Gå videre til hovedindholdet

Midt i et spørgsmål om liv

Den eneste berettigelse for denne optegnelse er, at andre måske har været eller er i samme situation; den at tvivle grundlæggende på livets værdi; og om ikke andet så vise at ingen er alene, heller ikke på bunden af afgrunden, der hvor alt ophører eller måske går videre.

Det jeg taler om er ikke selvmord. Det jeg taler om, er nødt til at tale om, er den mulighed som Vandrer mod Lyset omtaler: Åndens evige udslettelse. Og som sådan knytter det an til et tidligere indlæg, 'Sær strand'.

For omkring 27 år siden skrev jeg i min dagbog: 'Hvad mon der findes i dybderne?' Det fandt jeg så langsomt ud af i den tid der fulgte. Årene forekommer mig nu som en langsom afklædning, hvor illusion efter illusion er faldet; nu står jeg helt nøgen; men ikke med fortrøstning og håb, men derimod på en bund i de dybder jeg dengang ængstedes for men blev draget imod.

Bunden finder jeg består af en simpel tanke, som er en del af mig, og hvor det ikke giver mening at forsøge at bekæmpe dette inderste, for det er sådan det er, mit inderste; den tanke at jeg ikke ønsker livet.

Hvis jeg skal videre herfra, er jeg nødt til at genfinde livsviljen. Hvilke grunde findes der dybest set til at leve? I eftersøgningen af et svar på det spørgsmål kan dette indlæg også have en berettigelse. Hvis der findes et svar. Jeg ved det ikke.

Det første forsøg på et svar er indlysende: Kærligheden. Men er det ikke den, der hidtil har givet mig disse uudholdelige lidelser, som nu har varet i snart tre årtier? Flere forfattere, bla Proust og Dostojevskij, siger samstemmende, at kærligheden kan være en smertefuld ting. Og det er jo egentlig en kliche; love hurts.

En forfatter som Baldwin siger, at vi lider, det kan ikke være anderledes, og det gælder om at tage det, men samtidig siger han, at ingen bare tager det; nogle udtrykker livets smerte i kunst, fx musik (Baldwin, Sonnys blues); det tager ikke smerten, og fred har vi først når vi dør.

En anden forfatter, Askildsen, siger, at når vi dør, kan det være fuldstændig ligegyldigt om vi har haft et godt eller dårligt liv. Skulle jeg knytte an til en sådan tanke? Det gør jeg nogle gange, når jeg halvt i raseri, halvt blasfemisk, halvt tragikomisk skriger til Gud: Gud give at ateisterne har ret.

Eller som Sløk sagde: Gud, giv mig mere vantro. For hvis Gud findes, er fanden løs.

Men alt dette er jo pjat. Jeg søger en grund til at leve, leve åndeligt som evigt væsen, og jeg er ikke sikker på, at kærligheden er svaret, eller at kærligheden er nok. For hvad er kærligheden andet end denne smertefulde vandring, angst for at miste og de bånd vi søger at binde hinanden med af angst for dødelig smerte og tab?

Hvilken grund kan bære livet? Er der en sådan? Jeg kan ikke se den. Nogle gange finder jeg trøst i den tanke, at ateisterne virkelig har ret; at livet og dermed lidelserne stopper definitivt ved døden. Eller jeg finder trøst i Vandrer mod Lysets tanke om, at man kan vælge det fra.

Hvad mister man ved det? Et evigt liv i fred og salighed og skønhed? Men er prisen ikke for høj, hvis prisen er disse lidelser, som jeg ikke ved hvornår vil slutte? Er Paradis ikke en løgn eller irrelevant i lyset og under vægten af disse lidelser, denne byrde? Er livets pris for høj, er lidelsens bæger fuldt?

Hvis jeg skal finde et svar må jeg måske søge i en anden retning, se tingene i nyt lys, i det mindste forsøge. Eller spørge Gud. Men jeg kan kun selv svare og ikke engang Han kan leve for mig.

Er der et svar? Hvad kan svaret være? Hvor skal jeg lede? Hvis ikke jeg skal finde endelig ro i det intet, der ofte forekommer mig saligt. Er der en helbredelse for disse lidelser? Er livet bare sådan? Er dette livet, denne forbandede vandring som jeg er så træt af, træt til døden, træt til intetheden?

Digt - eller et forsøg på et svar

Hvis dette er sandhed
Hvis kærligheden er verdens top
Den spejler sig i en lige så dyb afgrund
Hvis denne afgrund i den næste verden
Opløses til en skygge i din sjæls billede
Giver sjælen dybde og skønhed og fred
Fred så dyb som fortvivlelsen her
Måske der så er en vej også her
Kun et øjeblik varer lidelsen

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst