Gå videre til hovedindholdet

Den islamiske tanke om underkastelse

Ordet Islam betyder underkastelse og muslim betyder en som underkaster sig (under Gud).

Ønsker og kræver Gud underkastelse?

Nej.

Da Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt, hverken ønsker eller kræver Han dette. Gud ønsker at vi - i frihed - vil elske Ham og - ligeledes i frihed - vil søge at lutre vores ånd med lysets kerneværdi og essens: Kærligheden.

Den fejlagtige tanke om Guds krav om underkastelse findes også med en nuanceforskel i kristendommen i beretningen om syndefaldet og menneskets ulydighed mod Gud.

Begge religioner gør dog vold på det sandt guddommelige og kræver blind lydighed og underkastelse selv under det absurde, utroværdige og blasfemiske:

At Gud vil straffe os evigt hvis ikke vi underkaster os; hvis ikke vi tror det rigtige (men absurde); at Gud skulle kræve stening eller afhugning af lemmer i visse tilfælde af lovbrud; at vi ved 'at spise Guds kød og drikke Hans blod' kan opnå syndsforladelse; at Gud skulle være blevet menneske og en masse andre tåbelige tanker.

En tvungen omvendelse er ingen omvendelse og en tvungen kærlighed er ingen kærlighed.

Mennesker må i overensstemmelse med det sandt guddommelige tænke, tro og føle som de vil - i frihed - idet kun den frivillige og selvstændige tilegnelse af de åndelige værdier - især kærligheden - har sand og varig værdi.

Gud kræver ikke det umulige af os. Vi har ret til at undersøge og eventuelt kritisere det, der fremlægges i Hans Navn, ret til at tage selvstændig stilling, uden at frygte evig straf og fordømmelse eller menneskers vold og forfølgelse.

Dette gælder for alle påståede eller virkelige åbenbaringer, også for mit eget ståsted, Vandrer mod Lyset.

Hvilken Gud vil tvinge til tro og underkastelse og lydighed? Ingen Gud! Ikke den Eneste, den sande.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d