Gå videre til hovedindholdet

Lov og ret; er tyranni irrationelt og humanitet rationel?

Den kinesiske filosof, Kong-tse (Confucius, Kong Fuzi), hævder (Analekter) at et styre snarere skal regere ved dyd end ved straf.

Jeg finder tanken rigtig, og vil her forklare hvorfor:

Hvis et styre primært lovgiver for at skræmme til lydighed og lovlydighed gennem en barbarisk straffelov, så vil borgerne måske ikke afstå fra fx vold og drab fordi vold og drab er forkert, men fordi de frygter straffen.

Derfor vil borgerne i princippet kunne tænke, at vold og drab ikke i sig selv er forkert, men afstår kun fra de handlinger af frygt for konsekvenserne.

I et sådant land vil den etiske højnelse hæmmes af frygt for straf, og borgerne vil have svært ved at indse det forkerte i onde handlinger, idet fokus er på straffen og ikke på det onde som ondt og forkert.

Og et sådant land vil handle mod sine egne interesser, fordi borgerne ikke lærer hvad godt og ondt er. Landet vil dermed udsætte sig selv for fx vold og drab, fordi disse handlinger ikke erkendes som onde i sig selv.

Derfor bør ethvert land styres humant (ved 'dyd'; Kong-tse); Eller som Kristus siger i sin tale til lovgiverne i Vandrer mod Lyset: Som om de selv skulle rammes af hver eneste paragraf og bestemmelse.

En barbarisk straffelov er imod et samfunds egentlige interesser, som også Platon er inde på i sine dialoger.

En human regering er derimod rationel og fører til fred og velstand; og den hjælper med til at fremme den etiske højnelse af sine borgere, den etiske højnelse som kan beskytte et land mod indre og ydre farer.

Humanitet ('dyd') er derfor rationel, barbari og tyranni er irrationelt, hvad enten tyranniet bærer korsets eller halvmånens tegn, er brunt, rødt eller måske grønt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst