Gå videre til hovedindholdet

På bar 3

Hen under jul - den søde juletid - sad jeg igen på Det rene Vanvid og efter 5 dobbelte Jack Daniels og dertil hørende endeløse grublerier over grænsen mellem selvrespekt og angsten for at blive hugget i småstykker af min kones skarpe tunge og trangen til at lægge mig fladt ned for alt og hvornår fanden jeg var blevet sådan en vatpik; en grotesk og mislykket klon af hende...

Faldt jeg i snak med en jeg kunne klare; en ung kvinde, sikkert et sted i tyverne; med lange sorte krøller og smudt i de plirrende øjne og et kropssprog som sagde så meget som; hos mig bliver det meget bedre; og i min tiltagende rus troede jeg hende og vi endte hjemme hos hende og kødet gik sin gang...

Da det pludselig slog mig, at det var i dag at mine svigerforældre skulle komme til middag; jeg så på uret; med lidt god vilje kunne jeg nå hjem inden den truende katastrofe og udslettelse ville blive endelig og uigenkaldelig. Det sidste jeg oplevede hos den unge amazone var resten af radioavisen...

...ved middagstid slap en flok aber eller helt præcis bavianer løs nær Christiansborg. Da zooens dyrepassere optog jagten løb flokken ind på borgen og forsvandt i mængden. Politiet advarer om at disse bavianer kan være farlige, og vil meget gerne...

Jeg kunne allerede høre min kones tilstand i entreen; en fjern rumlen som en torden i anmarch; jeg gik ud i køkkenet med ørerne lagt tilbage og en overvældende trang til at forsvinde og prøvede at stive mig af ved at skovle det meste af den konfekt - viste det sig - hun havde brugt timer på indenbords...

Grunde til mord.

Så jeg eller så jeg ikke røg ud af hendes ører da hun hvislede:

- Du kommer her...skidefuld...pffftgrrr...skamkysset...du stinker...min mor...

Jeg holdt to fingre i vejret.
- Peace, sagde jeg - Hvis du vil skilles vil du skilles. Men slå mig ihjel først. Dans på min grav. Spyt på min sjæl. Men gør det hurtigt.

Jeg forlod huset og overvejede hvad jeg nu skulle gøre. Forsøge at slå mig igennem som stand up filosof a la Sokrates, blive klovn i en cirkus, eller bare løbe og løbe og aldrig standse igen...

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere