Gå videre til hovedindholdet

Den gyldne middelvej

Striden ligger i ekstremerne, freden på halvvejen mellem de to

 Denne tanke er inspireret af Buddhas ide om den gyldne middelvej, vejen til sindsro og i sidste ende til Nirvana. 

 Lad mig her illustrere tanken kombineret med Buddhas ide og med udgangspunkt i andre og senere tænkere:

Ifølge Spinoza (Ethica ordine geometrico demonstrata) er der i verden en grundliggende, selvberoende substans, hvis yderside i Durants udlægning (Verdens kulturhistorie) er materien og hvis inderside er ånd.

I Hegels dialektiske idealisme (Åndens fænomenologi) udfolder ånden sin historie som en kamp eller stadig overgang mellem ekstremer (fx intellekt overfor følelse som i overgangen mellem oplysningstid og romantik), mens Marx' og Engels dialektiske materialisme angiver en del af udviklingen i materien som en tilsvarende kamp eller overgang mellem forskellige klassers interesser og dominans.

Et billede på den dialektiske idealisme og materialisme er to slagsbrødre, der hiver og slider i det samme tov og ikke går frem og ikke tilbage, men bliver på stedet.

Altså et billede af verden som en stadig ydre såvel som indre krig, kamp og konflikt.

Er der en anden vej? Ja, der er Buddhas gyldne middelvej, som - hvis vi udvider perspektivet fra det personlige og indre til også at gælde for det historiske og ydre - ikke kun potentielt kan ændre historien, men kan ændre selve de love og den indre motor og drivende kraft bag historien, den indre såvel som den ydre.

Marx ville ikke forstå, men forandre verden og historien, Buddha kan ændre selve historiens inderste love og drivkraft og natur.

Striden tænkes eller virkeliggøres ofte i et enten-eller, freden i et både-og:

 Mennesket har ikke kun brug for intellekt eller følelse, men begge dele. Mennesket har ikke kun brug for hjerne, men også for hjerte.

Mennesket har ikke kun brug for en krop eller for ånd, men begge dele.

Mennesket har ikke kun brug for det gode, men også for det karakterdannende møde med det onde.

Mennesket har ikke kun brug for tanken, men også for viljen, og for deres harmoniske forening (Vandrer mod Lyset, Supplement II, no 64).

Samfundet har ikke kun brug for akademikere, men også for praktikere.

Samfundet har ikke kun brug for privat virksomhed, men også offentlig.

Samfundet har ikke kun brug for et marked eller en stat, men begge dele.

Både menneske og samfund har brug for hinanden, og når en del lider, lider helheden.

Livet og samfundet og verden er en helhed, og freden kommer når mennesker og modsætninger mødes på halvvejen.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere