Gå videre til hovedindholdet

Stille dage - samtaler i natten

Hvem kan flygte fra sin egen ondskab? Jeg har prøvet. Og blev en halv mand. En flygtning i mit eget sind og min egen krop.

Da jeg var ung var jeg som i et mørkets fængsel. Mørket bandt mit sind, mine tanker. Så prøvede jeg at bryde ud da jeg ikke kunne bære det mere, og mørket steg som en flodbølge, langsomt langsom kvælning, som et vilddyr der prøvede at bryde ud, bryde frem, kradse, bide, flå sig ud af min bløde krop og mit forpinte sind. Og jeg gyste. Og prøvede at holde det tilbage, låse det inde dybt nede i den afgrund i mig der fødte det.

Men det måtte ud. Og det eksploderede dybt inde fra og forandrede alt. Da var det at jeg prøvede at flygte.

Nu ser jeg det, føler det og ved ikke om jeg kan overvinde det. Skal jeg prøve at overvinde det? Det er jo mig, en del af mig. Som en ven engang sagde: Hvem vinder når man kæmper med sig selv?

En del af vilddyret er en gammel sorg. Raseri over et tab. At blive forladt. Jeg tror at det er sådanne følelser der får nogle til at dræbe. Jeg - jeg ville udslette mig selv, rettede det hele indad. Og blev syg.

En anden del stammer fra noget jeg gjorde og ikke skulle have gjort og en forbandelse af mit offer og mig selv. Også det vendte jeg indad.

Jeg forstår dig, Ardor, forstår dit sorte raseri og had da du knyttede næven mod Gud og forbandede Ham og alle os andre; jeg kender det fra mig selv, kender hadet der fødes af ubærlig lidelse og smerte og ved at føle sig alene i lidelsen. Jeg kender den sorte gnist der springer når lidelsen bliver ubærlig og der ikke synes at være nogen vej ud.

Jeg selv ville lide. Med intimt men ubevidst kendskab til mig selv og mine ømme punkter lagde jeg hovedet på blokken og svingede selv øksen; igen og igen og igen..

Når jeg standser flugten og ser på det onde i mig får jeg et øjeblik af ro. Men snart tvinger min angst mig igen på flugt. Jeg må vænne mig til at det er der, det onde, i mig. Jeg tror, at det er min eneste chance for at blive hel igen.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være Jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…