Gå videre til hovedindholdet

Stille dage - samtaler i natten

Hvem kan flygte fra sin egen ondskab? Jeg har prøvet. Og blev en halv mand. En flygtning i mit eget sind og min egen krop.

Da jeg var ung var jeg som i et mørkets fængsel. Mørket bandt mit sind, mine tanker. Så prøvede jeg at bryde ud da jeg ikke kunne bære det mere, og mørket steg som en flodbølge, langsomt langsom kvælning, som et vilddyr der prøvede at bryde ud, bryde frem, kradse, bide, flå sig ud af min bløde krop og mit forpinte sind. Og jeg gyste. Og prøvede at holde det tilbage, låse det inde dybt nede i den afgrund i mig der fødte det.

Men det måtte ud. Og det eksploderede dybt inde fra og forandrede alt. Da var det at jeg prøvede at flygte.

Nu ser jeg det, føler det og ved ikke om jeg kan overvinde det. Skal jeg prøve at overvinde det? Det er jo mig, en del af mig. Som en ven engang sagde: Hvem vinder når man kæmper med sig selv?

En del af vilddyret er en gammel sorg. Raseri over et tab. At blive forladt. Jeg tror at det er sådanne følelser der får nogle til at dræbe. Jeg - jeg ville udslette mig selv, rettede det hele indad. Og blev syg.

En anden del stammer fra noget jeg gjorde og ikke skulle have gjort og en forbandelse af mit offer og mig selv. Også det vendte jeg indad.

Jeg forstår dig, Ardor, forstår dit sorte raseri og had da du knyttede næven mod Gud og forbandede Ham og alle os andre; jeg kender det fra mig selv, kender hadet der fødes af ubærlig lidelse og smerte og ved at føle sig alene i lidelsen. Jeg kender den sorte gnist der springer når lidelsen bliver ubærlig og der ikke synes at være nogen vej ud.

Jeg selv ville lide. Med intimt men ubevidst kendskab til mig selv og mine ømme punkter lagde jeg hovedet på blokken og svingede selv øksen; igen og igen og igen..

Når jeg standser flugten og ser på det onde i mig får jeg et øjeblik af ro. Men snart tvinger min angst mig igen på flugt. Jeg må vænne mig til at det er der, det onde, i mig. Jeg tror, at det er min eneste chance for at blive hel igen.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst