Gå videre til hovedindholdet

Tilgivelse eller hævn - menneskelig storhed og fald

Når vi ser på verden i dag og ser på de forbrydelser og overgreb og den ufattelige brutalitet der er mange menneskers virkelighed fx i Syrien og Irak, så melder spørgsmålet sig: Hvordan skal vi nogensinde komme ud af denne tragedie med vores menneskelighed i behold?

Jeg tror, at det er sikkert, at vejen ud af det nuværende kaos er tilgivelse. Men jeg skal ikke være dommer over de mennesker, der fx har oplevet sin familie blive slagtet i Syrien, og som søger hævn og griber til våben og begår vold. Det er forståeligt og menneskeligt.

Men vi kan alle føre historien tilbage til begivenheder, hvor vi selv eller vores land blev udsat for vold og forbrydelser. Spørgsmålet er: Hvor langt vil vi føre denne historie tilbage? Jøderne kan fx henvise til nazisternes folkedrab, palæstinenserne kan henvise til dengang de blev frataget deres land, andre har andre historier og henviser til andre forbrydelser for at retfærdiggøre volden og krigen.

Hvor langt skal vi gå tilbage? Hvis Vandrer mod Lyset er sand, så startede volden, krigen og forbrydelserne med Ardors (Satans) fald, en begivenhed, der findes ekkoer af i forskellige religiøse retninger og i forskellige mytologier; fx i bibelens syndefaldsmyte og i myten om Ikaros der kom for tæt på Solen og styrtede i havet.

Alt hvad der siden er begået af forbrydelser kan sammenlignes med dominobrikker, der væltede som følge af den første brik (Satan), der væltede (faldt). Spørgsmålet er så: Skal vi se tilbage på dette og fordømme eller forbande Satan? Eller skal vi prøve at tilgive ham?

Hvorfor egentlig se tilbage i historien for at søge argumenter for had og nye forbrydelser? Igen: Jeg skal ikke være dommer over de mennesker, der lider under andre menneskers ondskab og som griber til vold og fordømmelser. Men jeg tror, at det er sikkert, at hvis vi nogensinde skal slippe ud af krigens og voldens onde spiral, så er en tilgivelse af den oprindelige årsag til vores lidelser nødvendig.

Hvis vi skal have en fremtid er det nødvendigt at se tilbage; ikke med fordømmelse og had men med mildt blik og ønsket om at tilgive.

Vores blodige historie giver umiddelbart rig lejlighed til fordømmelse og ønsker om hævn. Men det største menneske er det, der ser tilbage på vold, krig og lidelser - og tilgiver. Det mindste menneske er det, der leder i fortiden efter argumenter for had og vold og hævn.

Hvis vi vælger hævnen, vil hadet og vores egne forbrydelser binde os, og så slipper vi aldrig ud af det kaos og det mørke, der stadig binder os så tragisk. Men hvis vi vælger at tilgive, ikke bare de nuværende krige og lidelser, men også den første årsag til disse lidelser og denne elendighed, Satan, så vil båndene brydes og vi vil kunne leve som friere og lykkeligere mennesker.

Tilgivelse er sand menneskelig storhed. Og verden har brug for denne storhed, denne barmhjertighed, mere end noget andet. Hævn og krig - hvordan vi end søger at retfærdiggøre det - er vejen til mere krig og mere had og flere lidelser for os selv og for andre. Tilgivelse er vejen til fred.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …