Gå videre til hovedindholdet

Kærlighedens vej

At ville påtvinge andre det gode, er af det onde; den der vil tvinge andre, har forladt lysets, kærlighedens vej

Denne sandhed kan både bruges i en religiøs praksis og forståelse, og i politisk sammenhæng.

Det politiske først: Hvis vi opfatter danske og europæiske værdier som for eksempel frihed, åbenhed, tolerance og respekt for andre og for forskellighed som gode - hvilket vi kan med rette - så bør vi ikke søge at påtvinge andre disse værdier.

Det er meningsløst at ville tvinge andre til frihed.

Hvis vi alligevel forsøger at tvinge det gode frem, vil resultatet være negativt og uden værdi, så længe disse værdier ikke tilegnes selvstændigt og i frihed så de bliver en del af ens indre menneskelighed.

En påtvungen værdi er ingen værdi, fordi den ikke er groet frem i vores eget indre, som huser de menneskelige værdier, og derfor er den ikke vores egen og den bliver hul og udvendig. Selve tvangen vil snarere afskære os fra det gode, end bringe os det, fordi man vil føle sig menneskeligt frastødt af tvangen, og derefter søge bort fra den eller de værdier, andre vil påtvinge os.

Ægte værdier gror - og kan kun gro - i frihed.

Med hensyn til det religiøse, så er en påtvungen omvendelse ligeledes uden værdi.

Hvis vi opfatter kærligheden som religionernes essens, så er det meningsløst at ville tvinge andre til at elske.

Kærligheden - det største af alt - gror, som alle sande værdier, kun i frihed og ved den selvstændige og personlige tilegnelse af denne kerneværdi i lyset. Kun det der gror frem indefra i os selv, er vores.

Derfor bør vi for eksempel ikke opfatte det kristne næstekærlighedsbud (3. Mos. 19, 18) som et ufravigeligt krav og ultimatum fra Gud, men noget Gud ønsker - men ikke tvinger os til - at efterleve.

Hvis andre går veje vi ikke ønsker, kan det være at de andres vej alligevel er ret, vi kan tage fejl, og under alle omstændigheder er den vej andre går deres og ikke vores.

Vi må gå i frihed og tillade andre at gøre det samme. Det er en ret da den vej vi vælger i tro og i håb og i frihed er den korteste, den rette og vores.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...