Gå videre til hovedindholdet

Hvorfor Vandrer mod Lyset er sandhed

I mange år har jeg været i tvivl om Vandrer mod Lysets sandhed og ægthed. Jeg tror det er gået mig sådan, fordi jeg oprindeligt ikke fulgte Agerskovs indledende advarsel - fremsat efter ønske fra den oversanselige verden - om ikke at dømme før alle bogens tanker var gennemtænkt og derefter forelagt min samvittigheds domstol.

Min dom var nok forhastet - dog positiv. Omkring den tid da jeg læste bogen første gang (1987 eller 1988) førtes i Jyllands-Posten en diskussion om værket, og jeg sendte et læserbrev til avisen, uden først at være nået til en sikker bedømmelse. Indlægget blev dog ikke trykt. Selv om min dom var positiv, skulle jeg nok have undladt dette og ladet værket bundfælde sig, indtil min dom var sikker.

Men - nu - så mange år efter - har den Almægtige vist mig, at værket er sandhed. Denne dom er jeg ikke kommet til ved egen kraft eller ved logisk efterprøvelse - men er blevet mig givet som en gave fra Gud. Jeg kan ikke overfor andre bevise værkets sandhed. Måske fordi et bevis ville være udvendigt i en vis forstand - hvis påstanden skulle kunne efterprøves objektivt og uafhængigt af enhver.

Måske fordi åbenbaringen taler til det indre menneske - det inderste og hellige - og ikke lader sig efterprøve videnskabeligt. Måske fordi den religiøse åbenbaring i sin natur hører til i det indre og ikke i det ydre.

Vi kan altså ikke bevise, at Vandrer mod Lyset er sandhed, men vi kan kende og genkende den Ånd, der bærer værket.

Vi kan se, føle og mærke Ånden langsomt, med rolig Højhed, værdighed og fylde skride frem efterhånden som åbenbaringen gives ved læsning og indre efterprøven, mærke og føle Åndens evige livskilder komme til syne, genkende Herrens Ånd, kærlighed, mildhed og Magt.

Ikke sådan at forstå at det er Ham, der personligt har skrevet de enkelte dele, men det er Hans Ånd, der bærer og ligger bag. Læs, og døm selv.

Overalt i værket kan vi finde og genkende denne Gud Herrens Ånd. Derfor er Vandrer mod Lyset sandhed.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst