Når vi ser på verden i dag og ser på de forbrydelser og overgreb og den ufattelige brutalitet der er mange menneskers virkelighed fx i Syrien og Irak, så melder spørgsmålet sig: Hvordan skal vi nogensinde komme ud af denne tragedie med vores menneskelighed i behold?
Jeg tror, at det er sikkert, at vejen ud af det nuværende kaos er tilgivelse. Men jeg skal ikke være dommer over de mennesker, der fx har oplevet sin familie blive slagtet i Syrien, og som søger hævn og griber til våben og begår vold. Det er forståeligt og menneskeligt.
Men vi kan alle føre historien tilbage til begivenheder, hvor vi selv eller vores land blev udsat for vold og forbrydelser. Spørgsmålet er: Hvor langt vil vi føre denne historie tilbage? Jøderne kan fx henvise til nazisternes folkedrab, palæstinenserne kan henvise til dengang de blev frataget deres land, andre har andre historier og henviser til andre forbrydelser for at retfærdiggøre volden og krigen.
Hvor langt skal vi gå tilbage? Hvis Vandrer mod Lyset er sand, så startede volden, krigen og forbrydelserne med Ardors (Satans) fald, en begivenhed, der findes ekkoer af i forskellige religiøse retninger og i forskellige mytologier; fx i bibelens syndefaldsmyte og i myten om Ikaros der kom for tæt på Solen og styrtede i havet.
Alt hvad der siden er begået af forbrydelser kan sammenlignes med dominobrikker, der væltede som følge af den første brik (Satan), der væltede (faldt). Spørgsmålet er så: Skal vi se tilbage på dette og fordømme eller forbande Satan? Eller skal vi prøve at tilgive ham?
Hvorfor egentlig se tilbage i historien for at søge argumenter for had og nye forbrydelser? Igen: Jeg skal ikke være dommer over de mennesker, der lider under andre menneskers ondskab og som griber til vold og fordømmelser. Men jeg tror, at det er sikkert, at hvis vi nogensinde skal slippe ud af krigens og voldens onde spiral, så er en tilgivelse af den oprindelige årsag til vores lidelser nødvendig.
Hvis vi skal have en fremtid er det nødvendigt at se tilbage; ikke med fordømmelse og had men med mildt blik og ønsket om at tilgive.
Vores blodige historie giver umiddelbart rig lejlighed til fordømmelse og ønsker om hævn. Men det største menneske er det, der ser tilbage på vold, krig og lidelser - og tilgiver. Det mindste menneske er det, der leder i fortiden efter argumenter for had og vold og hævn.
Hvis vi vælger hævnen, vil hadet og vores egne forbrydelser binde os, og så slipper vi aldrig ud af det kaos og det mørke, der stadig binder os så tragisk. Men hvis vi vælger at tilgive, ikke bare de nuværende krige og lidelser, men også den første årsag til disse lidelser og denne elendighed, Satan, så vil båndene brydes og vi vil kunne leve som friere og lykkeligere mennesker.
Tilgivelse er sand menneskelig storhed. Og verden har brug for denne storhed, denne barmhjertighed, mere end noget andet. Hævn og krig - hvordan vi end søger at retfærdiggøre det - er vejen til mere krig og mere had og flere lidelser for os selv og for andre. Tilgivelse er vejen til fred.
Kommentarer
Send en kommentar