Her møder vi den sande tanke, at Gud sender hjælpere til os mennesker (Guds udsendinge; "Vandrer mod Lyset!"; de yngste), at vi altså ikke er alene. Disse hjælpere findes dog ifølge "Vandrer mod Lyset!" ikke kun blandt "profeter" og religionsstiftere og reformatorer, men også blandt videnskabsmænd, politikere, opfindere, kunstnere kort sagt på alle kulturens områder.
Derudover siges det her om Gud, at Han er tilgivende og barmhjertig hvilket absolut er foreneligt med tanken om Gud som lysets og kærlighedens højeste væsen, den sande Gud.
Men vi møder også tanken om helvede og opstandelsen.
Det sidste først (opstandelsen). Jeg går ud fra, at der her menes en fysisk opstandelse knyttet til tanken om dommens dag, hvor Gud tænkes at ophøje de frelste (de "rettro") og nedstyrte de fortabte (de "vantro"). Til dette er at sige, at denne fejlagtige tanke jo også findes i kristendommen, og at der aldrig, som tidligere nævnt, vil indtræde en fælles, universel dommedag.
Mennesket er ifølge "Vandrer mod Lyset!" et dobbeltvæsen: Vi har et fysisk legeme, som alle kan se og føle, og vi har en ånd. Det fysiske, forgængelige legeme er skabt af Satan (Ardor) og de øvrige ældste, mens ånden, det evige i mennesket, det egentlige menneske, er skabt af Gud.
Det fysiske legeme kan ikke "opstå" men ånden "opstår" - dvs vender tilbage til lyset, hvorfra den kommer. Tanken om den fysiske opstandelse stammer oprindeligt fra Josef af Arimatea, og de særlige omstændigheder vedrørende hans og Jesu forhold og forholdene og begivenhederne omkring tiden efter Jesu død; alt dette kan man læse om i detaljer i "Vandrer mod Lyset!". Her er det nok at sige, at tanken om den fysiske opstandelse er fejlagtig.
Med hensyn til tanken om helvede så er der det at sige, at det er rigtigt at helvede fandtes engang, men at det ikke eksisterer mere. Helvede bortslettedes i forbindelse med Ardors (Satans) tilbagevenden til Gud (for dette; se "Vandrer mod Lyset!"), og helvede har aldrig været et sted, hvor Gud ønskede at nogle (fx de "vantro") skulle straffes (evigt).
Tanken om fortabelsen og helvede og evig straf som noget Gud ønsker eller ønskede for nogle af os, en tanke som vi også finder i kristendommen, er helt uforenelig med tanken om Gud som lysets, kærlighedens, tilgivelsens og barmhjertighedens Almagt.
Jeg kunne tænke mig at slutte dette indlæg med lidt yderligere betragtninger over begreberne de "rettro" og de "vantro".
Både i kristendommen og i Islam har man altså tanken om de "rettro" og disses angivelige fortrin og forrettigheder hos Gud, og de "vantros" angivelige fortabelse. Dertil er at sige, at hvis vi opfatter Gud som kærlighedens Gud, så bliver begreberne meningsløse, idet kærlighed og frihed er uløseligt forbundne. Tænker man sig, at Gud kræver at vi tror på noget bestemt, eller tror overhovedet, har man forladt ideen om kærlighedens (frihedens) Gud.
Det er kun en svag "Gud", en slags kosmisk tyran, der kræver at vi tror på noget bestemt (fx kristendommen eller islam). Det er en svag "Gud" der stiller disse krav, og som, hvis vi ikke opfylder disse krav, nedstyrter os til evig fortabelse. Her er Gud tegnet i menneskers billede, i despoters og tyranners og diktatorers billede, en nådig "Gud", der måske oveni købet tænkes selv at bestemme hvem Han vil skænke troen og hvem ikke. Her tager mennesker Gud som gidsel og bruger Ham i deres eget magtspil ved at fortegne Hans billede for derigennem at vinde en illegitim magt over andre.
I det hele taget må man sige, at tanken om helvede og fortabelse hører til den form for magt, jeg tidligere kaldte for magt gennem frygt - mørkets, det ondes magt - noget Gud selvfølgelig ikke udøver.
Denne "Gud" er ikke den sande Gud. Gud er lysets og livets og kærlighedens Herre, og vores ånds Skaber og Fader, og hvad der er skabt af Gud, bliver hos Gud.
Derudover siges det her om Gud, at Han er tilgivende og barmhjertig hvilket absolut er foreneligt med tanken om Gud som lysets og kærlighedens højeste væsen, den sande Gud.
Men vi møder også tanken om helvede og opstandelsen.
Det sidste først (opstandelsen). Jeg går ud fra, at der her menes en fysisk opstandelse knyttet til tanken om dommens dag, hvor Gud tænkes at ophøje de frelste (de "rettro") og nedstyrte de fortabte (de "vantro"). Til dette er at sige, at denne fejlagtige tanke jo også findes i kristendommen, og at der aldrig, som tidligere nævnt, vil indtræde en fælles, universel dommedag.
Mennesket er ifølge "Vandrer mod Lyset!" et dobbeltvæsen: Vi har et fysisk legeme, som alle kan se og føle, og vi har en ånd. Det fysiske, forgængelige legeme er skabt af Satan (Ardor) og de øvrige ældste, mens ånden, det evige i mennesket, det egentlige menneske, er skabt af Gud.
Det fysiske legeme kan ikke "opstå" men ånden "opstår" - dvs vender tilbage til lyset, hvorfra den kommer. Tanken om den fysiske opstandelse stammer oprindeligt fra Josef af Arimatea, og de særlige omstændigheder vedrørende hans og Jesu forhold og forholdene og begivenhederne omkring tiden efter Jesu død; alt dette kan man læse om i detaljer i "Vandrer mod Lyset!". Her er det nok at sige, at tanken om den fysiske opstandelse er fejlagtig.
Med hensyn til tanken om helvede så er der det at sige, at det er rigtigt at helvede fandtes engang, men at det ikke eksisterer mere. Helvede bortslettedes i forbindelse med Ardors (Satans) tilbagevenden til Gud (for dette; se "Vandrer mod Lyset!"), og helvede har aldrig været et sted, hvor Gud ønskede at nogle (fx de "vantro") skulle straffes (evigt).
Tanken om fortabelsen og helvede og evig straf som noget Gud ønsker eller ønskede for nogle af os, en tanke som vi også finder i kristendommen, er helt uforenelig med tanken om Gud som lysets, kærlighedens, tilgivelsens og barmhjertighedens Almagt.
Jeg kunne tænke mig at slutte dette indlæg med lidt yderligere betragtninger over begreberne de "rettro" og de "vantro".
Både i kristendommen og i Islam har man altså tanken om de "rettro" og disses angivelige fortrin og forrettigheder hos Gud, og de "vantros" angivelige fortabelse. Dertil er at sige, at hvis vi opfatter Gud som kærlighedens Gud, så bliver begreberne meningsløse, idet kærlighed og frihed er uløseligt forbundne. Tænker man sig, at Gud kræver at vi tror på noget bestemt, eller tror overhovedet, har man forladt ideen om kærlighedens (frihedens) Gud.
Det er kun en svag "Gud", en slags kosmisk tyran, der kræver at vi tror på noget bestemt (fx kristendommen eller islam). Det er en svag "Gud" der stiller disse krav, og som, hvis vi ikke opfylder disse krav, nedstyrter os til evig fortabelse. Her er Gud tegnet i menneskers billede, i despoters og tyranners og diktatorers billede, en nådig "Gud", der måske oveni købet tænkes selv at bestemme hvem Han vil skænke troen og hvem ikke. Her tager mennesker Gud som gidsel og bruger Ham i deres eget magtspil ved at fortegne Hans billede for derigennem at vinde en illegitim magt over andre.
I det hele taget må man sige, at tanken om helvede og fortabelse hører til den form for magt, jeg tidligere kaldte for magt gennem frygt - mørkets, det ondes magt - noget Gud selvfølgelig ikke udøver.
Denne "Gud" er ikke den sande Gud. Gud er lysets og livets og kærlighedens Herre, og vores ånds Skaber og Fader, og hvad der er skabt af Gud, bliver hos Gud.
Kommentarer
Send en kommentar