Hvis det jeg tidligere har skrevet om religionerne - at de nok kan give en del af sandheden men aldrig al sandhed - er rigtigt, så synes vi der tror på Gud at være i nogenlunde samme situation; vi erkender en del af sandheden eller har fået denne del givet, men ingen af os kan hævde at vi har al sandhed.
Denne tanke synes sikker; hvis Gud findes, og Han som den eneste er alvidende, kan vi mennesker ikke på nogen måde, hverken gennem bestemte trosretninger eller åbenbarede værker, få al sandhed. Hvis vi skulle komme i besiddelse af al sandhed ville det kræve, at vi blev lig Gud; og det vil vel intet menneske ved sine fulde fem påstå at være.
Synspunktet, at vi kun kan erkende eller 'tro' en del af sandheden kan udbredes til det videnskabelige område. Det jeg har læst og hørt af videnskabsmænd indenfor forskellige videnskabelige discipliner vidner om stor ydmyghed, og en erkendelse af at vores viden er begrænset. Et eksakt bevis på videnskabens begrænsning kan findes, som før omtalt, i kvantefysikken, hvis den teori er rigtig; at der i vores viden om stoffet er visse principielle begrænsninger (jf Heisenbergs usikkerhedsrelation).
Derfor synes det sikkert at formulere det fællesmenneskelige erkendelsespunkt der gælder for både religionerne og videnskaberne, både for tro og viden; at vores erkendelse og viden principielt er begrænset og at ingen med rette kan hævde at være i besiddelse af al sandhed.
Denne erkendelse kan på sigt føre til en større tolerance og en forståelse af, at vi som mennesker har mere til fælles end der skiller os; om ikke andet så dette punkt og den ydmyghed der følger med det.
Kommentarer
Send en kommentar