Gå videre til hovedindholdet

Denne verdens kerne er døden

Den gamle Mester tænkte til denne verdens kerne og fandt vejen. Han kalder den nået af den uden ønsker, han kalder det det navnløse og jeg tilføjer det uden ansigt.

Det dybe, det uudgrundelige, det tomme og uudtømmelige.

Han fandt kernen og kaldte den vejen, men den er døden.

Andre siger, at selvet og verdenssjælen er et. Ved livets opfyldelse, efter tusind liv, finder de ved indsigt denne verdens kerne: Døden. Opfyldelsen; for de ser ikke bedraget og illusionen: At denne verden er illusion; det er illusionen.

Mesteren fra Nazareth lærte os kærlighed, og for det korsfæstede vi ham, og tilbad derefter hans offer. Derfor tilbeder også de kristne denne verdens kerne, døden, og kalder den liv.

Profeten for gennem verden med ild og sværd og død. Hans disciple og arvtagere forstod budskabet, underkastelsen, og gjorde døden til livets forudsætning; de fandt også kernen, døden, og kaldte den liv og frelse.

Mange tror, at livet ligger i selvfornægtelse, selvoffer, askese og de gør ligeledes døden og det intet ansigt at have til selve livet.

Alle tiders vise tænkte til kernen og fandt den. Men den blændede dem, og de forstod ikke, at dette var fjenden, de skulle kæmpe mod.

De rejste dødens banner og udråbte: Her er livet!

Tåber var de.

For livet er et stadig mere personligt ansigt, en stadigt mere individuel personlighed og kerne; ikke udviskningen og døden.

De vise prædikede enden - for eksempel åndelig fuldkommenhed eller et andet ideal, der ligner det smukke - og dermed prædikede de døden.

De vise forstod ikke at for os gives der kun en begyndelse, ingen ende, intet endemål, kun evig udvikling og forædling, kun liv, ingen død. For dem var idealet enden, døden.

Forædlingen, livets vej, er en stadig intensivering, en stedse klarere afgrænsning og begrænsning, dødens vej er det grænseløse, formløse, navnløse, ansigtsløse.

De vise søgte det Ene og fandt det i døden, som de kaldte liv.

De vise kalder døden moksha, (gen-)foreningen med tao, nirvana eller blot det Ene eller den ekstatiske Forening. De siger, at ved at vende tilbage til Udspringet, bliver vi udspringet, og at vi aldrig har været adskilt fra det og aldrig har været andet: Det grænseløse, uendelige, uudsigelige, formløse, evige.

De vise hævder egoets eller personlighedens eller afgrænsningens illusion og ser ikke at det er illusionen.

Brændende stiger Slangen, mørket, døden, i de ulykkelige vise, brændende hæver den sig over verden og kalder os eller sig guder eller Gud.

I alt dette ligger de vises elendighed og blindhed og blandt andet derfor tales der i Budskabet om den menneskelige vankundigheds ørken.

Kommentarer

  1. "De vise hævder egoets eller personlighedens eller afgrænsningens illusion og ser ikke at det er illusionen."

    Hej Carsten, tak for dit blogindlæg. Kan du forklare det ovenstående? Hvad er det præcis illusionen er?

    Venlig hilsen
    Anders

    SvarSlet

Tilføj en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Teorien om the Big Bang

Teorien om the Big Bang skyldes i sin første begyndelse Edwin Hubbles observationer af rødforskydning af det lys vi modtager fra andre galakser eller galaksegrupper.
At lyset er forskudt mod det røde spektrum mente han måtte skyldes, at de fjerne himmellegemer bevægede sig væk fra os med en fart proportional med afstanden, og at man følgelig ved at regne baglæns kunne konkludere, at alt engang var samlet i et meget lille punkt (eller en singularitet), som derefter havde udvidet sig, måske - ifølge nyere teori - i kraft af en slags negativ eller omvendt, frastødende, tyngdekraft, inflatonen.
Men - hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, så skyldes denne rødforskydning ikke at himmellegemerne, 'galaksehobene', bevæger sig væk fra hinanden, men derimod at lyset fra himmellegemerne passerer gennem mørkehobe på dets vej gennem rummet, hvorved lysets svingningshastighed, frekvens, nedsættes og altså forskydes mod det røde lysspektrum, der har en lavere frekvens (og længere bøl…

To Gudsbeviser

Idet jeg opsummerer de to seneste indlæg, Gudsbeviserog Nietzsches perspektivisme og relativitetsteori, vil jeg sige, at jeg nu mener at være nået frem til to nye beviser for Guds eksistens:
Vi kan kalde det ene for et objektivt, logisk bevis, principielt tilgængeligt for enhver mennesketanke, og det andet et subjektivt bevis, tilgængeligt for ethvert menneskehjerte. 
Det objektive bevis består i at undersøge alternativet, at det absolutte, Gud, ikke eksisterer:
Hvis det absolutte ikke eksisterer, så findes kun det relative, alt er da perspektiv, position og forskydning.
Men hvis vi prøver denne tanke på sig selv, så er også denne tanke kun perspektiv, position og kan forskydes.
Det vil sige at det relative er relativt og derfor som mulighed absolut, hvilket er en selvmodsigelse og en selvophævende tanke.
En undersøgelse af det relative leder derfor nødvendigt til tanken om det absolutte, Gud, og Hans eksistens.
Det subjektive bevis, hjertets vished, er ligeledes tilgængeligt for enhver, ide…