grupper af mennesker eller hele nationer, eller om vi gør det til alles bedste.
I dag belønnes egoisme og selviskhed. I morgen kunne det være det medmenneskelige og almennyttige.
Kan vi ved de her foreslåede strukturelle ændringer skabe mere fred uden at gøre vold på den menneskelige natur? Er vi mennesker per definition egoistiske? Er vi ikke også så meget andet?
Et andet problem ved disse tanker om en verdensregering er, at man ikke kan fremtvinge medmenneskelighed og det gode menneske. En del af det godes natur er frihed. En fremtvunget godhed er derfor et paradoks, en umulighed. Og derfor er en verdensregering ikke et universalmiddel til at opnå "det perfekte menneske i det perfekte samfund".
Men da vi mennesker formentlig både er gode og onde, egoistiske og medmenneskelige er det ikke uden betydning hvordan vi organiserer os og derved hvilke egenskaber vi søger at fremelske og styrke. Og det er ikke uden betydning om vi søger at fremelske fx dygtighed, opfindsomhed og selvstændigt initiativ med det formål at stå os bedre i konkurrencen med andre mennesker eller grupper af mennesker eller hele nationer, eller om vi gør det til alles bedste.
I dag belønnes egoisme og selviskhed. I morgen kunne det være det medmenneskelige og almennyttige.
Kommentarer
Send en kommentar