Gå videre til hovedindholdet

Indlæg om Islam

I den offentlige, danske debat fylder Islam meget og har gjort det i nogen tid. Det er naturligt, da vi i Danmark har modtaget mange muslimer - enten som indvandrere til landet eller som flygtninge. I debatten fyger det med påstande om hvad Islam er og hvad det ikke er.

Jeg selv ved meget lidt om denne religion udover hvad man sådan hører og ser - jeg har derfor sat mig for at undersøge sagen nærmere og har købt en udgave af koranen i Ellen Wulffs nyoversættelse for at forsøge at danne mig min egen mening. Man kan derfor forvente at jeg i den kommende tid vil skrive om Islam her på bloggen ud fra kilderne - i første omgang koranen.

Jeg starter altså som en total novice. Jeg vil dog indlede med at sige, at mit indtryk ud fra den offentlige debat og internationale forhold er, at det måske giver mening at skelne mellem politisk islam (islamisme) og det man måske kunne kalde religiøs eller egentlig Islam.

Hvad angår politisk islam er det mit indtryk, at denne religion bruges i en politisk kamp forskellige steder og i forskellige lande mod repressive politiske systemer (diktaturer), men at det alternativ man hidtil har opnået med Islam (Kalifatet. Fx i Aghanistan under Taleban) er et nyt diktatur præget af vold og angst og ny undertrykkelse.

Jeg har med afsky set billedsekvenser af disse mennesker, der som guder skrider frem blandt almindelige mennesker (fx også lederne i Islamisk Stat) og dømmer, fordømmer og straffer som guder. Og jeg har set disse frastødende, blasfemiske og modbydelige billeder af "hellige" krigere, der beder med geværer og håndgranater i hænderne og over skuldrene.

Og det er mit bestemte indtryk, at alt dette - politisk islam (islamisme) - kun bruger religionen som en tynd fernis, der kan tiltrække primært vrede unge mænd i en voldelig politisk kamp, der med det samme må diskvalificere Islam hvis dette er den eneste sandhed om religionen.

Det er også mit indtryk, at situationen med Islam i dag er nogenlunde parallel med kristendommens forhold før mænd som Luther, Calvin, Zwingli, Melanchton og andre vendte sig frontalt mod pavekirken (den katolske kirke) og skabte en vis udrensning af kristendommen. Før dette var den katolske kirke en slags supermagt, der regerede ved vold og trusler (fx inkvisition og kætterbålene). Denne parallel ser jeg i de voldsomme og voldelige reaktioner der er kommet ved selv relativt uskyldige angreb på Islam (fx diverse karikaturtegninger af profeten - den mest kendte karikatur, den med Muhammed afbilledet med en bombe i turbanen, siger efter min opfattelse meget lidt om Muhammed men er derimod et præcist billede af politisk islam - al den vold og terror og alle de forbrydelser der bliver begået i hans navn) samt fx det religiøse diktatur i Afghanistan under Taleban.

Når det er sagt, må man tilføje at det for mange mennesker forholder sig helt anderledes med Islam; at man oprigtigt søger at følge denne religion og finder glæde og måske trøst i de forskellige islamiske tekster, først og fremmest i koranen.

Og det er dette forhold jeg ønsker at vide noget om. Jeg vil gerne vide, hvilke værdier Islam indeholder og hvad der må forkastes. Mit udgangspunkt er "Vandrer mod Lyset!" og dennes beskrivelse af den altbeherskende lysets Gud, der samtidig er en tryg og varm og nær Fader for os alle.

Jeg forestiller mig selvfølgelig ikke at kunne nå en fuldstændig forståelse af religionen Islam, da litteraturen om den er enorm og da den opfattes og praktiseres lige så forskelligt som fx kristendommen. Det jeg forventer at nå er en personlig, selvstændig stillingtagen til et brandvarmt debatemne ud fra læsning af i første omgang hovedskriftet, koranen, og det jeg forventer at kunne skrive bør opfattes sådan.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst