Gå videre til hovedindholdet

Den gyldne middelvej

Striden ligger i ekstremerne, freden på halvvejen mellem de to

 Denne tanke er inspireret af Buddhas ide om den gyldne middelvej, vejen til sindsro og i sidste ende til Nirvana. 

 Lad mig her illustrere tanken kombineret med Buddhas ide og med udgangspunkt i andre og senere tænkere:

Ifølge Spinoza (Ethica ordine geometrico demonstrata) er der i verden en grundliggende, selvberoende substans, hvis yderside i Durants udlægning (Verdens kulturhistorie) er materien og hvis inderside er ånd.

I Hegels dialektiske idealisme (Åndens fænomenologi) udfolder ånden sin historie som en kamp eller stadig overgang mellem ekstremer (fx intellekt overfor følelse som i overgangen mellem oplysningstid og romantik), mens Marx' og Engels dialektiske materialisme angiver en del af udviklingen i materien som en tilsvarende kamp eller overgang mellem forskellige klassers interesser og dominans.

Et billede på den dialektiske idealisme og materialisme er to slagsbrødre, der hiver og slider i det samme tov og ikke går frem og ikke tilbage, men bliver på stedet.

Altså et billede af verden som en stadig ydre såvel som indre krig, kamp og konflikt.

Er der en anden vej? Ja, der er Buddhas gyldne middelvej, som - hvis vi udvider perspektivet fra det personlige og indre til også at gælde for det historiske og ydre - ikke kun potentielt kan ændre historien, men kan ændre selve de love og den indre motor og drivende kraft bag historien, den indre såvel som den ydre.

Marx ville ikke forstå, men forandre verden og historien, Buddha kan ændre selve historiens inderste love og drivkraft og natur.

Striden tænkes eller virkeliggøres ofte i et enten-eller, freden i et både-og:

 Mennesket har ikke kun brug for intellekt eller følelse, men begge dele. Mennesket har ikke kun brug for hjerne, men også for hjerte.

Mennesket har ikke kun brug for en krop eller for ånd, men begge dele.

Mennesket har ikke kun brug for det gode, men også for det karakterdannende møde med det onde.

Mennesket har ikke kun brug for tanken, men også for viljen, og for deres harmoniske forening (Vandrer mod Lyset, Supplement II, no 64).

Samfundet har ikke kun brug for akademikere, men også for praktikere.

Samfundet har ikke kun brug for privat virksomhed, men også offentlig.

Samfundet har ikke kun brug for et marked eller en stat, men begge dele.

Både menneske og samfund har brug for hinanden, og når en del lider, lider helheden.

Livet og samfundet og verden er en helhed, og freden kommer når mennesker og modsætninger mødes på halvvejen.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere