Gå videre til hovedindholdet

Midt i et spørgsmål om liv

Den eneste berettigelse for denne optegnelse er, at andre måske har været eller er i samme situation; den at tvivle grundlæggende på livets værdi; og om ikke andet så vise at ingen er alene, heller ikke på bunden af afgrunden, der hvor alt ophører eller måske går videre.

Det jeg taler om er ikke selvmord. Det jeg taler om, er nødt til at tale om, er den mulighed som Vandrer mod Lyset omtaler: Åndens evige udslettelse. Og som sådan knytter det an til et tidligere indlæg, 'Sær strand'.

For omkring 27 år siden skrev jeg i min dagbog: 'Hvad mon der findes i dybderne?' Det fandt jeg så langsomt ud af i den tid der fulgte. Årene forekommer mig nu som en langsom afklædning, hvor illusion efter illusion er faldet; nu står jeg helt nøgen; men ikke med fortrøstning og håb, men derimod på en bund i de dybder jeg dengang ængstedes for men blev draget imod.

Bunden finder jeg består af en simpel tanke, som er en del af mig, og hvor det ikke giver mening at forsøge at bekæmpe dette inderste, for det er sådan det er, mit inderste; den tanke at jeg ikke ønsker livet.

Hvis jeg skal videre herfra, er jeg nødt til at genfinde livsviljen. Hvilke grunde findes der dybest set til at leve? I eftersøgningen af et svar på det spørgsmål kan dette indlæg også have en berettigelse. Hvis der findes et svar. Jeg ved det ikke.

Det første forsøg på et svar er indlysende: Kærligheden. Men er det ikke den, der hidtil har givet mig disse uudholdelige lidelser, som nu har varet i snart tre årtier? Flere forfattere, bla Proust og Dostojevskij, siger samstemmende, at kærligheden kan være en smertefuld ting. Og det er jo egentlig en kliche; love hurts.

En forfatter som Baldwin siger, at vi lider, det kan ikke være anderledes, og det gælder om at tage det, men samtidig siger han, at ingen bare tager det; nogle udtrykker livets smerte i kunst, fx musik (Baldwin, Sonnys blues); det tager ikke smerten, og fred har vi først når vi dør.

En anden forfatter, Askildsen, siger, at når vi dør, kan det være fuldstændig ligegyldigt om vi har haft et godt eller dårligt liv. Skulle jeg knytte an til en sådan tanke? Det gør jeg nogle gange, når jeg halvt i raseri, halvt blasfemisk, halvt tragikomisk skriger til Gud: Gud give at ateisterne har ret.

Eller som Sløk sagde: Gud, giv mig mere vantro. For hvis Gud findes, er fanden løs.

Men alt dette er jo pjat. Jeg søger en grund til at leve, leve åndeligt som evigt væsen, og jeg er ikke sikker på, at kærligheden er svaret, eller at kærligheden er nok. For hvad er kærligheden andet end denne smertefulde vandring, angst for at miste og de bånd vi søger at binde hinanden med af angst for dødelig smerte og tab?

Hvilken grund kan bære livet? Er der en sådan? Jeg kan ikke se den. Nogle gange finder jeg trøst i den tanke, at ateisterne virkelig har ret; at livet og dermed lidelserne stopper definitivt ved døden. Eller jeg finder trøst i Vandrer mod Lysets tanke om, at man kan vælge det fra.

Hvad mister man ved det? Et evigt liv i fred og salighed og skønhed? Men er prisen ikke for høj, hvis prisen er disse lidelser, som jeg ikke ved hvornår vil slutte? Er Paradis ikke en løgn eller irrelevant i lyset og under vægten af disse lidelser, denne byrde? Er livets pris for høj, er lidelsens bæger fuldt?

Hvis jeg skal finde et svar må jeg måske søge i en anden retning, se tingene i nyt lys, i det mindste forsøge. Eller spørge Gud. Men jeg kan kun selv svare og ikke engang Han kan leve for mig.

Er der et svar? Hvad kan svaret være? Hvor skal jeg lede? Hvis ikke jeg skal finde endelig ro i det intet, der ofte forekommer mig saligt. Er der en helbredelse for disse lidelser? Er livet bare sådan? Er dette livet, denne forbandede vandring som jeg er så træt af, træt til døden, træt til intetheden?

Digt - eller et forsøg på et svar

Hvis dette er sandhed
Hvis kærligheden er verdens top
Den spejler sig i en lige så dyb afgrund
Hvis denne afgrund i den næste verden
Opløses til en skygge i din sjæls billede
Giver sjælen dybde og skønhed og fred
Fred så dyb som fortvivlelsen her
Måske der så er en vej også her
Kun et øjeblik varer lidelsen

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …