Gå videre til hovedindholdet

Tilgivelse eller hævn - menneskelig storhed og fald

Når vi ser på verden i dag og ser på de forbrydelser og overgreb og den ufattelige brutalitet der er mange menneskers virkelighed fx i Syrien og Irak, så melder spørgsmålet sig: Hvordan skal vi nogensinde komme ud af denne tragedie med vores menneskelighed i behold?

Jeg tror, at det er sikkert, at vejen ud af det nuværende kaos er tilgivelse. Men jeg skal ikke være dommer over de mennesker, der fx har oplevet sin familie blive slagtet i Syrien, og som søger hævn og griber til våben og begår vold. Det er forståeligt og menneskeligt.

Men vi kan alle føre historien tilbage til begivenheder, hvor vi selv eller vores land blev udsat for vold og forbrydelser. Spørgsmålet er: Hvor langt vil vi føre denne historie tilbage? Jøderne kan fx henvise til nazisternes folkedrab, palæstinenserne kan henvise til dengang de blev frataget deres land, andre har andre historier og henviser til andre forbrydelser for at retfærdiggøre volden og krigen.

Hvor langt skal vi gå tilbage? Hvis Vandrer mod Lyset er sand, så startede volden, krigen og forbrydelserne med Ardors (Satans) fald, en begivenhed, der findes ekkoer af i forskellige religiøse retninger og i forskellige mytologier; fx i bibelens syndefaldsmyte og i myten om Ikaros der kom for tæt på Solen og styrtede i havet.

Alt hvad der siden er begået af forbrydelser kan sammenlignes med dominobrikker, der væltede som følge af den første brik (Satan), der væltede (faldt). Spørgsmålet er så: Skal vi se tilbage på dette og fordømme eller forbande Satan? Eller skal vi prøve at tilgive ham?

Hvorfor egentlig se tilbage i historien for at søge argumenter for had og nye forbrydelser? Igen: Jeg skal ikke være dommer over de mennesker, der lider under andre menneskers ondskab og som griber til vold og fordømmelser. Men jeg tror, at det er sikkert, at hvis vi nogensinde skal slippe ud af krigens og voldens onde spiral, så er en tilgivelse af den oprindelige årsag til vores lidelser nødvendig.

Hvis vi skal have en fremtid er det nødvendigt at se tilbage; ikke med fordømmelse og had men med mildt blik og ønsket om at tilgive.

Vores blodige historie giver umiddelbart rig lejlighed til fordømmelse og ønsker om hævn. Men det største menneske er det, der ser tilbage på vold, krig og lidelser - og tilgiver. Det mindste menneske er det, der leder i fortiden efter argumenter for had og vold og hævn.

Hvis vi vælger hævnen, vil hadet og vores egne forbrydelser binde os, og så slipper vi aldrig ud af det kaos og det mørke, der stadig binder os så tragisk. Men hvis vi vælger at tilgive, ikke bare de nuværende krige og lidelser, men også den første årsag til disse lidelser og denne elendighed, Satan, så vil båndene brydes og vi vil kunne leve som friere og lykkeligere mennesker.

Tilgivelse er sand menneskelig storhed. Og verden har brug for denne storhed, denne barmhjertighed, mere end noget andet. Hævn og krig - hvordan vi end søger at retfærdiggøre det - er vejen til mere krig og mere had og flere lidelser for os selv og for andre. Tilgivelse er vejen til fred.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst