Gå videre til hovedindholdet

Et fiktivt ægteskab - tæt på og langt fra

Shiloh, Tennessee

3. April 1997, Fra Zac Whites dagbog

Jeg kan ikke tale med nogen om det her. Og slet ikke Mary Ann. Selvfølgelig kan jeg ikke det. Jeg er vel for fanden en mand.

Hvorfor er et ægteskab nødvendigvis en kamp på liv og død; den der blinker først har tabt. Og den der blinker først, er den der er mest bange, og den der er mest bange, er den der har mest på spil, og den der har mest på spil, er den der elsker mest.

Så går man i barndom; man bliver dummere end man er; man begynder at krybe; og hun er et rovdyr som alle mennesker, og når rovdyr lugter blod angriber de; eller vender sig bort i foragt.

Og over jeres seng hænger et sværd i et hestehår.

Spørger du hende hvad du har gjort forkert, kan hun ikke svare andet end; ingenting. Du blev bange. Du er i vejen.

Jeg er bange. Jeg tror alle er bange. Og jeg ved at det gælder om ikke at vise det; hvis man gør er rovdyret der med det samme.

Jeg er bange fordi Mary Ann er trængt ind i mit inderste, hvad fanden så det betyder. Og jeg er bange fordi det er der smerten sidder, og der kniven sættes afgørende ind hvis hun går. Så vil jeg have et hul med hendes form der. Et hul der aldrig mere kan fyldes, en tomhed.

Er det denne smerte, denne angst, denne lidelse jeg kalder kærlighed? Behøver det være sådan?

Vi narres ind i dødsfælden med lyserøde blomster og luftige gevandter, åh for satan, og det næste vi registrerer er at vi er fanget i en kamp, en krig, hvor alle kneb gælder og intet er for lavt. Hun tror det er svaghed, og det er det, men på en anden måde end hun tror. Det er kærlighed.

Jeg kæmper for livet som alle andre.

Jeg kan ikke tale med nogen om dette. Selvfølgelig kan jeg ikke det. Slet ikke med Mary Ann. Jeg er bange men må tage det som en mand, som om det ikke fandtes, som om det er kærlighed.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere