Gå videre til hovedindholdet

På bar 3

Hen under jul - den søde juletid - sad jeg igen på Det rene Vanvid og efter 5 dobbelte Jack Daniels og dertil hørende endeløse grublerier over grænsen mellem selvrespekt og angsten for at blive hugget i småstykker af min kones skarpe tunge og trangen til at lægge mig fladt ned for alt og hvornår fanden jeg var blevet sådan en vatpik; en grotesk og mislykket klon af hende...

Faldt jeg i snak med en jeg kunne klare; en ung kvinde, sikkert et sted i tyverne; med lange sorte krøller og smudt i de plirrende øjne og et kropssprog som sagde så meget som; hos mig bliver det meget bedre; og i min tiltagende rus troede jeg hende og vi endte hjemme hos hende og kødet gik sin gang...

Da det pludselig slog mig, at det var i dag at mine svigerforældre skulle komme til middag; jeg så på uret; med lidt god vilje kunne jeg nå hjem inden den truende katastrofe og udslettelse ville blive endelig og uigenkaldelig. Det sidste jeg oplevede hos den unge amazone var resten af radioavisen...

...ved middagstid slap en flok aber eller helt præcis bavianer løs nær Christiansborg. Da zooens dyrepassere optog jagten løb flokken ind på borgen og forsvandt i mængden. Politiet advarer om at disse bavianer kan være farlige, og vil meget gerne...

Jeg kunne allerede høre min kones tilstand i entreen; en fjern rumlen som en torden i anmarch; jeg gik ud i køkkenet med ørerne lagt tilbage og en overvældende trang til at forsvinde og prøvede at stive mig af ved at skovle det meste af den konfekt - viste det sig - hun havde brugt timer på indenbords...

Grunde til mord.

Så jeg eller så jeg ikke røg ud af hendes ører da hun hvislede:

- Du kommer her...skidefuld...pffftgrrr...skamkysset...du stinker...min mor...

Jeg holdt to fingre i vejret.
- Peace, sagde jeg - Hvis du vil skilles vil du skilles. Men slå mig ihjel først. Dans på min grav. Spyt på min sjæl. Men gør det hurtigt.

Jeg forlod huset og overvejede hvad jeg nu skulle gøre. Forsøge at slå mig igennem som stand up filosof a la Sokrates, blive klovn i en cirkus, eller bare løbe og løbe og aldrig standse igen...

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere