Denne verdens kerne er døden

Den gamle Mester tænkte til denne verdens kerne og fandt vejen. Han kalder den nået af den uden ønsker, han kalder det det navnløse og jeg tilføjer det uden ansigt.

Det dybe, det uudgrundelige, det tomme og uudtømmelige.

Han fandt kernen og kaldte den vejen, men den er døden.

Andre siger, at selvet og verdenssjælen er et. Ved livets opfyldelse, efter tusind liv, finder de ved indsigt denne verdens kerne: Døden. Opfyldelsen; for de ser ikke bedraget og illusionen: At denne verden er illusion; det er illusionen.

Mesteren fra Nazareth lærte os kærlighed, og for det korsfæstede vi ham, og tilbad derefter hans offer. Derfor tilbeder også de kristne denne verdens kerne, døden, og kalder den liv.

Profeten for gennem verden med ild og sværd og død. Hans disciple og arvtagere forstod budskabet, underkastelsen, og gjorde døden til livets forudsætning; de fandt også kernen, døden, og kaldte den liv og frelse.

Mange tror, at livet ligger i selvfornægtelse, selvoffer, askese og de gør ligeledes døden og det intet ansigt at have til selve livet.

Alle tiders vise tænkte til kernen og fandt den. Men den blændede dem, og de forstod ikke, at dette var fjenden, de skulle kæmpe mod.

De rejste dødens banner og udråbte: Her er livet!

Tåber var de.

For livet er et stadig mere personligt ansigt, en stadigt mere individuel personlighed og kerne; ikke udviskningen og døden.

De vise prædikede enden - for eksempel åndelig fuldkommenhed eller et andet ideal, der ligner det smukke - og dermed prædikede de døden.

De vise forstod ikke at for os gives der kun en begyndelse, ingen ende, intet endemål, kun evig udvikling og forædling, kun liv, ingen død. For dem var idealet enden, døden.

Forædlingen, livets vej, er en stadig intensivering, en stedse klarere afgrænsning og begrænsning, dødens vej er det grænseløse, formløse, navnløse, ansigtsløse.

De vise søgte det Ene og fandt det i døden, som de kaldte liv.

De vise kalder døden moksha, (gen-)foreningen med tao, nirvana eller blot det Ene eller den ekstatiske Forening. De siger, at ved at vende tilbage til Udspringet, bliver vi udspringet, og at vi aldrig har været adskilt fra det og aldrig har været andet: Det grænseløse, uendelige, uudsigelige, formløse, evige.

De vise hævder egoets eller personlighedens eller afgrænsningens illusion og ser ikke at det er illusionen.

Brændende stiger Slangen, mørket, døden, i de ulykkelige vise, brændende hæver den sig over verden og kalder os eller sig guder eller Gud.

I alt dette ligger de vises elendighed og blindhed og blandt andet derfor tales der i Budskabet om den menneskelige vankundigheds ørken.