Hvis udgangspunktet for det fænomen vi kalder videnskab er, at videnskab skal være empirisk, kontrollerbar og falsificerbar (jf. Bregnsbo, Marxismens elendighed), så møder videnskab generelt det problem, at den i sine forskellige grene bygger på grundantagelser, der ikke (kan) bevises eller modbevises, og således hverken er empirisk, kontrollerbar eller falsificerbar. Selv matematikken bygger på sådanne grundantagelser.
Derfor ser det ud til, at videnskab i sin grund og paradoksalt nok er uvidenskabelig eller også er kravet om falsificerbarhed forkert eller uhensigtsmæssigt.
Vi bliver ikke reddet ved at forsøge blot at beskrive virkeligheden og verden, da også en sådan aktivitet (videnskab) bygger på den antagelse, at vi ved at beskrive virkeligheden og verden (neutralt) kan udsige noget (sandt) om virkeligheden og verden.
Videnskab ligner derved - ved sine ikke falsificerbare grundantagelser - tro; tro, man som Kierkegaard skriver om den kristne religion, må indtræde i ved et spring; nemlig i antagelsen og accepten (springet) af videnskabens grundantagelser.
Og derved når vi til den tanke, at ikke kun virkeligheden og verden er probabilistisk, som kvanteteorien udsiger, men også vores viden om virkeligheden og verden, vores videnskab, både i sine metoder og med dens resultater, er probabilistisk, ikke-apodiktisk, eller i grunden - spidsformuleret - uvidenskabelig, metafysisk og religiøs.
Står vi med de videnskabelige grundantagelser og aksiomer overfor et lignende problem som skolastikerne stod med i forsøget på at bevise Guds eksistens - en nødvendig første bevæger eller urgrund; er en første eller flere første antagelse(r) nødvendig(e) og hvis ja: er den her anførte konsekvens da rigtig?
Lad os tænke tanken til ende idet jeg anvender den epistemologiske test jeg tidligere har foreslået (Epistemologisk metode. Observation, teori og test) :
Hvis tanken her er rigtig, så er også denne tanke selv probalistisk og kun sandsynlig. Det vil sige at det modsatte kan være tilfældet, altså at der i det mindste er en mulighed for absolut eller apodiktisk vished eller sandhed.
Hvis tanken er forkert, er konsekvensen den samme. Så er enhver videnskab ikke i sin grund probabilistisk eller sandsynlig. Også i det tilfælde må absolut sandhed være mulig.
Det lader altså til, at uanset hvordan det forholder sig med de videnskabelige grundantagelser og aksiomer, så foreligger muligheden - måske gennem en endnu ukendt videnskabelig aktivitet, metode og tænkning - for absolut sandhed.
Måske må vi erkende, at enhver tænkelig relativisme, som for eksempel den den kritiske rationalisme (Karl Popper) synes at føre til idet vi tester den på sig selv, i sig rummer muligheden for det absolutte.
For hvis relativismen antages, må også den selv være relativ og dermed kan det modsatte, det absolutte, være tilfældet. Og hvis relativismen selv ikke er relativ, så er den absolut.
Det synes altså som om, at enhver konsekvent relativisme fører til selvmodsigelse og ophæver sig selv.
Og det lader til at absolut, apodiktisk viden og vished er mulig.
Derfor ser det ud til, at videnskab i sin grund og paradoksalt nok er uvidenskabelig eller også er kravet om falsificerbarhed forkert eller uhensigtsmæssigt.
Vi bliver ikke reddet ved at forsøge blot at beskrive virkeligheden og verden, da også en sådan aktivitet (videnskab) bygger på den antagelse, at vi ved at beskrive virkeligheden og verden (neutralt) kan udsige noget (sandt) om virkeligheden og verden.
Videnskab ligner derved - ved sine ikke falsificerbare grundantagelser - tro; tro, man som Kierkegaard skriver om den kristne religion, må indtræde i ved et spring; nemlig i antagelsen og accepten (springet) af videnskabens grundantagelser.
Og derved når vi til den tanke, at ikke kun virkeligheden og verden er probabilistisk, som kvanteteorien udsiger, men også vores viden om virkeligheden og verden, vores videnskab, både i sine metoder og med dens resultater, er probabilistisk, ikke-apodiktisk, eller i grunden - spidsformuleret - uvidenskabelig, metafysisk og religiøs.
Står vi med de videnskabelige grundantagelser og aksiomer overfor et lignende problem som skolastikerne stod med i forsøget på at bevise Guds eksistens - en nødvendig første bevæger eller urgrund; er en første eller flere første antagelse(r) nødvendig(e) og hvis ja: er den her anførte konsekvens da rigtig?
Lad os tænke tanken til ende idet jeg anvender den epistemologiske test jeg tidligere har foreslået (Epistemologisk metode. Observation, teori og test) :
Hvis tanken her er rigtig, så er også denne tanke selv probalistisk og kun sandsynlig. Det vil sige at det modsatte kan være tilfældet, altså at der i det mindste er en mulighed for absolut eller apodiktisk vished eller sandhed.
Hvis tanken er forkert, er konsekvensen den samme. Så er enhver videnskab ikke i sin grund probabilistisk eller sandsynlig. Også i det tilfælde må absolut sandhed være mulig.
Det lader altså til, at uanset hvordan det forholder sig med de videnskabelige grundantagelser og aksiomer, så foreligger muligheden - måske gennem en endnu ukendt videnskabelig aktivitet, metode og tænkning - for absolut sandhed.
Måske må vi erkende, at enhver tænkelig relativisme, som for eksempel den den kritiske rationalisme (Karl Popper) synes at føre til idet vi tester den på sig selv, i sig rummer muligheden for det absolutte.
For hvis relativismen antages, må også den selv være relativ og dermed kan det modsatte, det absolutte, være tilfældet. Og hvis relativismen selv ikke er relativ, så er den absolut.
Det synes altså som om, at enhver konsekvent relativisme fører til selvmodsigelse og ophæver sig selv.
Og det lader til at absolut, apodiktisk viden og vished er mulig.
Kommentarer
Send en kommentar