Gå videre til hovedindholdet

Et fiktivt ægteskab - tæt på og langt fra

Shiloh, Tennessee

3. April 1997, Fra Zac Whites dagbog

Jeg kan ikke tale med nogen om det her. Og slet ikke Mary Ann. Selvfølgelig kan jeg ikke det. Jeg er vel for fanden en mand.

Hvorfor er et ægteskab nødvendigvis en kamp på liv og død; den der blinker først har tabt. Og den der blinker først, er den der er mest bange, og den der er mest bange, er den der har mest på spil, og den der har mest på spil, er den der elsker mest.

Så går man i barndom; man bliver dummere end man er; man begynder at krybe; og hun er et rovdyr som alle mennesker, og når rovdyr lugter blod angriber de; eller vender sig bort i foragt.

Og over jeres seng hænger et sværd i et hestehår.

Spørger du hende hvad du har gjort forkert, kan hun ikke svare andet end; ingenting. Du blev bange. Du er i vejen.

Jeg er bange. Jeg tror alle er bange. Og jeg ved at det gælder om ikke at vise det; hvis man gør er rovdyret der med det samme.

Jeg er bange fordi Mary Ann er trængt ind i mit inderste, hvad fanden så det betyder. Og jeg er bange fordi det er der smerten sidder, og der kniven sættes afgørende ind hvis hun går. Så vil jeg have et hul med hendes form der. Et hul der aldrig mere kan fyldes, en tomhed.

Er det denne smerte, denne angst, denne lidelse jeg kalder kærlighed? Behøver det være sådan?

Vi narres ind i dødsfælden med lyserøde blomster og luftige gevandter, åh for satan, og det næste vi registrerer er at vi er fanget i en kamp, en krig, hvor alle kneb gælder og intet er for lavt. Hun tror det er svaghed, og det er det, men på en anden måde end hun tror. Det er kærlighed.

Jeg kæmper for livet som alle andre.

Jeg kan ikke tale med nogen om dette. Selvfølgelig kan jeg ikke det. Slet ikke med Mary Ann. Jeg er bange men må tage det som en mand, som om det ikke fandtes, som om det er kærlighed.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …