Gå videre til hovedindholdet

Kærligheden starter med at elske sig selv

I bitre øjeblikke har jeg kaldt kærligheden en helvedeskraft; jeg kan ikke leve med den og ikke uden. Når jeg elsker bliver jeg sårbar og såres nogle gange dødeligt; uden er jeg som en død.

Men - det slår mig ved læsning af nogle papirer min kone i går havde med hjem fra religionsholdet på Lille Skole for Voksne - et uddrag af Lorna Byrnes, Kærlighed fra Himlen - at der måske er noget, jeg grundlæggende har misforstået i forbindelse med kærlighed.

Måske er kærligheden kun så smertefuld og vi såres kun til døden af den, hvis ikke vi elsker os selv, og derfor er afhængig af andres kærlighed. Vi er ikke herre over andres kærlighed, og derfor fyldes vores kærlighed også med angst - for at miste.

Byrne skriver, at vi af og til lukker kærligheden inde et sted dybt i os når vi såres ved at miste andres kærlighed eller ved at blive skilt, ved dødsfald osv.

Men den er der altid - skriver hun - den kan ikke ødelægges eller forsvinde - kun lukkes ned eller lukkes inde.

For at lukke kærligheden ud igen, må vi i tanken og følelsen gå tilbage til det sår eller traume, hvor vi lukkede kærligheden inde eller ned, og igen slippe den fri. Den er der, og den længes efter lys og luft og dag og mennesker.

Men det vigtigste jeg forstår af denne tekst er: At kærligheden starter med at elske sig selv. Når vi gør det, kan kærligheden brede sig som ringe i vandet til andre. Hvis vi ikke elsker os selv, kan vi ikke elske andre.

Disse tanker i et billede:

Ved et meteorologisk lavtryk følger storm, regn og blæst ofte med. Uvejret raser om et tomrum, et lavtryk og vi kigger mod himlen og søger læ, men finder intet.

Så følger højtryk, skyerne spredes, og Solen, som altid har været der bag skyerne, bryder frem.

Måske er det der, sårbarheden og smerten ligger: Når vi ikke elsker os selv. Og måske er det derfor også der, helbredelsen af det syge hjerte findes: 

Når vi elsker os selv, når vi igen slipper den kærlighed fri, der altid har været der, og kun venter på at vi skal opdage og genfinde den.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst