Gå videre til hovedindholdet

Martinus' kosmologi

Når man som jeg gennem en længere årrække har deltaget i forskellige messer og der har repræsenteret Vandrer mod Lyset (sammen med andre dedikerede ildsjæle) så er det påfaldende, hvor mange gange man hører det synspunkt, at Vandrer mod Lyset og Martinus' kosmologi næsten er identiske og overlapper hinanden.

Det er rigtigt at de to tankesæt tidsmæssigt er nogenlunde sammenfaldende; Vandrer mod Lyset udkom første gang i 1920 mens Martinus angiveligt havde sine åbenbaringer eller påståede Kristus-bevidsthedsoplevelser først i 1920' erne. Men ellers er de to værker, Vandrer mod Lyset og Martinus' Livets bog eller det tredje testamente uhyre forskellige, ja næsten modsætninger.

For det første er der selve naturen af Martinus' Kristus-oplevelser som han beskriver det i sit værk; en meget voldsom oplevelse som næsten sprængte hans bevidsthed; historisk er der en parallel til Muhammeds åbenbaringer, som det siges fik ham til at frygte, at han var ved at blive sindssyg og bragte ham på selvmordets rand.

Lyset er ikke en voldsom, potentielt destruktiv kraft, heller ikke hvis man, som det påstås, ikke er parat til dets 'højeste frekvenser'. Lyset er trygt og bringer klarhed og ro.

Dernæst er der den af Martinus påståede spiralbevægelse; fra mørke til lys og fra lys til mørke med sult-mæthedsprincippet som drivende kraft.

I lyset er alt fremgang eller for en tid stilstand; aldrig tilbagegang. Man kan ikke være 'sulten efter lys' (eller mørke), hvilket er en lidt vulgær tanke og sprogbrug. Man kan længes efter lys, som man kan længes efter fred, drages mod det, søge at vandre mod det.

Det 'lys' som Martinus påstår man kan føle sult efter er stadig indenfor mørkets ramme; mørkets 'lyse' side som modsvares af det rent sorte mørke, jf mørkets dobbeltnatur som jeg har skrevet en del om tidligere (mørket har en 'lys' og en rent sort side i det samme mørke).

Derudover er der hele Martinus' Gudsbillede, 'alt er gud'; en upersonlig, fragmenteret, atomiseret, sprængt Gud, en 'Gud' vi alle er dele af eller identiske med.

Gud er en personlig Gud, en Gud man kan tale med og bede trygt til, Gud er ikke en slags kosmisk organisme bestående af dyr, mennesker, mineraler osv. Gud er en Lysets og Kærlighedens Almagt, uendeligt hævet over ethvert menneske; vi er denne Guds skabninger eller børn, ikke dele af Ham i Martinus' forstand.

(Gud er heller ikke, som fx Blavatsky påstår, en evig pulsering, en ind- og udånding af en essens af en art; et Gudsbillede som finder en parallel i astrofysikkens ide om the big bang; at universet dels udvider sig, dels muligvis trækker sig sammen igen i en evig udvidelse/sammentrækning).

Til sidst vil jeg nævne Martinus' ide om Kristus-bevidsthed; det er rigtigt at der over vores ånds hoved findes et fænomen, det Martinus kalder kroncenteret (tror jeg han kalder det) og at man kan aktivere dette 'center' så der opstår visse energimæssige strømninger i kroppen eller ånden.

Disse energier er ikke høje lysfrekvenser men mørkestrømninger og 'kroncenteret' er et mørkefænomen. Det vigtige er ikke om vi er parate til at få åbnet dette center, men om vi forstår, at det er mørke, noget vi bør sky; igen, lyset er ikke farligt, men konstruktivt, og det kræver ikke særlig guidning at følge det. Enhver kan følge det selvstændigt gennem samvittigheden og uafhængigt af alle præster og guruer.

Det skulle altså være tydeligt, at der er vigtige, afgørende, principielle forskelle mellem de to tankeverdener. Forskellen ligger principielt i opfattelsen og forståelsen af forskellen mellem lys og mørke; en forskel som Martinus efter min opfattelse var helt blind for, idet han kaldte mørke for lys og lys for mørke; en klassisk fejl og blindhed, der gælder så utrolig meget af den alternative eller spirituelle tankeverden.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …