Gå videre til hovedindholdet

Afslutning på kommentarer til Koranen og kommende indlæg

Da jeg ved læsning af få sider i Koranen har konstateret, at meget ikke står for en nærmere prøvelse, mens sandheden efter min vurdering kun er tilstede i glimt, har jeg besluttet ikke at give en fuldstændig kommentar til Koranen som oprindelig planlagt - fuldstændig i betydningen dækkende hele teksten ud fra en personlig vurdering, ikke nødvendigvis i betydningen den fulde og hele sandhed om Koranen.

Som man måske har set har jeg søgt i disse få indlæg ikke kun at kritisere og finde fejl, men også at påpege de glimt af sandhed, som efter min mening findes her som i andre religiøse tekster. Desuden har jeg søgt at sætte noget positivt i stedet der, hvor Koranen efter min opfattelse afviger fra sandheden.

I muslimsk selvforståelse er Koranen dikteret eller åbenbaret af ærkeenglen, Gabriel. Det er muligt at Muhammed har nogle sandheder fra denne højtstående lysets ånd ("Vandrer mod Lyset!" kalder ærkeenglene Guds Tjenere; der er tolv af dem), men jeg kan ikke på nogen måde tænke mig eller tro på, at Gabriel skulle have dikteret ord som at vi skal frygte Gud, at de vantro er fortabte osv osv. Men det er muligt, at Gabriel står bag de glimt af sandhed jeg nævnte før.

For enhver religiøs tekst gælder det, efter min opfattelse, at den må sættes op mod billedet af Gud som lysets og kærlighedens Almagt, lysets behersker og mørkets besejrer, vores ånds Skaber og Fader og derudover en Gud vi ikke har grund til at frygte men derimod elske og finde trøst og glæde og fred hos, en Gud vi kan føle os tryg ved, og vurderes efter hvor godt eller hvor dårligt den harmonerer med dette billede. Gør man dét, er det min erfaring, at langt de fleste tekster må vurderes på samme måde som fx bibelen og koranen; der er glimt af sandhed, men aldrig kun sandhed og slet ikke al sandhed. Iblandet dette er der som regel et væld af misforståelser, fordrejninger, løgne osv. Men dette må enhver vurdere selvstændigt.

Med hensyn til bibelen så er fx Jesu kærligheds- og tilgivelseslære, næstekærlighedsbudet absolut en lysets sandhed eller et lysets bud, men der er også her så utrolig meget, der ikke kan bruges, og som ikke lever op til ovenstående krav eller Gudsbillede. Beskrivelserne i Mosebøgerne finder jeg overvejende frastødende og formørkede og helt grotesk er Johannes Åbenbaring.

I stedet for at give den fuldstændige kommentar til Koranen vil jeg i stedet i kommende indlæg koncentrere indsatsen om at give en personlig vurdering af centrale, islamiske begreber; nemlig begreberne sharia, jihad og Islams fem søjler. Udgangspunktet vil være det Gudsbillede jeg har prøvet at indkredse ovenfor.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst