Gå videre til hovedindholdet

Opsats 11; Sær strand

Se den unge kvinde gå langs denne strand med knust sind og tomme hænder; hun ved hvad det vil sige - djævelen er ikke udenfor men indeni; hun ved hvad det vil sige - en lidelse så dyb at hun ikke findes men kun Gud er der.

Se den lille dreng med de brune skuldre flintre rundt på den samme strand årtier før; engang skal en knuse hans hjerte som en gletcher der langsomt langsomt knuser et landskab, et liv, et sind.

De jagende tanker, den forfærdelige uro i sindet; tusind pile skyder du af hver time mod dig selv.

Se disse to med dødens skarpe brod i hjertet gå i havet og blive kastet tilbage sammenkrummede som forvitrede døde sten idet de hører livet sige:

Præcis fra denne tomme strand som alle frygter og ingen vender tilbage fra uden at blive en anden, fra denne strand som hedder sjælens død, skal dit træ slå sin dybeste rod og gro den smukkeste gren; For den der går vejen her kender alt menneskeligt.

Roen - det der kan bære din eksistens - er ikke et fjernt paradis, fjernt i tid og rum og uden for dig selv - men er i din kerne, dit indre.

Herfra lever din sjæl uden frygt.

_________________________________

(English translation made by myself)

Strange beach

Behold, this young woman walking this beach with a broken mind and empty hands; she knows what it means: That the devil is not outside but inside; She knows what it means: A suffering so deep that she does not exist and only God is there.

Behold, this little boy with his suntanned shoulders running the same beach decades ago; eventually someone will break his heart like a glacier slowly oh so slow chrushing a landscape, a life, a mind.

The chasing thoughts, the terrible noise in your mind; A thousand arrows you shoot every hour against yourself.

Behold, these two with the sharp sting of death in their hearts walking into the sea and being thrown back upon the beach crumbled like dead stones hearing the voice of life saying:

Precisely from this empty beach which everybody fears and from where noone returns unchanged, this beach named death of the soul, your tree will grow its deepest root and fairest branch; for he who walks this path knows everything which is human.

The peace - that which can carry your existence - is not a distant paradise, distant in space and time and outside yourself - but is in your core, within you.

From here on your soul lives without any fear.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere