Gå videre til hovedindholdet

Kærlighedens vej

At ville påtvinge andre det gode, er af det onde; den der vil tvinge andre, har forladt lysets, kærlighedens vej

Denne sandhed kan både bruges i en religiøs praksis og forståelse, og i politisk sammenhæng.

Det politiske først: Hvis vi opfatter danske og europæiske værdier som for eksempel frihed, åbenhed, tolerance og respekt for andre og for forskellighed som gode - hvilket vi kan med rette - så bør vi ikke søge at påtvinge andre disse værdier.

Det er meningsløst at ville tvinge andre til frihed.

Hvis vi alligevel forsøger at tvinge det gode frem, vil resultatet være negativt og uden værdi, så længe disse værdier ikke tilegnes selvstændigt og i frihed så de bliver en del af ens indre menneskelighed.

En påtvungen værdi er ingen værdi, fordi den ikke er groet frem i vores eget indre, som huser de menneskelige værdier, og derfor er den ikke vores egen og den bliver hul og udvendig. Selve tvangen vil snarere afskære os fra det gode, end bringe os det, fordi man vil føle sig menneskeligt frastødt af tvangen, og derefter søge bort fra den eller de værdier, andre vil påtvinge os.

Ægte værdier gror - og kan kun gro - i frihed.

Med hensyn til det religiøse, så er en påtvungen omvendelse ligeledes uden værdi.

Hvis vi opfatter kærligheden som religionernes essens, så er det meningsløst at ville tvinge andre til at elske.

Kærligheden - det største af alt - gror, som alle sande værdier, kun i frihed og ved den selvstændige og personlige tilegnelse af denne kerneværdi i lyset. Kun det der gror frem indefra i os selv, er vores.

Derfor bør vi for eksempel ikke opfatte det kristne næstekærlighedsbud (3. Mos. 19, 18) som et ufravigeligt krav og ultimatum fra Gud, men noget Gud ønsker - men ikke tvinger os til - at efterleve.

Hvis andre går veje vi ikke ønsker, kan det være at de andres vej alligevel er ret, vi kan tage fejl, og under alle omstændigheder er den vej andre går deres og ikke vores.

Vi må gå i frihed og tillade andre at gøre det samme. Det er en ret da den vej vi vælger i tro og i håb og i frihed er den korteste, den rette og vores.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst