Gå videre til hovedindholdet

Opsats 13; Spørgsmål om kristendom

Er kristendom den umulige fordring, det absurde, og Guds nådes Hånd der griber mig når jeg falder fra fordringen?

Skal jeg vove springet ud på de 70000 favne vand? Skal jeg opgive alt, mit liv, min forstand, min sjæl for at få alt? Skal den der elsker sit liv miste det, og den der hader sit liv få evigt liv?

Er tro det at springe og fortabelse det at lade være?

Skal jeg elske min næste som jeg elsker mig selv? Skal jeg tilgive mine fjender? Skal jeg vende den anden kind til når jeg bliver slået?

Skal jeg tro at Gud blev menneske, lod sig korsfæste og opstod og derved besejrede døden? Også min død? Til evigt liv, hvis jeg tror? Er det vejen, sandheden og livet?

Gud, jeg står her med min rystende og rystede sjæl og ser ned i afgrunden, de 70000 favne vand, som både kan være frelse og fortabelse, himmel og helvede. Du siger spring! Og tier.

Skal jeg som Abraham ubetinget adlyde? Du siger: Spring! Og tier.

Gud, jeg tænker: Alt kan være tilfældet. Det kan være at dette er fordringen og det kan være at det ikke er. Men sådan tænker en kræmmersjæl; hellere vove springet end lade være, for hvad nu hvis..?

Og sådan en kræmmersjæl, siger evangeliet, styrter du i afgrunden, han er lunken, hans tale ikke ja ja, nej nej, men måske.

Du siger: Spring! Og tier. Jeg skal springe, hele min sjæl skal vove springet uden sikerhedsline og uden bagtanke, et spring ud i intethed eller frelse. Jeg selv kan ikke gribe, kun du, og mere ved jeg ikke. Spring! Siger du og tier.

Gud, jeg er forfærdet og rystet i mit inderste. Kristus forarger mig. Fordringen er umenneskelig og absurd, netop umenneskelig og absurd. Jeg er lunken. Jeg gyser for de 70000 favne. Jeg ejer ikke tro, kan ikke tro.

Jeg vil vide. Gentager jeg derved Adam og Evas syndefald? Er det det der menes med arvesynd? Er tro det sted hvor viden hører op? Er tro et kors for tanken? Tro på trods af al forstand? Ophæver tro viden? Ophæver viden tro?

Gud, jeg er svimmel, jeg falder, vil du gribe mig?

Tilegnet Climacus og anti-Climacus der ved nattens 2. time gjorde anskrig og råbte: Her er det vidunderlige og forfærdelige; livet der gives for intet og tages for intet

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere