Gå videre til hovedindholdet

Kun det stille vand genspejler himlen

Det er bedre at tåle undertrykkelsen, end at søge at fjerne den med vold

Dette gælder både i det indre og det ydre.

Hvis vi søger at tvinge tyranner fra magten ved vold, vil de dukke op andre steder, til andre tider, endnu mere forbitrede og hadefulde.

Tilgiv jeres fjender!

Med den indre og sande kærligheds stilhed kan vi vinde tyrannen for os og drage ham til os, så han aldrig mere går syndens vej.

Ved at føje synd til synd, ved at søge at afkaste syndens åg ved synd, gør vi synden dobbelt.

Hvis vi inddæmmer synden med sand tilgivelse, hvis vi 'bliver som vand' overfor forhindringer og modstand, som det hedder i kinesisk filosofi, vil den sten, der spærrer strømmen langsomt borterodere, og vandet igen strømme frit.

Hvis vi tåler undertrykkelsen og tilgiver, fraregnes det vores gæld i det karmiske regnskab, og vi kan vinde undertrykkeren for os.

Hvis vi søger at bortsprænge undertrykkelsen, lægger det til gælden, og undertrykkeren forhærdes.

Vær i rum med vreden. Søg ikke at undertrykke den og handl ikke på den.

Vrede er som en sort sky, der af og til stiger i ethvert menneske. Hvis vi accepterer den og ser den som den er, uden at undertrykke den og uden at handle på den, vil den langsomt bortvejres.

Hvis vi prøver at undertrykke djævelen i os, vil han stikke sin hov så meget mere frem.

Hvis vi handler som djævelen, bliver vi som han.

Vrede oppisker de indre vande og gør åndens spejl uklart, så det kun viser tomhed. Det stille vand genspejler himlen og viser Guds ansigt.

Spørger du himlen, vil dens svar spejles i det stille vand. I det stille vand ser du himlen og dit billede og dit ansigt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...