Gå videre til hovedindholdet

Hvorfor Vandrer mod Lyset er sandhed

I mange år har jeg været i tvivl om Vandrer mod Lysets sandhed og ægthed. Jeg tror det er gået mig sådan, fordi jeg oprindeligt ikke fulgte Agerskovs indledende advarsel - fremsat efter ønske fra den oversanselige verden - om ikke at dømme før alle bogens tanker var gennemtænkt og derefter forelagt min samvittigheds domstol.

Min dom var nok forhastet - dog positiv. Omkring den tid da jeg læste bogen første gang (1987 eller 1988) førtes i Jyllands-Posten en diskussion om værket, og jeg sendte et læserbrev til avisen, uden først at være nået til en sikker bedømmelse. Indlægget blev dog ikke trykt. Selv om min dom var positiv, skulle jeg nok have undladt dette og ladet værket bundfælde sig, indtil min dom var sikker.

Men - nu - så mange år efter - har den Almægtige vist mig, at værket er sandhed. Denne dom er jeg ikke kommet til ved egen kraft eller ved logisk efterprøvelse - men er blevet mig givet som en gave fra Gud. Jeg kan ikke overfor andre bevise værkets sandhed. Måske fordi et bevis ville være udvendigt i en vis forstand - hvis påstanden skulle kunne efterprøves objektivt og uafhængigt af enhver.

Måske fordi åbenbaringen taler til det indre menneske - det inderste og hellige - og ikke lader sig efterprøve videnskabeligt. Måske fordi den religiøse åbenbaring i sin natur hører til i det indre og ikke i det ydre.

Vi kan altså ikke bevise, at Vandrer mod Lyset er sandhed, men vi kan kende og genkende den Ånd, der bærer værket.

Vi kan se, føle og mærke Ånden langsomt, med rolig Højhed, værdighed og fylde skride frem efterhånden som åbenbaringen gives ved læsning og indre efterprøven, mærke og føle Åndens evige livskilder komme til syne, genkende Herrens Ånd, kærlighed, mildhed og Magt.

Ikke sådan at forstå at det er Ham, der personligt har skrevet de enkelte dele, men det er Hans Ånd, der bærer og ligger bag. Læs, og døm selv.

Overalt i værket kan vi finde og genkende denne Gud Herrens Ånd. Derfor er Vandrer mod Lyset sandhed.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...