I mange år har jeg været i tvivl om Vandrer mod Lysets sandhed og ægthed. Jeg tror det er gået mig sådan, fordi jeg oprindeligt ikke fulgte Agerskovs indledende advarsel - fremsat efter ønske fra den oversanselige verden - om ikke at dømme før alle bogens tanker var gennemtænkt og derefter forelagt min samvittigheds domstol.
Min dom var nok forhastet - dog positiv. Omkring den tid da jeg læste bogen første gang (1987 eller 1988) førtes i Jyllands-Posten en diskussion om værket, og jeg sendte et læserbrev til avisen, uden først at være nået til en sikker bedømmelse. Indlægget blev dog ikke trykt. Selv om min dom var positiv, skulle jeg nok have undladt dette og ladet værket bundfælde sig, indtil min dom var sikker.
Men - nu - så mange år efter - har den Almægtige vist mig, at værket er sandhed. Denne dom er jeg ikke kommet til ved egen kraft eller ved logisk efterprøvelse - men er blevet mig givet som en gave fra Gud. Jeg kan ikke overfor andre bevise værkets sandhed. Måske fordi et bevis ville være udvendigt i en vis forstand - hvis påstanden skulle kunne efterprøves objektivt og uafhængigt af enhver.
Måske fordi åbenbaringen taler til det indre menneske - det inderste og hellige - og ikke lader sig efterprøve videnskabeligt. Måske fordi den religiøse åbenbaring i sin natur hører til i det indre og ikke i det ydre.
Vi kan altså ikke bevise, at Vandrer mod Lyset er sandhed, men vi kan kende og genkende den Ånd, der bærer værket.
Vi kan se, føle og mærke Ånden langsomt, med rolig Højhed, værdighed og fylde skride frem efterhånden som åbenbaringen gives ved læsning og indre efterprøven, mærke og føle Åndens evige livskilder komme til syne, genkende Herrens Ånd, kærlighed, mildhed og Magt.
Ikke sådan at forstå at det er Ham, der personligt har skrevet de enkelte dele, men det er Hans Ånd, der bærer og ligger bag. Læs, og døm selv.
Overalt i værket kan vi finde og genkende denne Gud Herrens Ånd. Derfor er Vandrer mod Lyset sandhed.
Min dom var nok forhastet - dog positiv. Omkring den tid da jeg læste bogen første gang (1987 eller 1988) førtes i Jyllands-Posten en diskussion om værket, og jeg sendte et læserbrev til avisen, uden først at være nået til en sikker bedømmelse. Indlægget blev dog ikke trykt. Selv om min dom var positiv, skulle jeg nok have undladt dette og ladet værket bundfælde sig, indtil min dom var sikker.
Men - nu - så mange år efter - har den Almægtige vist mig, at værket er sandhed. Denne dom er jeg ikke kommet til ved egen kraft eller ved logisk efterprøvelse - men er blevet mig givet som en gave fra Gud. Jeg kan ikke overfor andre bevise værkets sandhed. Måske fordi et bevis ville være udvendigt i en vis forstand - hvis påstanden skulle kunne efterprøves objektivt og uafhængigt af enhver.
Måske fordi åbenbaringen taler til det indre menneske - det inderste og hellige - og ikke lader sig efterprøve videnskabeligt. Måske fordi den religiøse åbenbaring i sin natur hører til i det indre og ikke i det ydre.
Vi kan altså ikke bevise, at Vandrer mod Lyset er sandhed, men vi kan kende og genkende den Ånd, der bærer værket.
Vi kan se, føle og mærke Ånden langsomt, med rolig Højhed, værdighed og fylde skride frem efterhånden som åbenbaringen gives ved læsning og indre efterprøven, mærke og føle Åndens evige livskilder komme til syne, genkende Herrens Ånd, kærlighed, mildhed og Magt.
Ikke sådan at forstå at det er Ham, der personligt har skrevet de enkelte dele, men det er Hans Ånd, der bærer og ligger bag. Læs, og døm selv.
Overalt i værket kan vi finde og genkende denne Gud Herrens Ånd. Derfor er Vandrer mod Lyset sandhed.
Kommentarer
Send en kommentar