Gå videre til hovedindholdet

digt

klippen skærer himlen af med sløv klinge
tågens fugtige tunge glider lydløst ned fra tinderne
hans krop og hænder og ben et sort løbende kors
månen ser og ser ikke han ser og vil ikke
kvinden i hytten han løber fra
lyset i vinduet dernede roligt brænder det
flammer slikker opad hans ryg pisker ham frem
med en ed drejer han ad stien ind i skoven

jægeren sporer hesten her har han været
kviste brækket af strimler af tøj i træernes nåle
han bander lavmælt snuser ind taber sporet finder det igen
'tilgiv dine fjender' husker han pludselig sindet mildnes
så strammer hadet igen hans kæber hænder knyttes
det forjættede land landet der flyder med mælk og honning
- og blod, tænker han i den tidlige morgen for enden af vejen
byttet står med ryggen mod klippevæggen øjne bundløse af rædsel

kvinden knuger hænderne mod brystet
idet han styrter i dybet hører hun skrig
er det ham eller hende eller klipperne der skriger
nu kommer hendes herre i hånden vennens hat
den han igår lagde på dragkisten med et smil og leende øjne
herren ser bydende på hende og igen hører hun ekko af skrig
hendes hjerte knuges langsomt til en sort sten trodsigt stirrer hun igen
med dette hjerte der pumper tjære rundt i hendes krop skal hun leve

knap et år efter høres igen skrig mellem klipperne
et ekko af min fars skrig men det er mit skrig mit første
jeg søger ham med hans øjne og min mors og deres bøddels
tidligt strejfer jeg om i skovene og på øde stier solen brænder sneen lyser
i mit bryst banker min mors hjerte knuget døende under det blev jeg til
jeg er parat til at tro alle løgne og ikke sandheden netop ikke den
de kalder mig bastard en uægte en skiftning mit blik søger i dybet
skriften taler om nåde herren lærte mig det tidligt selv søger jeg kun
                                                                                                                       fred

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere