En bog der virkelig gør indtryk på mig og som jeg er ved at læse, er Lorna Byrnes, Kærlighed fra Himlen.
Jeg forstår ud fra det hun skriver, og som harmonerer fuldt ud med det jeg ellers tror på, Vandrer mod Lyset, at alle mennesker er forbundet i et evigt, ubrydeligt kredsløb af kærlighed med Gud i centrum.
Vi er alle perfekte som vi er, men nogle gange sker der det, at vi såres, og derefter lukker vores kærlighed inde eller ned i angst for igen at blive såret, og så bliver det evige kredsløb af kærlighed forandret:
Hvis vi lukker vores kærlighed inde eller ned, formindskes vores evne til at føle kærlighed og til at føle os som uerstattelige led i det evige kredsløb.
Kredsløbet findes - vi skal ikke skabe det, for det er en realitet og har altid været det, det er skabt af Gud - så kærligheden forsvinder ikke, men vores evne til at se og føle den og dens kredsløb formindskes, hvis vi - af den ene eller den anden grund - lukker den indre kilde ned.
I et billede:
Den evige symfoni skifter fra dur til mol, og vi mangler denne kærlighed for at musikken bliver perfekt.
Det værste der kan ske er hvis et menneske finder en voldelig død, enten gennem mord eller selvmord:
Så mangler en hel node i partituret og musikken skurrer disharmonisk og er ikke som den burde være.
Vi kan hjælpe hinanden med at sætte vores kærlighed fri, den kærlighed der kan mangle i kredsløbet og som måske er lukket ned, ved først og fremmest at lukke vores egen kærlighed ud i det fri, ud til mennesker.
Og det første skridt er at elske os selv.
Jeg vil understrege at dette er en personlig tolkning af Lorna Byrnes tanker og det vidunderlige og enkle perspektiv hun lægger på verden og livet og det der betyder noget, og det er en tolkning som altså er fremkommet inden jeg har læst alle hendes bøger.
Men jeg finder det så opløftende; som at blive inviteret ind i et fællesskab af enkelhed, varme og kærlighed, et fællesskab som jeg og alle i virkeligheden altid har været en del af, men som vi måske først skal til at (gen-)opdage.
Det er så enkelt, varmt og sandt. Tak, Lorna.
Jeg forstår ud fra det hun skriver, og som harmonerer fuldt ud med det jeg ellers tror på, Vandrer mod Lyset, at alle mennesker er forbundet i et evigt, ubrydeligt kredsløb af kærlighed med Gud i centrum.
Vi er alle perfekte som vi er, men nogle gange sker der det, at vi såres, og derefter lukker vores kærlighed inde eller ned i angst for igen at blive såret, og så bliver det evige kredsløb af kærlighed forandret:
Hvis vi lukker vores kærlighed inde eller ned, formindskes vores evne til at føle kærlighed og til at føle os som uerstattelige led i det evige kredsløb.
Kredsløbet findes - vi skal ikke skabe det, for det er en realitet og har altid været det, det er skabt af Gud - så kærligheden forsvinder ikke, men vores evne til at se og føle den og dens kredsløb formindskes, hvis vi - af den ene eller den anden grund - lukker den indre kilde ned.
I et billede:
Den evige symfoni skifter fra dur til mol, og vi mangler denne kærlighed for at musikken bliver perfekt.
Det værste der kan ske er hvis et menneske finder en voldelig død, enten gennem mord eller selvmord:
Så mangler en hel node i partituret og musikken skurrer disharmonisk og er ikke som den burde være.
Vi kan hjælpe hinanden med at sætte vores kærlighed fri, den kærlighed der kan mangle i kredsløbet og som måske er lukket ned, ved først og fremmest at lukke vores egen kærlighed ud i det fri, ud til mennesker.
Og det første skridt er at elske os selv.
Jeg vil understrege at dette er en personlig tolkning af Lorna Byrnes tanker og det vidunderlige og enkle perspektiv hun lægger på verden og livet og det der betyder noget, og det er en tolkning som altså er fremkommet inden jeg har læst alle hendes bøger.
Men jeg finder det så opløftende; som at blive inviteret ind i et fællesskab af enkelhed, varme og kærlighed, et fællesskab som jeg og alle i virkeligheden altid har været en del af, men som vi måske først skal til at (gen-)opdage.
Det er så enkelt, varmt og sandt. Tak, Lorna.
Kommentarer
Send en kommentar