Gå videre til hovedindholdet

Stille dage - samtaler i natten

Hvem kan flygte fra sin egen ondskab? Jeg har prøvet. Og blev en halv mand. En flygtning i mit eget sind og min egen krop.

Da jeg var ung var jeg som i et mørkets fængsel. Mørket bandt mit sind, mine tanker. Så prøvede jeg at bryde ud da jeg ikke kunne bære det mere, og mørket steg som en flodbølge, langsomt langsom kvælning, som et vilddyr der prøvede at bryde ud, bryde frem, kradse, bide, flå sig ud af min bløde krop og mit forpinte sind. Og jeg gyste. Og prøvede at holde det tilbage, låse det inde dybt nede i den afgrund i mig der fødte det.

Men det måtte ud. Og det eksploderede dybt inde fra og forandrede alt. Da var det at jeg prøvede at flygte.

Nu ser jeg det, føler det og ved ikke om jeg kan overvinde det. Skal jeg prøve at overvinde det? Det er jo mig, en del af mig. Som en ven engang sagde: Hvem vinder når man kæmper med sig selv?

En del af vilddyret er en gammel sorg. Raseri over et tab. At blive forladt. Jeg tror at det er sådanne følelser der får nogle til at dræbe. Jeg - jeg ville udslette mig selv, rettede det hele indad. Og blev syg.

En anden del stammer fra noget jeg gjorde og ikke skulle have gjort og en forbandelse af mit offer og mig selv. Også det vendte jeg indad.

Jeg forstår dig, Ardor, forstår dit sorte raseri og had da du knyttede næven mod Gud og forbandede Ham og alle os andre; jeg kender det fra mig selv, kender hadet der fødes af ubærlig lidelse og smerte og ved at føle sig alene i lidelsen. Jeg kender den sorte gnist der springer når lidelsen bliver ubærlig og der ikke synes at være nogen vej ud.

Jeg selv ville lide. Med intimt men ubevidst kendskab til mig selv og mine ømme punkter lagde jeg hovedet på blokken og svingede selv øksen; igen og igen og igen..

Når jeg standser flugten og ser på det onde i mig får jeg et øjeblik af ro. Men snart tvinger min angst mig igen på flugt. Jeg må vænne mig til at det er der, det onde, i mig. Jeg tror, at det er min eneste chance for at blive hel igen.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …