digt

2. december 1899, kaptajn nat barfields logbog

vi har i dag rundet cap horn i magsvejr vinden spiler kun lige storsejlet ud
bølgerne kommer rullende fra syd og hæver og sænker os en 30-40 m fra top til bund
de kommer fra et sted hvor der ikke bor mennesker der er det sommer nu og evigt lys
besætningen har det godt dog er der tegn på storm på himlen det bekymrer mig
jeg tænker på dem oppe nordpå og mørket der og hvad denne ekspedition vil bringe
forhåbentlig solid videnskab som følge af de data om livet her vi indsamler
kokken laver fortrinlig mad ud af lidt et held at vi fik ham ombord han er sin løn værd
vi spiser alle med god appetit vi er ved godt mod og rolige men længes vist alle hjem

19. juni 1873, fra student nathaniel barfields dagbog

i aftes var jeg til en storslået banket hos min fars overordnede, mr Smalling, i kompagniet
der traf jeg mrs danthon arving til en millionformue efter hendes far, sir edgar yoll
med det samme jeg så hende følte jeg mig kastet ud på et dybt vand ulig alt jeg kender
jeg så hende som gik hun højt over mig på havoverfladen jeg selv var på havets bund
hun er vel omkring 4 år ældre end jeg og gift jeg var jæger og hun mit bytte, gud hjælpe mig
da vi først så ind i hinandens øjne skjulte hun straks efter blufærdigt et smil (?) bag viften
jeg følte en brændende attrå efter at trænge ind bag og finde, hvad? jeg ved det ikke
dette noget der måske er en tomhed en tom tavle jeg skriver mine inderste længsler på

4. december 1899, fragment af kaptajn nat barfields logbog, sted ukendt

.........(ord mangler)...storm...(ord mangler)...i to dage, ved ikke hvad der er himmel eller hav...
bølgerne slår som tunge forhamre mod skroget...(ord mangler)...djævles hylen...
...(ord mangler) havet koger...(ord mangler)...den yderste straf...(ord mangler)...hjælpen k...
vi har forlængst opgivet at bjerge...(ord mangler)...livet i behold?...(ord mangler)...
...vi hugger stormasten om, hvis...(ord mangler)...er det kyst jeg ser...(ord mangler)...
som en savklinge...(ord mangler)...det smerter i mine skuldre, måske er de begge br...
...jeg ved ikke...(ord mangler)...jeg ved heller ikke hvor mange vi er til...(ord mangler)...
...(ord mangler)...gud give mig en rolig tanke...(ord mangler)........fortabt...(ord mangler)...

5. maj 1907, fra nathaniel barfields dagbog, et sted på yantze floden

plages af insekter jeg ikke kender navnene på, de bider uden persons anseelse alle
xi kommer med et kvarters mellemrum og fylder mit glas med en ukendt grøn væske
hvad er det stærkest smertestillende middel østen har frembragt, buddha eller opium?
for mig er det et fedt det holder længslens tavle ren ubeskrevet men er det ikke døden?
så længe der er kærlighed i verden er der lidelse hvis den forsvinder er vi fortabte
hvis den bliver har vi en chance skulle vi ikke have medfølelse med de lidende med os selv?
hvorfor antage at lidelsen kan forsvinde? hvorfor drømme opiumsdrømme, rene og tomme
hvis jeg ikke elsker føler jeg ikke smerte men lever heller ikke jeg bekender det store
                                                                                                                                           mysterium