Gå videre til hovedindholdet

digt

klippen skærer himlen af med sløv klinge
tågens fugtige tunge glider lydløst ned fra tinderne
hans krop og hænder og ben et sort løbende kors
månen ser og ser ikke han ser og vil ikke
kvinden i hytten han løber fra
lyset i vinduet dernede roligt brænder det
flammer slikker opad hans ryg pisker ham frem
med en ed drejer han ad stien ind i skoven

jægeren sporer hesten her har han været
kviste brækket af strimler af tøj i træernes nåle
han bander lavmælt snuser ind taber sporet finder det igen
'tilgiv dine fjender' husker han pludselig sindet mildnes
så strammer hadet igen hans kæber hænder knyttes
det forjættede land landet der flyder med mælk og honning
- og blod, tænker han i den tidlige morgen for enden af vejen
byttet står med ryggen mod klippevæggen øjne bundløse af rædsel

kvinden knuger hænderne mod brystet
idet han styrter i dybet hører hun skrig
er det ham eller hende eller klipperne der skriger
nu kommer hendes herre i hånden vennens hat
den han igår lagde på dragkisten med et smil og leende øjne
herren ser bydende på hende og igen hører hun ekko af skrig
hendes hjerte knuges langsomt til en sort sten trodsigt stirrer hun igen
med dette hjerte der pumper tjære rundt i hendes krop skal hun leve

knap et år efter høres igen skrig mellem klipperne
et ekko af min fars skrig men det er mit skrig mit første
jeg søger ham med hans øjne og min mors og deres bøddels
tidligt strejfer jeg om i skovene og på øde stier solen brænder sneen lyser
i mit bryst banker min mors hjerte knuget døende under det blev jeg til
jeg er parat til at tro alle løgne og ikke sandheden netop ikke den
de kalder mig bastard en uægte en skiftning mit blik søger i dybet
skriften taler om nåde herren lærte mig det tidligt selv søger jeg kun
                                                                                                                       fred

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…