Gå videre til hovedindholdet

Opsats 15; Den etiske grænselinje; et spejl

"Vi, de retfærdige, de gode er under angreb; derfor har vi ret til at forsvare os med alle midler, ret til at dræbe fjenden, de onde".

Sådan siger i vor tid både Vesten og Islamisk Stat og andre såkaldt hellige krigere. Vi ser det som i et spejl eller ekko; ordene er de samme og konsekvenserne er de samme som de altid har været; som det var under de to verdenskrige og den kolde krig og længe før det og altid som en del af menneskets historie, den afgrund vi falder i igen og igen.

Myrderi og barbari sker når vi ikke forstår at den etiske grænselinje mellem godt og ondt går i hver af os - hele livet - at den ikke går mellem mennesker - "de gode" og "de onde" - men i mennesker; i os alle; barbariet begynder når den indre etiske grænselinje projiceres ud og bliver til grænser mellem mennesker, bliver en ydre grænse.

Mennesker krydser grænsen med sit "vi, de gode, I, de onde" og myrder løs og bliver selv onde ved den vold vi forsøger at retfærdiggøre og besmykke; retorikken er altid den samme på begge sider af den opdigtede grænse.

Men vi har et valg; den indre forsinkelse, den etiske grænselinje, der gør os til mennesker og ikke robotter, det der giver os mulighed for at afstå fra vold og hævn og i stedet prøve at tilgive; vores frihed, der kun forsvinder hvis vi krydser grænsen og slipper helvedeshundene - vores egen ondskab - løs ved råbet: Det er os mod dem!

Vi ser i spejlet og siger: Det er dig eller mig!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere