I forbindelse med min korte gennemgang af nogle få sider i Koranen, og den metode jeg har brugt her, at holde teksten op mod det højeste og reneste billede af Gud, jeg formår at danne mig og (med større eller mindre held) formår at udtrykke i skrift, tænker jeg om det er muligt for noget menneske, fx mig, at danne mig et billede af Gud, som står over sit forbillede - Gud?
Er det ikke nødvendigvis sådan, at uanset hvor højt og rent jeg - og enhver anden - som menneske formår at tegne billedet af Gud, så kan det ikke komme fuldt på højde med Gud som Han virkelig er? Intet menneske - det synes sikkert - kan fuldt ud fatte Hans højhed, Hans kærlighed, Hans magt, Hans Guddomsfylde. Dette bør man have i erindring også ved læsning af fx mine skrifter og enhver anden religiøs tekst. Et billede af Gud - fx mit - må nødvendigvis have sin begrænsning.
Jeg foregiver altså ikke at have den fulde forståelse og at have tegnet et i alle henseender dækkende billede af vores og min ånds Skaber og Fader. Det billede jeg søger at tegne er det højeste og reneste jeg formår - det er tænkeligt, ja, sandsynligt, at andre har tegnet Ham endnu højere, endnu mægtigere, med endnu større sandhed og fylde.
I "Vandrer mod Lyset!" påpeges dette udtrykkeligt. Der gives dog derudover det fingerpeg, at kun gennem den altgennemsyrende kærlighed kan vi forstå Ham. Dette bør da være den målestok vi bør have ved vurderingen af religiøse tekster, fx mine.
Ikke dermed sagt, at gennem denne kærlighed kan vi forstå Ham helt. Men kærligheden er retningen.
Når man som jeg beskæftiger sig med religiøse tekster er det fristende at dømme andres tro som ugyldig eller kalde det vildfarelser eller endda løgne. Dermed kommer man let til at støde andres inderste følelser og at støde andre fra sig og skabe konflikter.
Personligt har jeg den holdning, at man bør skelne mellem idé eller tro og mand sådan at forstå at man ikke tager afstand fra manden eller kvinden som har denne bestemte tro - af hvad art den så måtte være - men forbeholder ret til at kritisere hans eller hendes ideer eller tro - at man med andre ord kan diskutere det vi tror, hvorfor vi tror osv - men at søge at holde fast i ethvert menneskes ret til at have denne bestemte tro og ethvert menneskes (uendelige) værdi - som menneske. Fordi et andet menneske tror på noget andet end mig, har dette menneske ikke derfor mindre værdi, og må behandles med respekt. Dette må være idealet.
Dette beder jeg alle der læser disse tekster huske. Jeg håber, at ingen efter læsning kan have dannet sig det indtryk, at jeg fx har et problem med muslimer eller kristne - det eneste jeg tillader mig er at påpege nogle tanker og ideer, som jeg mener ikke er konstruktive, ikke er sande. Det er ideerne jeg kritiserer - ikke de mennesker der har disse ideer eller bekender sig til denne eller hin bestemte tro.
Er det ikke nødvendigvis sådan, at uanset hvor højt og rent jeg - og enhver anden - som menneske formår at tegne billedet af Gud, så kan det ikke komme fuldt på højde med Gud som Han virkelig er? Intet menneske - det synes sikkert - kan fuldt ud fatte Hans højhed, Hans kærlighed, Hans magt, Hans Guddomsfylde. Dette bør man have i erindring også ved læsning af fx mine skrifter og enhver anden religiøs tekst. Et billede af Gud - fx mit - må nødvendigvis have sin begrænsning.
Jeg foregiver altså ikke at have den fulde forståelse og at have tegnet et i alle henseender dækkende billede af vores og min ånds Skaber og Fader. Det billede jeg søger at tegne er det højeste og reneste jeg formår - det er tænkeligt, ja, sandsynligt, at andre har tegnet Ham endnu højere, endnu mægtigere, med endnu større sandhed og fylde.
I "Vandrer mod Lyset!" påpeges dette udtrykkeligt. Der gives dog derudover det fingerpeg, at kun gennem den altgennemsyrende kærlighed kan vi forstå Ham. Dette bør da være den målestok vi bør have ved vurderingen af religiøse tekster, fx mine.
Ikke dermed sagt, at gennem denne kærlighed kan vi forstå Ham helt. Men kærligheden er retningen.
Når man som jeg beskæftiger sig med religiøse tekster er det fristende at dømme andres tro som ugyldig eller kalde det vildfarelser eller endda løgne. Dermed kommer man let til at støde andres inderste følelser og at støde andre fra sig og skabe konflikter.
Personligt har jeg den holdning, at man bør skelne mellem idé eller tro og mand sådan at forstå at man ikke tager afstand fra manden eller kvinden som har denne bestemte tro - af hvad art den så måtte være - men forbeholder ret til at kritisere hans eller hendes ideer eller tro - at man med andre ord kan diskutere det vi tror, hvorfor vi tror osv - men at søge at holde fast i ethvert menneskes ret til at have denne bestemte tro og ethvert menneskes (uendelige) værdi - som menneske. Fordi et andet menneske tror på noget andet end mig, har dette menneske ikke derfor mindre værdi, og må behandles med respekt. Dette må være idealet.
Dette beder jeg alle der læser disse tekster huske. Jeg håber, at ingen efter læsning kan have dannet sig det indtryk, at jeg fx har et problem med muslimer eller kristne - det eneste jeg tillader mig er at påpege nogle tanker og ideer, som jeg mener ikke er konstruktive, ikke er sande. Det er ideerne jeg kritiserer - ikke de mennesker der har disse ideer eller bekender sig til denne eller hin bestemte tro.
Kommentarer
Send en kommentar