Gå videre til hovedindholdet

Tanker om samfund og individ og den delte ejendomsret

Hvis vi forstår kernen i liberalismen og socialismen som en fundamental forskel i synet på ejendomsretten;

At liberalismen hævder den suveræne private ejendomsret overfor socialismens (eller kommunismens) suveræne kollektive ejendomsret;

Så er der en logisk tredje vej, nemlig i tanken om den delte ejendomsret:

At individet kan og bør tilstedes ret til ejendom, og det samme må tilstedes staten eller samfundet.

Der har gennem tiden været ført ikke så få kampe og konflikter ud fra dette skæringspunkt; snart har man hævdet individets uindskrænkede ret til ejendom, snart har man hævdet det samme men for samfundet.

Resultatet og den praktiske politik har været et stadigt og ukonstruktivt tovtrækkeri og ufred til skade både for individerne og samfundene; et skridt frem og et tilbage.

Hvis vi altså i stedet tilsteder både individ og samfund ret til ejendom - individet for eksempel ejendom over sin arbejdskraft og bolig, samfundet for eksempel ejendom over naturressourcer og infrastruktur - så kan måske en del konflikter undgås eller mildnes.

At hævde den delte ejendomsret kan bunde i et syn på individ og stat som ligeværdige medspillere i forsøget på at sikre menneskers sikkerhed og velstand, i stedet for at hævde enten individets eller samfundets forrang.

Dette syn på individ overfor samfund er logisk idet begge gensidigt har brug for hinanden.

Individet har brug for samfundet, da enkeltmennesket ikke med fordel kan varetage alle opgaver og alt arbejde eller tilegne sig al tilgængelig viden men må forlade sig på udstrakt arbejdsdeling, og individet har brug for samfundet til sin egen sikkerhed. Individet er bedst rustet og hjulpet til livets krav og realiteter som del af et samfund.

Og samfundet har brug for individet som en aktiv værdiskabende aktør.

Hvis man hævder individets forrang og måske helt afviser samfundets eller gruppens legitimitet og krav og ret til at lovgive, havner vi i det ultraliberale anarki, og hvis man omvendt hævder samfundets eller gruppens forrang, og måske helt afviser individets rettigheder og behov, havner vi i tyranniet og despotiet.

Yderpunkterne - både med hensyn til ejendomsret og individ overfor samfundet - synes altså at føre til uhensigtsmæssige ekstremer, som historisk og aktuelt har skabt og næret ikke så få konflikter.

Mellempunktet - den delte ejendomsret og individets og samfundets ligeret - kan måske fjerne nogle sten på vejen mod bedre, mere stabile, stødt fremadskridende og fredeligere tilstande for flere mennesker ved at forhindre at politikken hele tiden søges trukket i retning af ekstremer, der i sidste ende ikke er til gavn for nogen.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

At bryde vej gennem sten

For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen

Hvordan skal vi forstå de største lysbringere? Hvilke veje vandrer de? Står de på bjergets top og udbringer milde velsignelser til det hungrende folk, bliver de fejret med palmer og vinkende jubel?

Eller hører dette til i ugeblades åndelighed?

Der hvor mørket er tættest og tungest arbejder og vandrer de største lysbringere. Det største lys tændes i det dybeste mørke.

Se en Jesus af Nazareth hvis byrde dæmpede blikkets naturlige styrke og kraft og gjorde det sorgfuldt og dybt;

Se en Muhammed med de ædle træk vakle under presset fra den ekstreme ondskab idet også han søgte at gennembryde muren;

Se en Michelangelo der i et tidligt brev til sin far skrev, at det nu var femten år siden han i nogle få timer havde følt sig afslappet og veltilpas;

Se en Luther med det urolige og anfægtede og forpinte sind fuld af skyldfølelse og helvedesangst;

Se den aldrende Grundtvig med lidelsen men også beslutsomheden mejslet og ædlet i alle træk;

Se e…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…