Gå videre til hovedindholdet

Martinus' kosmologi

Når man som jeg gennem en længere årrække har deltaget i forskellige messer og der har repræsenteret Vandrer mod Lyset (sammen med andre dedikerede ildsjæle) så er det påfaldende, hvor mange gange man hører det synspunkt, at Vandrer mod Lyset og Martinus' kosmologi næsten er identiske og overlapper hinanden.

Det er rigtigt at de to tankesæt tidsmæssigt er nogenlunde sammenfaldende; Vandrer mod Lyset udkom første gang i 1920 mens Martinus angiveligt havde sine åbenbaringer eller påståede Kristus-bevidsthedsoplevelser først i 1920' erne. Men ellers er de to værker, Vandrer mod Lyset og Martinus' Livets bog eller det tredje testamente uhyre forskellige, ja næsten modsætninger.

For det første er der selve naturen af Martinus' Kristus-oplevelser som han beskriver det i sit værk; en meget voldsom oplevelse som næsten sprængte hans bevidsthed; historisk er der en parallel til Muhammeds åbenbaringer, som det siges fik ham til at frygte, at han var ved at blive sindssyg og bragte ham på selvmordets rand.

Lyset er ikke en voldsom, potentielt destruktiv kraft, heller ikke hvis man, som det påstås, ikke er parat til dets 'højeste frekvenser'. Lyset er trygt og bringer klarhed og ro.

Dernæst er der den af Martinus påståede spiralbevægelse; fra mørke til lys og fra lys til mørke med sult-mæthedsprincippet som drivende kraft.

I lyset er alt fremgang eller for en tid stilstand; aldrig tilbagegang. Man kan ikke være 'sulten efter lys' (eller mørke), hvilket er en lidt vulgær tanke og sprogbrug. Man kan længes efter lys, som man kan længes efter fred, drages mod det, søge at vandre mod det.

Det 'lys' som Martinus påstår man kan føle sult efter er stadig indenfor mørkets ramme; mørkets 'lyse' side som modsvares af det rent sorte mørke, jf mørkets dobbeltnatur som jeg har skrevet en del om tidligere (mørket har en 'lys' og en rent sort side i det samme mørke).

Derudover er der hele Martinus' Gudsbillede, 'alt er gud'; en upersonlig, fragmenteret, atomiseret, sprængt Gud, en 'Gud' vi alle er dele af eller identiske med.

Gud er en personlig Gud, en Gud man kan tale med og bede trygt til, Gud er ikke en slags kosmisk organisme bestående af dyr, mennesker, mineraler osv. Gud er en Lysets og Kærlighedens Almagt, uendeligt hævet over ethvert menneske; vi er denne Guds skabninger eller børn, ikke dele af Ham i Martinus' forstand.

(Gud er heller ikke, som fx Blavatsky påstår, en evig pulsering, en ind- og udånding af en essens af en art; et Gudsbillede som finder en parallel i astrofysikkens ide om the big bang; at universet dels udvider sig, dels muligvis trækker sig sammen igen i en evig udvidelse/sammentrækning).

Til sidst vil jeg nævne Martinus' ide om Kristus-bevidsthed; det er rigtigt at der over vores ånds hoved findes et fænomen, det Martinus kalder kroncenteret (tror jeg han kalder det) og at man kan aktivere dette 'center' så der opstår visse energimæssige strømninger i kroppen eller ånden.

Disse energier er ikke høje lysfrekvenser men mørkestrømninger og 'kroncenteret' er et mørkefænomen. Det vigtige er ikke om vi er parate til at få åbnet dette center, men om vi forstår, at det er mørke, noget vi bør sky; igen, lyset er ikke farligt, men konstruktivt, og det kræver ikke særlig guidning at følge det. Enhver kan følge det selvstændigt gennem samvittigheden og uafhængigt af alle præster og guruer.

Det skulle altså være tydeligt, at der er vigtige, afgørende, principielle forskelle mellem de to tankeverdener. Forskellen ligger principielt i opfattelsen og forståelsen af forskellen mellem lys og mørke; en forskel som Martinus efter min opfattelse var helt blind for, idet han kaldte mørke for lys og lys for mørke; en klassisk fejl og blindhed, der gælder så utrolig meget af den alternative eller spirituelle tankeverden.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst