Gå videre til hovedindholdet

Tekstbelæg for tanken om mørkets dobbeltnatur

I Vandrer mod Lyset findes der belæg for den tanke jeg tidligere har skrevet en del om; den, at mørket har en 'lys' side og en rent sort, altså tanken om mørkets dobbeltnatur.

Disse steder er note 2 side 153 i Kommentaren, hvor det siges, at mørket undertiden kan give sig udslag i fænomener, der virker lysende efter jordisk synsvinkel; og side 249 i Oversigten (stykket med mindre typer) hvor tordenvejr nævnes som et for mennesker synligt udtryk for mørkets kræfter; der tænkes i denne sammenhæng på lynene, der jo lyser efter vores opfattelse.

Af andre rent fysiske fænomener kunne også - tilføjer jeg - nævnes Solens lys, elektrisk lys osv.

Mørkets evne til at 'lyse' gælder som jeg tidligere har skrevet ikke kun for det fysiske mørke (altså fx lyn og sollys) men også for det astrale og åndelige mørke.

Eksempler på astralt mørke, der af og til kan virke 'lysende' er kundalini (der af og til kan virke som en lysende flamme eller strøm af ild opad ryggen, kulminerende i hovedet ved en eksplosion hvis den ikke standses inden) eller Martinus' såkaldte Kristus-bevidsthed eller kroncenter hvis (mørke-)energi kan brede sig til hjertet og videre i den astrale genpart, hvis man ikke gennemskuer bedraget og stopper energien; og mange andre fænomener.

Eksempler på 'lysende' åndeligt mørke er fx den krigsbegejstring, der ofte griber hele nationer i en slags massepsykose eller generelt når vi opfatter bestemte mørketanker (fx tanken om det gavnlige ved dødsstraf, den påståede ret til at dræbe og føre krig under visse omstændigheder, racisme osv) som 'gode' og af lyset.

Det er mørkets evne til af og til at 'lyse' der er et af de farligste og mest bedrageriske aspekter ved det.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere