Gå videre til hovedindholdet

Synden og døden, kærligheden og livet

Som Vandrer mod Lyset! beskriver verden er Jorden en syndens og dødens verden. Bogen beskriver indgående hvorfor og hvordan det er blevet sådan; i de jordiske tiders morgen faldt nogle af Guds børn (de ældste) for mørket og skabte det menneskelige, fysiske legeme der er underkastet lidelser og død.

Jeg tror at det er rigtigt at sige, at der er den sammenhæng mellem synden og døden, at synden er det, der fører til døden. Døden kom jo ind i verden ved de ældstes fald og synd.

Ved at betragte forskellige religiøse og filosofiske traditioner i både vest og øst kan denne sammenhæng iagttages, dog i forvrænget form.

I strenge udlægninger af kristendommen, som fx i meget af middelalderens munkevæsen, men også fx i dele af Søren Kierkegaards  (1813-55) filosofi og kristendomsforståelse (især de værker der har pseudonymet anti-Climacus som forfatter (Indøvelse i kristendom og Sygdommen til døden)) lægges der stærk vægt på selvfornægtelse.

Tanken hænger sammen med en bogstavelig tolkning af syndefaldsmyten hvorefter vi mennesker er skyldige overfor Gud; skyldige til døden. Da vi er skyldige må vi straffes og fornægte os selv og det jordiske og vores krop.

Tanken udvikles (stadig i den strenge udlægning af kristendommen) derved, at vi må følge i Kristi fodspor gennem lidelse og død (Kierkegaard: "Afdø fra verden") for at vinde Guds nåde og tilgivelse for vores skyld eller synd.

Men hvis Vandrer mod Lyset! er sand, så er den bogstavelige tolkning af syndefaldsmyten forkert: Det var ikke mennesket men derimod de ældste (og den ældste af de ældste, Satan), der faldt for mørket og mennesket var det uskyldige offer for dette fald (de ældstes skabelse af det fysiske legeme). Mennesket er derfor blevet til i synd, men synden var de ældstes skabelse og mennesket selv var uskyldigt.

Derfor er også tanken om at følge i Kristi fodspor gennem lidelse og død forkert og i sig selv et udtryk for synd, hvis min tanke om at synden er det, der fører til døden er rigtig. Vi skal ikke følge Kristus i døden (afdø fra verden) men følge ham i kærlighed, der kan siges at være det, der fører til livet.

Der er således disse to veje: Synden der fører til døden, og kærligheden der fører til livet.

I østlig filosofi og religion kan tanken om selvfornægtelse i lighed med den strenge opfattelse af kristendommen også iagttages. Men her lidt anderledes i form af tanken om det jordiske, fysiske som et slør (maya), der angiveligt skjuler en bagvedliggende virkelighed og sandhed.

Derfor gælder det om at bryde igennem dette slør, fornægte det jordiske og kroppen gennem askese og meditation; igen at "afdø fra verden" for at nå til det egentlige liv og den guddommeligt oplyste bevidsthed.

Denne tanke findes som et ekko i Platons hulemyte; mennesket er, siger Platon, at sammenligne med fanger, der er spændt fast i en hule med blikket rettet mod hulens bagvæg, hvorpå de kun kan se deres egne og verdens skygger i lyset fra det egentlige liv udenfor hulen.

Men igen; hvis min tanke om at synden er det, der fører til døden, og kærligheden, det der fører til livet er rigtig, så må også den østlige udgave af selvfornægtelse opgives.

Fællespunktet i den vestlige tradition (den strenge udlægning af kristendommen) og den østlige tænkning (tanken om maya) er, at vejen til livet (frelsen og opstandelsen eller det egentlige liv og den guddommelige oplysning) går gennem døden (selvfornægtelsen).

Men vi skal ikke - mentalt eller fysisk - dræbe (fornægte) os selv, men elske os selv og derved vandre livets vej, ikke syndens og dødens.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…