Gå videre til hovedindholdet

digt

klippen skærer himlen af med sløv klinge
tågens fugtige tunge glider lydløst ned fra tinderne
hans krop og hænder og ben et sort løbende kors
månen ser og ser ikke han ser og vil ikke
kvinden i hytten han løber fra
lyset i vinduet dernede roligt brænder det
flammer slikker opad hans ryg pisker ham frem
med en ed drejer han ad stien ind i skoven

jægeren sporer hesten her har han været
kviste brækket af strimler af tøj i træernes nåle
han bander lavmælt snuser ind taber sporet finder det igen
'tilgiv dine fjender' husker han pludselig sindet mildnes
så strammer hadet igen hans kæber hænder knyttes
det forjættede land landet der flyder med mælk og honning
- og blod, tænker han i den tidlige morgen for enden af vejen
byttet står med ryggen mod klippevæggen øjne bundløse af rædsel

kvinden knuger hænderne mod brystet
idet han styrter i dybet hører hun skrig
er det ham eller hende eller klipperne der skriger
nu kommer hendes herre i hånden vennens hat
den han igår lagde på dragkisten med et smil og leende øjne
herren ser bydende på hende og igen hører hun ekko af skrig
hendes hjerte knuges langsomt til en sort sten trodsigt stirrer hun igen
med dette hjerte der pumper tjære rundt i hendes krop skal hun leve

knap et år efter høres igen skrig mellem klipperne
et ekko af min fars skrig men det er mit skrig mit første
jeg søger ham med hans øjne og min mors og deres bøddels
tidligt strejfer jeg om i skovene og på øde stier solen brænder sneen lyser
i mit bryst banker min mors hjerte knuget døende under det blev jeg til
jeg er parat til at tro alle løgne og ikke sandheden netop ikke den
de kalder mig bastard en uægte en skiftning mit blik søger i dybet
skriften taler om nåde herren lærte mig det tidligt selv søger jeg kun
                                                                                                                       fred

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …