Gå videre til hovedindholdet

Denne verdens kerne er døden

Den gamle Mester tænkte til denne verdens kerne og fandt vejen. Han kalder den nået af den uden ønsker, han kalder det det navnløse og jeg tilføjer det uden ansigt.

Det dybe, det uudgrundelige, det tomme og uudtømmelige.

Han fandt kernen og kaldte den vejen, men den er døden.

Andre siger, at selvet og verdenssjælen er et. Ved livets opfyldelse, efter tusind liv, finder de ved indsigt denne verdens kerne: Døden. Opfyldelsen; for de ser ikke bedraget og illusionen: At denne verden er illusion; det er illusionen.

Mesteren fra Nazareth lærte os kærlighed, og for det korsfæstede vi ham, og tilbad derefter hans offer. Derfor tilbeder også de kristne denne verdens kerne, døden, og kalder den liv.

Profeten for gennem verden med ild og sværd og død. Hans disciple og arvtagere forstod budskabet, underkastelsen, og gjorde døden til livets forudsætning; de fandt også kernen, døden, og kaldte den liv og frelse.

Mange tror, at livet ligger i selvfornægtelse, selvoffer, askese og de gør ligeledes døden og det intet ansigt at have til selve livet.

Alle tiders vise tænkte til kernen og fandt den. Men den blændede dem, og de forstod ikke, at dette var fjenden, de skulle kæmpe mod.

De rejste dødens banner og udråbte: Her er livet!

Tåber var de.

For livet er et stadig mere personligt ansigt, en stadigt mere individuel personlighed og kerne; ikke udviskningen og døden.

De vise prædikede enden - for eksempel åndelig fuldkommenhed eller et andet ideal, der ligner det smukke - og dermed prædikede de døden.

De vise forstod ikke at for os gives der kun en begyndelse, ingen ende, intet endemål, kun evig udvikling og forædling, kun liv, ingen død. For dem var idealet enden, døden.

Forædlingen, livets vej, er en stadig intensivering, en stedse klarere afgrænsning og begrænsning, dødens vej er det grænseløse, formløse, navnløse, ansigtsløse.

De vise søgte det Ene og fandt det i døden, som de kaldte liv.

De vise kalder døden moksha, (gen-)foreningen med tao, nirvana eller blot det Ene eller den ekstatiske Forening. De siger, at ved at vende tilbage til Udspringet, bliver vi udspringet, og at vi aldrig har været adskilt fra det og aldrig har været andet: Det grænseløse, uendelige, uudsigelige, formløse, evige.

De vise hævder egoets eller personlighedens eller afgrænsningens illusion og ser ikke at det er illusionen.

Brændende stiger Slangen, mørket, døden, i de ulykkelige vise, brændende hæver den sig over verden og kalder os eller sig guder eller Gud.

I alt dette ligger de vises elendighed og blindhed og blandt andet derfor tales der i Budskabet om den menneskelige vankundigheds ørken.

Kommentarer

  1. "De vise hævder egoets eller personlighedens eller afgrænsningens illusion og ser ikke at det er illusionen."

    Hej Carsten, tak for dit blogindlæg. Kan du forklare det ovenstående? Hvad er det præcis illusionen er?

    Venlig hilsen
    Anders

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.
Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte.
Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge…

Gudsbeviser

Mange har i historiens løb forsøgt ved forstanden eller fornuften at bevise Guds eksistens.

For eksempel har Thomas Aquinas forsøgt hele fem sådanne, eller måske rettere fem indicier, der tilsammen skulle levere et til sikkerhed grænsende bevis.

Det samme har Anselm af Canterbury ved sit såkaldte ontologiske bevis for Guds eksistens.

Efter hvad jeg ved har man dog siden Kants Kritik der reinen Vernunft opgivet gudsbeviserne, idet han tilsyneladende logisk gør rede for, hvorfor et bevis er umuligt ad forstandens eller fornuftens vej ved de fire antinomier (modsigelser), som fornuften geråder i, hvis den søger udover sin grænse (enhver mulig erfaring, som han skriver).

Alligevel har nogle senere forsøgt at levere et videnskabeligt bevis ved tanken om intelligent design.

Dog - et bevis kan findes langt enklere og tilgængeligt for enhver, ikke via forstanden eller fornuften, ikke ved hjernen, men ved hjertet.

At Gud findes bliver umiddelbart klart for enhver, der søger ærligt og oprigtigt…