digt

klippen skærer himlen af med sløv klinge
tågens fugtige tunge glider lydløst ned fra tinderne
hans krop og hænder og ben et sort løbende kors
månen ser og ser ikke han ser og vil ikke
kvinden i hytten han løber fra
lyset i vinduet dernede roligt brænder det
flammer slikker opad hans ryg pisker ham frem
med en ed drejer han ad stien ind i skoven

jægeren sporer hesten her har han været
kviste brækket af strimler af tøj i træernes nåle
han bander lavmælt snuser ind taber sporet finder det igen
'tilgiv dine fjender' husker han pludselig sindet mildnes
så strammer hadet igen hans kæber hænder knyttes
det forjættede land landet der flyder med mælk og honning
- og blod, tænker han i den tidlige morgen for enden af vejen
byttet står med ryggen mod klippevæggen øjne bundløse af rædsel

kvinden knuger hænderne mod brystet
idet han styrter i dybet hører hun skrig
er det ham eller hende eller klipperne der skriger
nu kommer hendes herre i hånden vennens hat
den han igår lagde på dragkisten med et smil og leende øjne
herren ser bydende på hende og igen hører hun ekko af skrig
hendes hjerte knuges langsomt til en sort sten trodsigt stirrer hun igen
med dette hjerte der pumper tjære rundt i hendes krop skal hun leve

knap et år efter høres igen skrig mellem klipperne
et ekko af min fars skrig men det er mit skrig mit første
jeg søger ham med hans øjne og min mors og deres bøddels
tidligt strejfer jeg om i skovene og på øde stier solen brænder sneen lyser
i mit bryst banker min mors hjerte knuget døende under det blev jeg til
jeg er parat til at tro alle løgne og ikke sandheden netop ikke den
de kalder mig bastard en uægte en skiftning mit blik søger i dybet
skriften taler om nåde herren lærte mig det tidligt selv søger jeg kun
                                                                                                                       fred