Gå videre til hovedindholdet

En vej til et bedre og mere fredeligt åndeligt klima

Jeg tror at sålænge der har fandtes stater og religioner har man kendt til stridigheder og egentlige krige. Mennesker kæmper om magt og indflydelse og det vi ser som sandhed, og intet middel synes for lavt til opnåelse af det.

Men jeg tror også at der er en vej ud af disse stridigheder og konflikter - som ofte starter med personangreb, hvor et eller flere menneskers ærlighed og integritet anfægtes - ved at afpersonalisere kritikken og diskussionerne, hvad enten det er på det politiske eller det religiøse område.

Som læsere af denne blog og min hjemmeside vil vide, så har jeg efterhånden skrevet en del kritiske indlæg, for eksempel om kristendommen og islam.

Men jeg har altid bestræbet mig på ikke at angribe kristne eller muslimer som personer, men derimod blot at kritisere de ideer, der ligger i disse religioner som jeg ser dem. Jeg har altid bestræbt mig på ikke at kritisere mennesker, men ideer.

Jeg har intet mod hverken kristne eller muslimer, men stiller mig skeptisk overfor religionerne, kristendom og islam.

Ved at kritisere mennesker, støder man dem fra sig. Ingen vinder ved det. Vi ender ved hver sin ende af et reb, vi trækker i og søger at vinde diskussionerne og stridighederne med alle midler - også midler vi burde holde os for gode til at benytte.

Hvem kan fremme det gode ved hjælp af det onde?

Hvis vi - i fred - kunne diskutere ideer og ikke skænde hinandens ære og integritet som mennesker, tror jeg, at meget ville kunne vindes.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...