Gå videre til hovedindholdet

Synden og døden, kærligheden og livet

Som Vandrer mod Lyset! beskriver verden er Jorden en syndens og dødens verden. Bogen beskriver indgående hvorfor og hvordan det er blevet sådan; i de jordiske tiders morgen faldt nogle af Guds børn (de ældste) for mørket og skabte det menneskelige, fysiske legeme der er underkastet lidelser og død.

Jeg tror at det er rigtigt at sige, at der er den sammenhæng mellem synden og døden, at synden er det, der fører til døden. Døden kom jo ind i verden ved de ældstes fald og synd.

Ved at betragte forskellige religiøse og filosofiske traditioner i både vest og øst kan denne sammenhæng iagttages, dog i forvrænget form.

I strenge udlægninger af kristendommen, som fx i meget af middelalderens munkevæsen, men også fx i dele af Søren Kierkegaards  (1813-55) filosofi og kristendomsforståelse (især de værker der har pseudonymet anti-Climacus som forfatter (Indøvelse i kristendom og Sygdommen til døden)) lægges der stærk vægt på selvfornægtelse.

Tanken hænger sammen med en bogstavelig tolkning af syndefaldsmyten hvorefter vi mennesker er skyldige overfor Gud; skyldige til døden. Da vi er skyldige må vi straffes og fornægte os selv og det jordiske og vores krop.

Tanken udvikles (stadig i den strenge udlægning af kristendommen) derved, at vi må følge i Kristi fodspor gennem lidelse og død (Kierkegaard: "Afdø fra verden") for at vinde Guds nåde og tilgivelse for vores skyld eller synd.

Men hvis Vandrer mod Lyset! er sand, så er den bogstavelige tolkning af syndefaldsmyten forkert: Det var ikke mennesket men derimod de ældste (og den ældste af de ældste, Satan), der faldt for mørket og mennesket var det uskyldige offer for dette fald (de ældstes skabelse af det fysiske legeme). Mennesket er derfor blevet til i synd, men synden var de ældstes skabelse og mennesket selv var uskyldigt.

Derfor er også tanken om at følge i Kristi fodspor gennem lidelse og død forkert og i sig selv et udtryk for synd, hvis min tanke om at synden er det, der fører til døden er rigtig. Vi skal ikke følge Kristus i døden (afdø fra verden) men følge ham i kærlighed, der kan siges at være det, der fører til livet.

Der er således disse to veje: Synden der fører til døden, og kærligheden der fører til livet.

I østlig filosofi og religion kan tanken om selvfornægtelse i lighed med den strenge opfattelse af kristendommen også iagttages. Men her lidt anderledes i form af tanken om det jordiske, fysiske som et slør (maya), der angiveligt skjuler en bagvedliggende virkelighed og sandhed.

Derfor gælder det om at bryde igennem dette slør, fornægte det jordiske og kroppen gennem askese og meditation; igen at "afdø fra verden" for at nå til det egentlige liv og den guddommeligt oplyste bevidsthed.

Denne tanke findes som et ekko i Platons hulemyte; mennesket er, siger Platon, at sammenligne med fanger, der er spændt fast i en hule med blikket rettet mod hulens bagvæg, hvorpå de kun kan se deres egne og verdens skygger i lyset fra det egentlige liv udenfor hulen.

Men igen; hvis min tanke om at synden er det, der fører til døden, og kærligheden, det der fører til livet er rigtig, så må også den østlige udgave af selvfornægtelse opgives.

Fællespunktet i den vestlige tradition (den strenge udlægning af kristendommen) og den østlige tænkning (tanken om maya) er, at vejen til livet (frelsen og opstandelsen eller det egentlige liv og den guddommelige oplysning) går gennem døden (selvfornægtelsen).

Men vi skal ikke - mentalt eller fysisk - dræbe (fornægte) os selv, men elske os selv og derved vandre livets vej, ikke syndens og dødens.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…