Gå videre til hovedindholdet

Denne verdens kerne er døden

Den gamle Mester tænkte til denne verdens kerne og fandt vejen. Han kalder den nået af den uden ønsker, han kalder det det navnløse og jeg tilføjer det uden ansigt.

Det dybe, det uudgrundelige, det tomme og uudtømmelige.

Han fandt kernen og kaldte den vejen, men den er døden.

Andre siger, at selvet og verdenssjælen er et. Ved livets opfyldelse, efter tusind liv, finder de ved indsigt denne verdens kerne: Døden. Opfyldelsen; for de ser ikke bedraget og illusionen: At denne verden er illusion; det er illusionen.

Mesteren fra Nazareth lærte os kærlighed, og for det korsfæstede vi ham, og tilbad derefter hans offer. Derfor tilbeder også de kristne denne verdens kerne, døden, og kalder den liv.

Profeten for gennem verden med ild og sværd og død. Hans disciple og arvtagere forstod budskabet, underkastelsen, og gjorde døden til livets forudsætning; de fandt også kernen, døden, og kaldte den liv og frelse.

Mange tror, at livet ligger i selvfornægtelse, selvoffer, askese og de gør ligeledes døden og det intet ansigt at have til selve livet.

Alle tiders vise tænkte til kernen og fandt den. Men den blændede dem, og de forstod ikke, at dette var fjenden, de skulle kæmpe mod.

De rejste dødens banner og udråbte: Her er livet!

Tåber var de.

For livet er et stadig mere personligt ansigt, en stadigt mere individuel personlighed og kerne; ikke udviskningen og døden.

De vise prædikede enden - for eksempel åndelig fuldkommenhed eller et andet ideal, der ligner det smukke - og dermed prædikede de døden.

De vise forstod ikke at for os gives der kun en begyndelse, ingen ende, intet endemål, kun evig udvikling og forædling, kun liv, ingen død. For dem var idealet enden, døden.

Forædlingen, livets vej, er en stadig intensivering, en stedse klarere afgrænsning og begrænsning, dødens vej er det grænseløse, formløse, navnløse, ansigtsløse.

De vise søgte det Ene og fandt det i døden, som de kaldte liv.

De vise kalder døden moksha, (gen-)foreningen med tao, nirvana eller blot det Ene eller den ekstatiske Forening. De siger, at ved at vende tilbage til Udspringet, bliver vi udspringet, og at vi aldrig har været adskilt fra det og aldrig har været andet: Det grænseløse, uendelige, uudsigelige, formløse, evige.

De vise hævder egoets eller personlighedens eller afgrænsningens illusion og ser ikke at det er illusionen.

Brændende stiger Slangen, mørket, døden, i de ulykkelige vise, brændende hæver den sig over verden og kalder os eller sig guder eller Gud.

I alt dette ligger de vises elendighed og blindhed og blandt andet derfor tales der i Budskabet om den menneskelige vankundigheds ørken.

Kommentarer

  1. "De vise hævder egoets eller personlighedens eller afgrænsningens illusion og ser ikke at det er illusionen."

    Hej Carsten, tak for dit blogindlæg. Kan du forklare det ovenstående? Hvad er det præcis illusionen er?

    Venlig hilsen
    Anders

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d