Gå videre til hovedindholdet

Det kosmiske kredsløb af kærlighed

En bog der virkelig gør indtryk på mig og som jeg er ved at læse, er Lorna Byrnes, Kærlighed fra Himlen.

Jeg forstår ud fra det hun skriver, og som harmonerer fuldt ud med det jeg ellers tror på, Vandrer mod Lyset, at alle mennesker er forbundet i et evigt, ubrydeligt kredsløb af kærlighed med Gud i centrum.

Vi er alle perfekte som vi er, men nogle gange sker der det, at vi såres, og derefter lukker vores kærlighed inde eller ned i angst for igen at blive såret, og så bliver det evige kredsløb af kærlighed forandret:

Hvis vi lukker vores kærlighed inde eller ned, formindskes vores evne til at føle kærlighed og til at føle os som uerstattelige led i det evige kredsløb.

Kredsløbet findes - vi skal ikke skabe det, for det er en realitet og har altid været det, det er skabt af Gud - så kærligheden forsvinder ikke, men vores evne til at se og føle den og dens kredsløb formindskes, hvis vi - af den ene eller den anden grund - lukker den indre kilde ned.

I et billede:

Den evige symfoni skifter fra dur til mol, og vi mangler denne kærlighed for at musikken bliver perfekt.

Det værste der kan ske er hvis et menneske finder en voldelig død, enten gennem mord eller selvmord:

Så mangler en hel node i partituret og musikken skurrer disharmonisk og er ikke som den burde være.

Vi kan hjælpe hinanden med at sætte vores kærlighed fri, den kærlighed der kan mangle i kredsløbet og som måske er lukket ned, ved først og fremmest at lukke vores egen kærlighed ud i det fri, ud til mennesker.

Og det første skridt er at elske os selv.

Jeg vil understrege at dette er en personlig tolkning af Lorna Byrnes tanker og det vidunderlige og enkle perspektiv hun lægger på verden og livet og det der betyder noget, og det er en tolkning som altså er fremkommet inden jeg har læst alle hendes bøger.

Men jeg finder det så opløftende; som at blive inviteret ind i et fællesskab af enkelhed, varme og kærlighed, et fællesskab som jeg og alle i virkeligheden altid har været en del af, men som vi måske først skal til at (gen-)opdage.

Det er så enkelt, varmt og sandt. Tak, Lorna.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst