Gå videre til hovedindholdet

En vej til et bedre og mere fredeligt åndeligt klima

Jeg tror at sålænge der har fandtes stater og religioner har man kendt til stridigheder og egentlige krige. Mennesker kæmper om magt og indflydelse og det vi ser som sandhed, og intet middel synes for lavt til opnåelse af det.

Men jeg tror også at der er en vej ud af disse stridigheder og konflikter - som ofte starter med personangreb, hvor et eller flere menneskers ærlighed og integritet anfægtes - ved at afpersonalisere kritikken og diskussionerne, hvad enten det er på det politiske eller det religiøse område.

Som læsere af denne blog og min hjemmeside vil vide, så har jeg efterhånden skrevet en del kritiske indlæg, for eksempel om kristendommen og islam.

Men jeg har altid bestræbet mig på ikke at angribe kristne eller muslimer som personer, men derimod blot at kritisere de ideer, der ligger i disse religioner som jeg ser dem. Jeg har altid bestræbt mig på ikke at kritisere mennesker, men ideer.

Jeg har intet mod hverken kristne eller muslimer, men stiller mig skeptisk overfor religionerne, kristendom og islam.

Ved at kritisere mennesker, støder man dem fra sig. Ingen vinder ved det. Vi ender ved hver sin ende af et reb, vi trækker i og søger at vinde diskussionerne og stridighederne med alle midler - også midler vi burde holde os for gode til at benytte.

Hvem kan fremme det gode ved hjælp af det onde?

Hvis vi - i fred - kunne diskutere ideer og ikke skænde hinandens ære og integritet som mennesker, tror jeg, at meget ville kunne vindes.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst