Gå videre til hovedindholdet

Oplysning og barbari

Er mennesket en dråbe af forstand i et hav af uvidenhed og uforstand? Er det det der menes når man siger, at man ikke skal ridse meget i overfladen før menneskedyret viser tænder? Er det der vi er nu?

For at belyse denne tanke kan man se på 1700-tallet overfor det 20. århundrede; oplysningens århundrede overfor barbariets. Hvordan kan en nation, der tæller så fremragende intelligenser som Kant, Schelling og Fichte senere føde en Goebbels, Eichmann og Hitler?

Er det en lov som Hegel og Marx udtrykker når de siger, at ting slår over i deres modsætning; er det en lov, at et overdrevent fokus på fornuft nødvendigvis slår over i sin modsætning, barbariet?

Eller for at trække linjen tættere til vores tid; at håb og ønsket om positiv forandring som Obama blev valgt på slår over i desillusion og protest som Trumps valgsejr kan være udtryk for?

Trækkes de grundlæggende linjer i historien i kampen mellem civilisation og barbari, fornuft og brutalitet, hvor det ene nødvendigvis fødes af det andet?

Diktaturet og barbariet fødes ikke af fornuft. Mennesket forføres til barbariet. Til illustration af dette kan nævnes den scene i Orwells, Animal Farm (da. Kammerat Napoleon) hvor svinet Napoleon kupper et politisk møde ved, til tilhørendes chok og rædsel, at lade to medsvin tæske en mødedeltager, mens man forsøger at skabe en rationel politik. Napoleons formål er ikke at udfinde sandhed og rimelighed, men at få magt.

Diktaturet fødes gennem kompromittering og vold og den paralyse og chok som mennesker hensættes i ved synet eller følelsen af den utilslørede ondskab; mennesket stivner som hjorten i billygternes skær kort før den køres ned og dræbes.

Samtidig drages vi af disse lygters lys; de virker som lygtemænd eller som dybhavsfiskens brug af lys til at tiltrække bytte; for sent opdager vi det fatale bedrag.

Tilbage til de historiske processer; Hvis skillelinjen går mellem fornuft og barbari så kan moderne hjerneforskning måske give en ide om hvad der er på spil i den nylig formulerede teori om hjerne-mave-aksen; vi er hverken ren fornuft eller ren ufornuft, men begge dele. Vi træffer beslutninger og tager stilling både med fornuft og 'mavefornemmelse'. Måske skabes de destruktive processer hvis den ene del rendyrkes; enten fornuft eller følelse, eller man kunne måske sige enten hjerne eller hjerte.

Måske opstår miseren hvis vi kun dyrker hjernen eller hjertet; og måske er der en vej imellem ved kompromiset og indrømmelsen; vi er begge dele. Alle har anlæg til fornuft og det modsatte.

Måske vil det hele menneske hvor man indrømmer os både hjerne og hjerte og ret til at træffe beslutninger af begge kilder samtidig kunne leve i større harmoni og fred med hinanden. Det er i hvert fald tydeligt at vi har brug for en større harmoni og tolerance, hvis ikke vi endnu engang skal synke ned i barbariet.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere