Gå videre til hovedindholdet

Guide til den moderne spiritualitet

Lad os sammen tage et par skridt på den moderne spiritualitets trappe, der - sikkert og vist - fører til himlen:

Her til højre ser De raketter, men det er i virkeligheden ikke raketter, men mestrene, der stiger. Gnisterne bag er sjæle, der følger og gerne vil være som dem.

Til venstre snurrer chakraene nok så lystigt i alle farver; hvis ikke man fatter sig, kan man blive lidt svimmel, men det er helt normalt, så bare rolig.

Ligefrem ser De discountmarkedet, seernes butik, der sælger billig ånd til folket, det er demokratisk og ingen bliver snydt, her kan alle uanset pengepung være med.

Her er vi ved slottet, der huser himlens hieraki. Her er de højeste, deriblandt ærkeenglene, ofte forsamlet i magtfulde plenarmøder. Mikael er der ikke lige nu, beklager, han går med aviser, der bringer nyt fra Hjemmet, her i Deres landflygtighed.

Og i os stiger nu visdomskraften over dem alle: Kundalini. Den fås både i hvid, rød og sort, så De kan selv vælge.

Som De ser er dette landskab over og under os lyserødt, let flimrende, som Candy Floss, det husker De nok, fra De var barn, så vi føler genkendelsens glæde og bliver som børn påny og nyder den gode drøm vi spindes ind i her.

Hvis De ser efter ved Deres fødder, ser De at trappen langsomt opløses og at vi befinder os kilometer oppe, helt tæt ved himlen, vi søger.

Og nu - trappen forsvinder helt - der er ingen bund og grund under os - vi falder og vi udstøder et skingrende skrig - det bundløse åbner sig - og - landskabet bliver sort, hårdt og koldt idet det viser sit sande ansigt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d