Gå videre til hovedindholdet

Dagens koranvers - Sura to, Koen (al-Baqara), vers 93-130

Her møder vi den sande tanke, at Gud sender hjælpere til os mennesker (Guds udsendinge; "Vandrer mod Lyset!"; de yngste), at vi altså ikke er alene. Disse hjælpere findes dog ifølge "Vandrer mod Lyset!" ikke kun blandt "profeter" og religionsstiftere og reformatorer, men også blandt videnskabsmænd, politikere, opfindere, kunstnere kort sagt på alle kulturens områder.

Derudover siges det her om Gud, at Han er tilgivende og barmhjertig hvilket absolut er foreneligt med tanken om Gud som lysets og kærlighedens højeste væsen, den sande Gud.

Men vi møder også tanken om helvede og opstandelsen.

Det sidste først (opstandelsen). Jeg går ud fra, at der her menes en fysisk opstandelse knyttet til tanken om dommens dag, hvor Gud tænkes at ophøje de frelste (de "rettro") og nedstyrte de fortabte (de "vantro"). Til dette er at sige, at denne fejlagtige tanke jo også findes i kristendommen, og at der aldrig, som tidligere nævnt, vil indtræde en fælles, universel dommedag.

Mennesket er ifølge "Vandrer mod Lyset!" et dobbeltvæsen: Vi har et fysisk legeme, som alle kan se og føle, og vi har en ånd. Det fysiske, forgængelige legeme er skabt af Satan (Ardor) og de øvrige ældste, mens ånden, det evige i mennesket, det egentlige menneske, er skabt af Gud.

Det fysiske legeme kan ikke "opstå" men ånden "opstår" - dvs vender tilbage til lyset, hvorfra den kommer. Tanken om den fysiske opstandelse stammer oprindeligt fra Josef af Arimatea, og de særlige omstændigheder vedrørende hans og Jesu forhold og forholdene og begivenhederne omkring tiden efter Jesu død; alt dette kan man læse om i detaljer i "Vandrer mod Lyset!". Her er det nok at sige, at tanken om den fysiske opstandelse er fejlagtig.

Med hensyn til tanken om helvede så er der det at sige, at det er rigtigt at helvede fandtes engang, men at det ikke eksisterer mere. Helvede bortslettedes i forbindelse med Ardors (Satans) tilbagevenden til Gud (for dette; se "Vandrer mod Lyset!"), og helvede har aldrig været et sted, hvor Gud ønskede at nogle (fx de "vantro") skulle straffes (evigt).

Tanken om fortabelsen og helvede og evig straf som noget Gud ønsker eller ønskede for nogle af os, en tanke som vi også finder i kristendommen, er helt uforenelig med tanken om Gud som lysets, kærlighedens, tilgivelsens og barmhjertighedens Almagt.

Jeg kunne tænke mig at slutte dette indlæg med lidt yderligere betragtninger over begreberne de "rettro" og de "vantro".

Både i kristendommen og i Islam har man altså tanken om de "rettro" og disses angivelige fortrin og forrettigheder hos Gud, og de "vantros" angivelige fortabelse. Dertil er at sige, at hvis vi opfatter Gud som kærlighedens Gud, så bliver begreberne meningsløse, idet kærlighed og frihed er uløseligt forbundne. Tænker man sig, at Gud kræver at vi tror på noget bestemt, eller tror overhovedet, har man forladt ideen om kærlighedens (frihedens) Gud.

Det er kun en svag "Gud", en slags kosmisk tyran, der kræver at vi tror på noget bestemt (fx kristendommen eller islam). Det er en svag "Gud" der stiller disse krav, og som, hvis vi ikke opfylder disse krav, nedstyrter os til evig fortabelse. Her er Gud tegnet i menneskers billede, i despoters og tyranners og diktatorers billede, en nådig "Gud", der måske oveni købet tænkes selv at bestemme hvem Han vil skænke troen og hvem ikke. Her tager mennesker Gud som gidsel og bruger Ham i deres eget magtspil ved at fortegne Hans billede for derigennem at vinde en illegitim magt over andre.

I det hele taget må man sige, at tanken om helvede og fortabelse hører til den form for magt, jeg tidligere kaldte for magt gennem frygt - mørkets, det ondes magt - noget Gud selvfølgelig ikke udøver.

Denne "Gud" er ikke den sande Gud. Gud er lysets og livets og kærlighedens Herre, og vores ånds Skaber og Fader, og hvad der er skabt af Gud, bliver hos Gud.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst