Gå videre til hovedindholdet

Midt i et spørgsmål om liv

Den eneste berettigelse for denne optegnelse er, at andre måske har været eller er i samme situation; den at tvivle grundlæggende på livets værdi; og om ikke andet så vise at ingen er alene, heller ikke på bunden af afgrunden, der hvor alt ophører eller måske går videre.

Det jeg taler om er ikke selvmord. Det jeg taler om, er nødt til at tale om, er den mulighed som Vandrer mod Lyset omtaler: Åndens evige udslettelse. Og som sådan knytter det an til et tidligere indlæg, 'Sær strand'.

For omkring 27 år siden skrev jeg i min dagbog: 'Hvad mon der findes i dybderne?' Det fandt jeg så langsomt ud af i den tid der fulgte. Årene forekommer mig nu som en langsom afklædning, hvor illusion efter illusion er faldet; nu står jeg helt nøgen; men ikke med fortrøstning og håb, men derimod på en bund i de dybder jeg dengang ængstedes for men blev draget imod.

Bunden finder jeg består af en simpel tanke, som er en del af mig, og hvor det ikke giver mening at forsøge at bekæmpe dette inderste, for det er sådan det er, mit inderste; den tanke at jeg ikke ønsker livet.

Hvis jeg skal videre herfra, er jeg nødt til at genfinde livsviljen. Hvilke grunde findes der dybest set til at leve? I eftersøgningen af et svar på det spørgsmål kan dette indlæg også have en berettigelse. Hvis der findes et svar. Jeg ved det ikke.

Det første forsøg på et svar er indlysende: Kærligheden. Men er det ikke den, der hidtil har givet mig disse uudholdelige lidelser, som nu har varet i snart tre årtier? Flere forfattere, bla Proust og Dostojevskij, siger samstemmende, at kærligheden kan være en smertefuld ting. Og det er jo egentlig en kliche; love hurts.

En forfatter som Baldwin siger, at vi lider, det kan ikke være anderledes, og det gælder om at tage det, men samtidig siger han, at ingen bare tager det; nogle udtrykker livets smerte i kunst, fx musik (Baldwin, Sonnys blues); det tager ikke smerten, og fred har vi først når vi dør.

En anden forfatter, Askildsen, siger, at når vi dør, kan det være fuldstændig ligegyldigt om vi har haft et godt eller dårligt liv. Skulle jeg knytte an til en sådan tanke? Det gør jeg nogle gange, når jeg halvt i raseri, halvt blasfemisk, halvt tragikomisk skriger til Gud: Gud give at ateisterne har ret.

Eller som Sløk sagde: Gud, giv mig mere vantro. For hvis Gud findes, er fanden løs.

Men alt dette er jo pjat. Jeg søger en grund til at leve, leve åndeligt som evigt væsen, og jeg er ikke sikker på, at kærligheden er svaret, eller at kærligheden er nok. For hvad er kærligheden andet end denne smertefulde vandring, angst for at miste og de bånd vi søger at binde hinanden med af angst for dødelig smerte og tab?

Hvilken grund kan bære livet? Er der en sådan? Jeg kan ikke se den. Nogle gange finder jeg trøst i den tanke, at ateisterne virkelig har ret; at livet og dermed lidelserne stopper definitivt ved døden. Eller jeg finder trøst i Vandrer mod Lysets tanke om, at man kan vælge det fra.

Hvad mister man ved det? Et evigt liv i fred og salighed og skønhed? Men er prisen ikke for høj, hvis prisen er disse lidelser, som jeg ikke ved hvornår vil slutte? Er Paradis ikke en løgn eller irrelevant i lyset og under vægten af disse lidelser, denne byrde? Er livets pris for høj, er lidelsens bæger fuldt?

Hvis jeg skal finde et svar må jeg måske søge i en anden retning, se tingene i nyt lys, i det mindste forsøge. Eller spørge Gud. Men jeg kan kun selv svare og ikke engang Han kan leve for mig.

Er der et svar? Hvad kan svaret være? Hvor skal jeg lede? Hvis ikke jeg skal finde endelig ro i det intet, der ofte forekommer mig saligt. Er der en helbredelse for disse lidelser? Er livet bare sådan? Er dette livet, denne forbandede vandring som jeg er så træt af, træt til døden, træt til intetheden?

Digt - eller et forsøg på et svar

Hvis dette er sandhed
Hvis kærligheden er verdens top
Den spejler sig i en lige så dyb afgrund
Hvis denne afgrund i den næste verden
Opløses til en skygge i din sjæls billede
Giver sjælen dybde og skønhed og fred
Fred så dyb som fortvivlelsen her
Måske der så er en vej også her
Kun et øjeblik varer lidelsen

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…