Gå videre til hovedindholdet

Hegel, Marx og Spinoza - tese, antitese og syntese?

For Hegel (1770-1831) manifesterer verdensånden sig i den ydre verden gennem en dialektisk proces af tese, antitese og syntese og processen slutter med den absolutte viden ved identitet mellem subjekt og objekt (Hegel, Åndens fænomenologi). For Hegel er den dialektiske proces åndelig eller idealistisk.

Marx (1818-1883) danner herimod en antitese idet han siger, at det materielle, særligt de økonomiske realiteter, skaber de åndelige eller psykiske realiteter, fx religion, kunst osv.

For Marx er den dialektiske proces materiel ved klassernes indbyrdes kamp om dominans. Ligesom feudalsamfundet banede vej for og gik over i det kapitalistiske samfund, vil det kapitalistiske samfund afløses af det kommunistiske (Bregnsbo; Marxismens elendighed).

Marx hævder på den måde den dialektiske materialisme som en antitese til Hegels dialektiske idealisme.

For Hegel viser det åndelige sig i materien, for Marx viser materien sig i det åndelige. For Hegel er det åndelige det primære, for Marx det materielle.

En mulig syntese af de to synsmåder har vi i en tidligere tænker, Spinoza (1632-1677), og hans Etik (Ethica ordine geometrico demonstrata), hvori han hævder en grundlæggende og selvberoende substans, hvis yderside er materien og hvis inderside er ånd (i Durants fortolkning (Verdens kulturhistorie)).

Spinozas panteisme som fremkommer ved hans selvberoende substans, har i øvrigt tidligere medklange i taoismen (tao der hævdes som en oprindelig enhed bag alle de mangfoldige fænomener, både åndelige og fysiske) og måske i hinduismen og buddhismen i deres hævdelse af målet for menneskelig fuldkommenhed (eller individets opløsning) i en forening med en oprindelig enhed (eller Gud), en enhed som vi måske er dele af.

Hegels absolutte viden ved identitet mellem subjekt og objekt har også en parallel i taoismen med dens tanke om den illusoriske adskillelse fra den oprindelige enhed, tao, (som adskillelsen mellem subjekt og objekt), en adskillelse som angiveligt kan ophæves fx gennem forskellige former for yogisk meditation, hvorved mennesket kan genforenes med det uendelige, grænseløse og evige tao.

Andre paralleller til syntesen findes måske hos Plotin (204-270; det uudsigelige Ene; Enneader) og i moderne, vulgær spiritualitet (enhver hævdelse af et oprindeligt og altomfattende enhedsprincip (fx 'Oneness')).

Enkelt sat op lyder det:

Tese: Ånden manifesterer sig i materien og gennemspiller en dialektisk proces frem mod den absolutte viden ved identitet mellem subjekt og objekt (Hegel)

Antitese: Materien manifesterer sig i ånden og den gennemspiller en dialektisk proces frem mod det klasseløse, pengeløse, kommunistiske samfund (Marx)

Syntese: Den selvberoende substans manifesterer sig både i ånden og i materien og betinger således alle fænomener og al eksistens (Spinoza)

Nu, hvis vi med den dialektiske proces, hvad enten vi tænker den ideelt eller materielt, forstår en proces, der foregår med nødvendighed og ikke kun som muligheder, så støder tanken an mod begrebet og fænomenet frihed og dermed i sidste ende livet selv.

Som med enhver form for determinisme, så modsiges en sådan forestilling af livet, livet som en kendsgerning.

Livsprocessen foregår ikke med nødvendighed, men som en række af muligheder og valg. Eller som jeg med et ikke-filosofisk men snarere poetisk udtryk tidligere har skrevet:

Mennesker har en indre forsinkelse, en frihed og fri vilje, som gør at vi i det enkelte øjeblik har et valg og ikke kun handler mekanisk og automatisk, og uden hvilken livet ville være en illusion.

Hvis ikke vi inderst inde og dybest set er frie, så lever vi ikke, men er døde automater.

Pragmatisk set - og ikke strengt filosofisk - er det også friheden, der betinger vores juridiske systemer og moral og etik. Hvis ikke vi er frie, er menneskelove og moral og etik meningsløse.

Man kan ikke med mening stilles til regnskab for noget, vi ingen indflydelse har på, og alle moralske og etiske bud og normer er, hvis ikke vi er frie, meningsløse, da vi så kun kan handle på en måde og ingen anden.

Forskellen mellem den dialektiske proces, hvad enten vi med Hegel opfatter den ideelt eller med Marx materielt, og tanken om det frie menneske, der handler selvstændigt efter muligheder og ikke med nødvendighed (den indre forsinkelse), er som forholdet mellem en slave og en herre.

Vi er principielt frie herrer i eget hus, ikke slaver af et oprindeligt enhedsprincip (eller Gud).

Dette bevises ved den kendsgerning, at vi lever, tænker og handler selvstændigt.

Og derfor mener jeg, at både den dialektiske idealisme og den dialektiske materialisme og deres syntese, hvis vi prøver disse tanker i deres eget skema, ikke holder.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Guds bedste børn

Efter at have set TV2 dokumentaren Guds bedste børn hvor det beskrives hvordan forskellige radikale kristne grupper foretager 'dæmonuddrivelse' og 'genfødsel i Helligånden' vil jeg sige, at på mig virker det der sker som forførelse kulminerende i en psykisk eller åndelig voldtægt.

Det dokumenteres blandt andet, at man tager medicin fra psykisk syge, man foretager 'dæmonuddrivelse' på børn og efterlader ofrene - vil jeg kalde dem - knuste og ofte med en stor gæld.

Forførelsen og voldtægten består efter min opfattelse i, at der er tale om sårbare mennesker, der i dyb lidelse og desperation opsøger disse grupper der lover et brud med en smertefuld fortid og en 'genfødsel' til et nyt liv med Gud.

Hvor forjættende for et menneske i smerte og hvor dybt uansvarligt og skammeligt af den såkaldt karismatiske vækkelses ledere.

Det dokumenteres også, at ofrene påbydes at bryde med familien og at disse grupper leder efter mennesker uden en plan B.

Ja, så er scenen …