Gå videre til hovedindholdet

Hegel, Marx og Spinoza - tese, antitese og syntese?

For Hegel (1770-1831) manifesterer verdensånden sig i den ydre verden gennem en dialektisk proces af tese, antitese og syntese og processen slutter med den absolutte viden ved identitet mellem subjekt og objekt (Hegel, Åndens fænomenologi). For Hegel er den dialektiske proces åndelig eller idealistisk.

Marx (1818-1883) danner herimod en antitese idet han siger, at det materielle, særligt de økonomiske realiteter, skaber de åndelige eller psykiske realiteter, fx religion, kunst osv.

For Marx er den dialektiske proces materiel ved klassernes indbyrdes kamp om dominans. Ligesom feudalsamfundet banede vej for og gik over i det kapitalistiske samfund, vil det kapitalistiske samfund afløses af det kommunistiske (Bregnsbo; Marxismens elendighed).

Marx hævder på den måde den dialektiske materialisme som en antitese til Hegels dialektiske idealisme.

For Hegel viser det åndelige sig i materien, for Marx viser materien sig i det åndelige. For Hegel er det åndelige det primære, for Marx det materielle.

En mulig syntese af de to synsmåder har vi i en tidligere tænker, Spinoza (1632-1677), og hans Etik (Ethica ordine geometrico demonstrata), hvori han hævder en grundlæggende og selvberoende substans, hvis yderside er materien og hvis inderside er ånd (i Durants fortolkning (Verdens kulturhistorie)).

Spinozas panteisme som fremkommer ved hans selvberoende substans, har i øvrigt tidligere medklange i taoismen (tao der hævdes som en oprindelig enhed bag alle de mangfoldige fænomener, både åndelige og fysiske) og måske i hinduismen og buddhismen i deres hævdelse af målet for menneskelig fuldkommenhed (eller individets opløsning) i en forening med en oprindelig enhed (eller Gud), en enhed som vi måske er dele af.

Hegels absolutte viden ved identitet mellem subjekt og objekt har også en parallel i taoismen med dens tanke om den illusoriske adskillelse fra den oprindelige enhed, tao, (som adskillelsen mellem subjekt og objekt), en adskillelse som angiveligt kan ophæves fx gennem forskellige former for yogisk meditation, hvorved mennesket kan genforenes med det uendelige, grænseløse og evige tao.

Andre paralleller til syntesen findes måske hos Plotin (204-270; det uudsigelige Ene; Enneader) og i moderne, vulgær spiritualitet (enhver hævdelse af et oprindeligt og altomfattende enhedsprincip (fx 'Oneness')).

Enkelt sat op lyder det:

Tese: Ånden manifesterer sig i materien og gennemspiller en dialektisk proces frem mod den absolutte viden ved identitet mellem subjekt og objekt (Hegel)

Antitese: Materien manifesterer sig i ånden og den gennemspiller en dialektisk proces frem mod det klasseløse, pengeløse, kommunistiske samfund (Marx)

Syntese: Den selvberoende substans manifesterer sig både i ånden og i materien og betinger således alle fænomener og al eksistens (Spinoza)

Nu, hvis vi med den dialektiske proces, hvad enten vi tænker den ideelt eller materielt, forstår en proces, der foregår med nødvendighed og ikke kun som muligheder, så støder tanken an mod begrebet og fænomenet frihed og dermed i sidste ende livet selv.

Som med enhver form for determinisme, så modsiges en sådan forestilling af livet, livet som en kendsgerning.

Livsprocessen foregår ikke med nødvendighed, men som en række af muligheder og valg. Eller som jeg med et ikke-filosofisk men snarere poetisk udtryk tidligere har skrevet:

Mennesker har en indre forsinkelse, en frihed og fri vilje, som gør at vi i det enkelte øjeblik har et valg og ikke kun handler mekanisk og automatisk, og uden hvilken livet ville være en illusion.

Hvis ikke vi inderst inde og dybest set er frie, så lever vi ikke, men er døde automater.

Pragmatisk set - og ikke strengt filosofisk - er det også friheden, der betinger vores juridiske systemer og moral og etik. Hvis ikke vi er frie, er menneskelove og moral og etik meningsløse.

Man kan ikke med mening stilles til regnskab for noget, vi ingen indflydelse har på, og alle moralske og etiske bud og normer er, hvis ikke vi er frie, meningsløse, da vi så kun kan handle på en måde og ingen anden.

Forskellen mellem den dialektiske proces, hvad enten vi med Hegel opfatter den ideelt eller med Marx materielt, og tanken om det frie menneske, der handler selvstændigt efter muligheder og ikke med nødvendighed (den indre forsinkelse), er som forholdet mellem en slave og en herre.

Vi er principielt frie herrer i eget hus, ikke slaver af et oprindeligt enhedsprincip (eller Gud).

Dette bevises ved den kendsgerning, at vi lever, tænker og handler selvstændigt.

Og derfor mener jeg, at både den dialektiske idealisme og den dialektiske materialisme og deres syntese, hvis vi prøver disse tanker i deres eget skema, ikke holder.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Teorien om the Big Bang

Teorien om the Big Bang skyldes i sin første begyndelse Edwin Hubbles observationer af rødforskydning af det lys vi modtager fra andre galakser eller galaksegrupper.
At lyset er forskudt mod det røde spektrum mente han måtte skyldes, at de fjerne himmellegemer bevægede sig væk fra os med en fart proportional med afstanden, og at man følgelig ved at regne baglæns kunne konkludere, at alt engang var samlet i et meget lille punkt (eller en singularitet), som derefter havde udvidet sig, måske - ifølge nyere teori - i kraft af en slags negativ eller omvendt, frastødende, tyngdekraft, inflatonen.
Men - hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, så skyldes denne rødforskydning ikke at himmellegemerne, 'galaksehobene', bevæger sig væk fra hinanden, men derimod at lyset fra himmellegemerne passerer gennem mørkehobe på dets vej gennem rummet, hvorved lysets svingningshastighed, frekvens, nedsættes og altså forskydes mod det røde lysspektrum, der har en lavere frekvens (og længere bøl…

To Gudsbeviser

Idet jeg opsummerer de to seneste indlæg, Gudsbeviserog Nietzsches perspektivisme og relativitetsteori, vil jeg sige, at jeg nu mener at være nået frem til to nye beviser for Guds eksistens:
Vi kan kalde det ene for et objektivt, logisk bevis, principielt tilgængeligt for enhver mennesketanke, og det andet et subjektivt bevis, tilgængeligt for ethvert menneskehjerte. 
Det objektive bevis består i at undersøge alternativet, at det absolutte, Gud, ikke eksisterer:
Hvis det absolutte ikke eksisterer, så findes kun det relative, alt er da perspektiv, position og forskydning.
Men hvis vi prøver denne tanke på sig selv, så er også denne tanke kun perspektiv, position og kan forskydes.
Det vil sige at det relative er relativt og derfor som mulighed absolut, hvilket er en selvmodsigelse og en selvophævende tanke.
En undersøgelse af det relative leder derfor nødvendigt til tanken om det absolutte, Gud, og Hans eksistens.
Det subjektive bevis, hjertets vished, er ligeledes tilgængeligt for enhver, ide…