Gå videre til hovedindholdet

Lignelsen To brødre

Jeg har netop genlæst lignelsen To brødre i Vandrer mod Lyset, og her finder jeg - udover den symbolik der forklares i stykket med småt - en ny indsigt i, hvad Krist efterfølgelse vil sige:

Den første bror (som er et billede på Jesus af Nazareth, Kristus), er lille af vækst og bærer tunge byrder, men går rank og glad på sit livs vej. Han støtter sig til en vandringsstav, giver de tørstende vand fra sit bæger, og tager sine medvandreres byrder og lægger dem på sine egne skuldre ovenpå sine egne tunge.

Hvordan er dette muligt?

 Denne brors (Kristi) hemmelighed, det der gør, at han kan vandre så let under sine tunge byrder og støtte alle på sin vej er - efter hvad jeg forstår - hans tillid til Guds Almagt og hans vished om Guds kærlighed.

 Hvor mange er vi ikke, som ligner den anden bror (i første omgang et billede på Josef af Arimatæa)?

Vi bærer måske lette byrder, men vejens længde og Solens brændende stråler tynger os og blinder os, og vejens sten sårer vores fødder. Vi forbander vejens længde og besvær og vi styrter under livets byrder.

 Men hjælpen er lige ved hånden og nærmere end vi tror. For hjælpen er som Kristi eksempel viser os:

Tilliden til Guds Almagt og hengivelsen til den Almægtiges kærlighed.

 Han alene kan bære vores byrder, Han alene kan lede os gennem vildstrømmende floder og over uvejsomme bjerge og gennem stingende krat og mørke skove.

Hvis vi lader Gud gøre det, ligner vi i det små den første bror, Kristus. Da bliver vejen og byrden let, vejen bliver kort og vi går den glad, Solens stråler og vejens hvidnende støv blinder os ikke længere.

Dette er efter min opfattelse Kristi efterfølgelse.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere