Gå videre til hovedindholdet

Den gyldne middelvej

Striden ligger i ekstremerne, freden på halvvejen mellem de to

Denne tanke er inspireret af Buddhas ide om den gyldne middelvej, vejen til sindsro og i sidste ende til Nirvana. 

Lad mig her illustrere tanken kombineret med Buddhas ide og med udgangspunkt i andre og senere tænkere:

Ifølge Spinoza (Ethica ordine geometrico demonstrata) er der i verden en grundliggende, selvberoende substans, hvis yderside i Durants udlægning (Verdens kulturhistorie) er materien og hvis inderside er ånd.

I Hegels dialektiske idealisme (Åndens fænomenologi) udfolder ånden sin historie som en kamp eller stadig overgang mellem ekstremer (fx intellekt overfor følelse som i overgangen mellem oplysningstid og romantik), mens Marx' og Engels dialektiske materialisme angiver en del af udviklingen i materien som en tilsvarende kamp eller overgang mellem forskellige klassers interesser og dominans.

Et billede på den dialektiske idealisme og materialisme er to slagsbrødre, der hiver og slider i det samme tov og ikke går frem og ikke tilbage, men bliver på stedet.

Altså et billede af verden som en stadig ydre såvel som indre krig, kamp og konflikt.

Er der en anden vej? Ja, der er Buddhas gyldne middelvej, som - hvis vi udvider perspektivet fra det personlige og indre til også at gælde for det historiske og ydre - ikke kun potentielt kan ændre historien, men kan ændre selve de love og den indre motor og drivende kraft bag historien, den indre såvel som den ydre.

Marx ville ikke forstå, men forandre verden og historien, Buddha kan ændre selve historiens inderste love og drivkraft og natur.

Striden tænkes eller virkeliggøres ofte i et enten-eller, freden i et både-og:

Mennesket har ikke kun brug for intellekt eller følelse, men begge dele. Mennesket har ikke kun brug for hjerne, men også for hjerte.

Mennesket har ikke kun brug for en krop eller for ånd, men begge dele.

Mennesket har ikke kun brug for det gode, men også for det karakterdannende møde med det onde.

Mennesket har ikke kun brug for tanken, men også for viljen, og for deres harmoniske forening (Vandrer mod Lyset, Supplement II, no 64).

Samfundet har ikke kun brug for akademikere, men også for praktikere.

Samfundet har ikke kun brug for privat virksomhed, men også offentlig.

Samfundet har ikke kun brug for et marked eller en stat, men begge dele.

Både menneske og samfund har brug for hinanden, og når en del lider, lider helheden.

Livet og samfundet og verden er en helhed, og freden kommer når mennesker og modsætninger mødes på halvvejen.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

At bryde vej gennem sten

For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen

Hvordan skal vi forstå de største lysbringere? Hvilke veje vandrer de? Står de på bjergets top og udbringer milde velsignelser til det hungrende folk, bliver de fejret med palmer og vinkende jubel?

Eller hører dette til i ugeblades åndelighed?

Der hvor mørket er tættest og tungest arbejder og vandrer de største lysbringere. Det største lys tændes i det dybeste mørke.

Se en Jesus af Nazareth hvis byrde dæmpede blikkets naturlige styrke og kraft og gjorde det sorgfuldt og dybt;

Se en Muhammed med de ædle træk vakle under presset fra den ekstreme ondskab idet også han søgte at gennembryde muren;

Se en Michelangelo der i et tidligt brev til sin far skrev, at det nu var femten år siden han i nogle få timer havde følt sig afslappet og veltilpas;

Se en Luther med det urolige og anfægtede og forpinte sind fuld af skyldfølelse og helvedesangst;

Se den aldrende Grundtvig med lidelsen men også beslutsomheden mejslet og ædlet i alle træk;

Se e…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…