Gå videre til hovedindholdet

Tanker om samfund og individ og den delte ejendomsret

Hvis vi forstår kernen i liberalismen og socialismen som en fundamental forskel i synet på ejendomsretten;

At liberalismen hævder den suveræne private ejendomsret overfor socialismens (eller kommunismens) suveræne kollektive ejendomsret;

Så er der en logisk tredje vej, nemlig i tanken om den delte ejendomsret:

At individet kan og bør tilstedes ret til ejendom, og det samme må tilstedes staten eller samfundet.

Der har gennem tiden været ført ikke så få kampe og konflikter ud fra dette skæringspunkt; snart har man hævdet individets uindskrænkede ret til ejendom, snart har man hævdet det samme men for samfundet.

Resultatet og den praktiske politik har været et stadigt og ukonstruktivt tovtrækkeri og ufred til skade både for individerne og samfundene; et skridt frem og et tilbage.

Hvis vi altså i stedet tilsteder både individ og samfund ret til ejendom - individet for eksempel ejendom over sin arbejdskraft og bolig, samfundet for eksempel ejendom over naturressourcer og infrastruktur - så kan måske en del konflikter undgås eller mildnes.

At hævde den delte ejendomsret kan bunde i et syn på individ og stat som ligeværdige medspillere i forsøget på at sikre menneskers sikkerhed og velstand, i stedet for at hævde enten individets eller samfundets forrang.

Dette syn på individ overfor samfund er logisk idet begge gensidigt har brug for hinanden.

Individet har brug for samfundet, da enkeltmennesket ikke med fordel kan varetage alle opgaver og alt arbejde eller tilegne sig al tilgængelig viden men må forlade sig på udstrakt arbejdsdeling, og individet har brug for samfundet til sin egen sikkerhed. Individet er bedst rustet og hjulpet til livets krav og realiteter som del af et samfund.

Og samfundet har brug for individet som en aktiv værdiskabende aktør.

Hvis man hævder individets forrang og måske helt afviser samfundets eller gruppens legitimitet og krav og ret til at lovgive, havner vi i det ultraliberale anarki, og hvis man omvendt hævder samfundets eller gruppens forrang, og måske helt afviser individets rettigheder og behov, havner vi i tyranniet og despotiet.

Yderpunkterne - både med hensyn til ejendomsret og individ overfor samfundet - synes altså at føre til uhensigtsmæssige ekstremer, som historisk og aktuelt har skabt og næret ikke så få konflikter.

Mellempunktet - den delte ejendomsret og individets og samfundets ligeret - kan måske fjerne nogle sten på vejen mod bedre, mere stabile, stødt fremadskridende og fredeligere tilstande for flere mennesker ved at forhindre at politikken hele tiden søges trukket i retning af ekstremer, der i sidste ende ikke er til gavn for nogen.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d