Gå videre til hovedindholdet

Kun det stille vand genspejler himlen

Det er bedre at tåle undertrykkelsen, end at søge at fjerne den med vold

Dette gælder både i det indre og det ydre.

Hvis vi søger at tvinge tyranner fra magten ved vold, vil de dukke op andre steder, til andre tider, endnu mere forbitrede og hadefulde.

Tilgiv jeres fjender!

Med den indre og sande kærligheds stilhed kan vi vinde tyrannen for os og drage ham til os, så han aldrig mere går syndens vej.

Ved at føje synd til synd, ved at søge at afkaste syndens åg ved synd, gør vi synden dobbelt.

Hvis vi inddæmmer synden med sand tilgivelse, hvis vi 'bliver som vand' overfor forhindringer og modstand, som det hedder i kinesisk filosofi, vil den sten, der spærrer strømmen langsomt borterodere, og vandet igen strømme frit.

Hvis vi tåler undertrykkelsen og tilgiver, fraregnes det vores gæld i det karmiske regnskab, og vi kan vinde undertrykkeren for os.

Hvis vi søger at bortsprænge undertrykkelsen, lægger det til gælden, og undertrykkeren forhærdes.

Vær i rum med vreden. Søg ikke at undertrykke den og handl ikke på den.

Vrede er som en sort sky, der af og til stiger i ethvert menneske. Hvis vi accepterer den og ser den som den er, uden at undertrykke den og uden at handle på den, vil den langsomt bortvejres.

Hvis vi prøver at undertrykke djævelen i os, vil han stikke sin hov så meget mere frem.

Hvis vi handler som djævelen, bliver vi som han.

Vrede oppisker de indre vande og gør åndens spejl uklart, så det kun viser tomhed. Det stille vand genspejler himlen og viser Guds ansigt.

Spørger du himlen, vil dens svar spejles i det stille vand. I det stille vand ser du himlen og dit billede og dit ansigt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst