Disse vers rummer en del tanker, som jeg gerne vil kommentere særskilt.
For det første den sande tanke, at forskelligt af det, som Guds udsendinge ("Vandrer mod Lyset!": de yngste) har bragt os mennesker gennem tiderne er blevet forvansket og fordrejet (af de ældste; "Vandrer mod Lyset!").
Et eksempel på dette er den augsburgske bekendelse hvori det bla siges, at vi skal "forsage djævelen og al hans væsen" mens Jesus (Guds udsending) lærte os at tilgive vores fjender. Hvis Jesu bud om tilgivelse skal have mening må det også gælde, ja, særligt gælde, menneskenes fjende nr 1, Satan, djævelen. I "Vandrer mod Lyset!" siges det, at de yngstes (Guds udsendinge) hovedopgave netop var gennem medlidenhed med Satan og hans lidelser at tilgive ham og bede for ham og dermed vinde ham tilbage til lyset og Gud for derved at skabe bedre forhold for os mennesker.
Og derfor er fx den augsburgske bekendelses "forsagelse" af djævelen fatal og har ført til en skærpelse af konflikten mellem lys og mørke, godt og ondt, i stedet for at afslutte den (ved at vinde Satan tilbage til Gud). Et andet eksempel på denne uheldige tankegang og praksis er den islamiske, rituelle stening af djævelen, der ikke hjælper os men skader os. At gengælde ondt med ondt er ikke en farbar vej. Kun tilgivelse - også af Satan (eller Ardor som han kaldes i "Vandrer mod Lyset!") - hjælper os videre mod lyset og kærligheden.
Et andet eksempel på sandheder der er blevet forvansket og fordrejet er tanken om den treenige Gud. Jesus lærte (ifølge Markus 12, 29) at Gud er én. Dette blev ved kirkemøder i Nikæa og Konstantinobel fordrejet til begrebet, "den treenige Gud", altså en menneskelig konstruktion, der savner basis i virkeligheden. Muhammed lærte som Jesus at Gud er én, og dette er måske hans (Muhammeds) største fortjeneste.
Dernæst rummer disse koranvers (vers 72-92) tanken om den evige fortabelse, og at man er fortabt hvis man gør onde gerninger eller er "vantro". Som tidligere sagt skelner Gud ikke mellem "rettro" og "vantro" - for Gud er alle lige, uanset om og hvad vi tror eller om vi tror overhovedet, og Han dømmer os ikke ud fra hvad vi tror eller ikke tror men ud fra hvad vi gør. Tanken om den evige fortabelse er ligesom tanken om de rettro og de vantro en forkert tanke, der alle dage er blevet brugt af forskellige kirkesamfunds ledere som magtmiddel - gennem frygt at sikre sin egen magt. Ingen skal fortabes. Tanken om fortabelsen er meningsløs hvis vi opfatter Gud som en kærlighedens og lysets Almagt der elsker alle mennesker uden forskel og elsker enhver af os uendeligt.
En anden tanke i disse vers er tanken om den altseende, alvidende Gud, som jeg absolut opfatter som en sand tanke, men versene rummer derudover en forkert opfattelse af det guddommelige blik på os - at Gud ser alt lyder i disse vers (fx vers 74) som en trussel, ikke som en tanke der kan indgive os tryghed. Det er rigtigt at Gud ser alt og ved alt, men Guds blik på os er mildt og ikke noget vi bør frygte. At Gud kender os til bunds gør at Han netop kan hjælpe enhver af os med lige netop det, vi har brug for hjælp til - Guds blik på os er ikke en vredens og hævnens alvidende almagt men en mild og kærlig Faders blik.
I vers 79 fremsættes en advarsel mod at kalde egne åndsprodukter for Guds værk - altså selv at skrive eller sige noget og så påstå at det kommer fra Gud. Dette opfatter jeg som konstruktivt og en berettiget advarsel og i øvrigt en kommentar også til vores egen tid og alle dem, der - fx inden for den spirituelle litteratur og de såkaldt kanaliserede værker - på denne måde pynter sig med lånte fjer. Der er stort set ingen grænser for, hvad man her tillægger Gud (eller Jesus) - motivet er naturligvis at tjene penge og opnå magt og beundring eller berømmelse.
Noget andet jeg vil kommentere i disse vers er tanken om, at Gud forbander de vantro (vers 88). Men det følger af sig selv, hvis vi opfatter Gud som kærlighedens barmhjertige Almagt, at denne tanke er forkert og meningsløs. Her tager mennesker Gud som gidsel og tillægger Ham forkerte ting ud fra deres egne ønsker om at opnå magt over andre - igen magt gennem frygt - Gud forbander ingen men velsigner alle.
Da jeg nu allerede efter disse få siders læsning i Koranen har haft lejlighed til at gøre forskellige betragtninger over begrebet magt, vil jeg afslutte dette indlæg med at skelne mellem to former for magt:
1) magt gennem frygt
2) magt gennem kærlighed
Den første form - den form for magt som man kan opnå ved fx at indpode andre gudsfrygt - er mørkets form for magt - det er den form for magt som Satan brugte, da han endnu kæmpede mod os. Denne form for magt er også det diktatorer bruger. Gennem den frygt og rædsel man kan indpode andre - enten frygt for en selv gennem den ondskab visse mennesker udstråler eller gør sig skyldige i ved fx at myrde andre - kan man opnå en form for (perverteret) magt over andre som kun fører krig og ufred med sig. Det er fx også den form for magt som Islamisk Stat udøver eller søger at vinde nu. Gennem barbariske, onde handlinger (halshugning, ophængning af henrettede til skræk og advarsel osv) søger de denne perverterede form for magt, mørkets magt.
Den anden form for magt - magt gennem kærlighed - er hvad man kan kalde den naturlige, egentlige magt - og det er den form for magt som Gud udøver - lysets, kærlighedens (al)magt. Denne form for magt er nær forbundet med begrebet frihed (modsat mørkets form for magt der rummer stærke elementer af tvang), og den har en jordisk udløber fx i de frie demokratiske forfatninger. Der er vel få, der frygter fx den danske stat og mange omfatter de frie demokratiske forfatninger (fx den danske) med i hvert fald en vis kærlighed (eller sympati) trods alle fejl og svagheder. Vi er tilbøjelige til at holde af demokratiet fordi det (modsat diktaturet) tilsikrer os en frihed (fx ytringsfrihed, trosfrihed osv) hvor vi kan udfolde og udvikle os som mennesker uden frygt for repressalier hvis vi ellers holder os indenfor lovens rammer.
For det første den sande tanke, at forskelligt af det, som Guds udsendinge ("Vandrer mod Lyset!": de yngste) har bragt os mennesker gennem tiderne er blevet forvansket og fordrejet (af de ældste; "Vandrer mod Lyset!").
Et eksempel på dette er den augsburgske bekendelse hvori det bla siges, at vi skal "forsage djævelen og al hans væsen" mens Jesus (Guds udsending) lærte os at tilgive vores fjender. Hvis Jesu bud om tilgivelse skal have mening må det også gælde, ja, særligt gælde, menneskenes fjende nr 1, Satan, djævelen. I "Vandrer mod Lyset!" siges det, at de yngstes (Guds udsendinge) hovedopgave netop var gennem medlidenhed med Satan og hans lidelser at tilgive ham og bede for ham og dermed vinde ham tilbage til lyset og Gud for derved at skabe bedre forhold for os mennesker.
Og derfor er fx den augsburgske bekendelses "forsagelse" af djævelen fatal og har ført til en skærpelse af konflikten mellem lys og mørke, godt og ondt, i stedet for at afslutte den (ved at vinde Satan tilbage til Gud). Et andet eksempel på denne uheldige tankegang og praksis er den islamiske, rituelle stening af djævelen, der ikke hjælper os men skader os. At gengælde ondt med ondt er ikke en farbar vej. Kun tilgivelse - også af Satan (eller Ardor som han kaldes i "Vandrer mod Lyset!") - hjælper os videre mod lyset og kærligheden.
Et andet eksempel på sandheder der er blevet forvansket og fordrejet er tanken om den treenige Gud. Jesus lærte (ifølge Markus 12, 29) at Gud er én. Dette blev ved kirkemøder i Nikæa og Konstantinobel fordrejet til begrebet, "den treenige Gud", altså en menneskelig konstruktion, der savner basis i virkeligheden. Muhammed lærte som Jesus at Gud er én, og dette er måske hans (Muhammeds) største fortjeneste.
Dernæst rummer disse koranvers (vers 72-92) tanken om den evige fortabelse, og at man er fortabt hvis man gør onde gerninger eller er "vantro". Som tidligere sagt skelner Gud ikke mellem "rettro" og "vantro" - for Gud er alle lige, uanset om og hvad vi tror eller om vi tror overhovedet, og Han dømmer os ikke ud fra hvad vi tror eller ikke tror men ud fra hvad vi gør. Tanken om den evige fortabelse er ligesom tanken om de rettro og de vantro en forkert tanke, der alle dage er blevet brugt af forskellige kirkesamfunds ledere som magtmiddel - gennem frygt at sikre sin egen magt. Ingen skal fortabes. Tanken om fortabelsen er meningsløs hvis vi opfatter Gud som en kærlighedens og lysets Almagt der elsker alle mennesker uden forskel og elsker enhver af os uendeligt.
En anden tanke i disse vers er tanken om den altseende, alvidende Gud, som jeg absolut opfatter som en sand tanke, men versene rummer derudover en forkert opfattelse af det guddommelige blik på os - at Gud ser alt lyder i disse vers (fx vers 74) som en trussel, ikke som en tanke der kan indgive os tryghed. Det er rigtigt at Gud ser alt og ved alt, men Guds blik på os er mildt og ikke noget vi bør frygte. At Gud kender os til bunds gør at Han netop kan hjælpe enhver af os med lige netop det, vi har brug for hjælp til - Guds blik på os er ikke en vredens og hævnens alvidende almagt men en mild og kærlig Faders blik.
I vers 79 fremsættes en advarsel mod at kalde egne åndsprodukter for Guds værk - altså selv at skrive eller sige noget og så påstå at det kommer fra Gud. Dette opfatter jeg som konstruktivt og en berettiget advarsel og i øvrigt en kommentar også til vores egen tid og alle dem, der - fx inden for den spirituelle litteratur og de såkaldt kanaliserede værker - på denne måde pynter sig med lånte fjer. Der er stort set ingen grænser for, hvad man her tillægger Gud (eller Jesus) - motivet er naturligvis at tjene penge og opnå magt og beundring eller berømmelse.
Noget andet jeg vil kommentere i disse vers er tanken om, at Gud forbander de vantro (vers 88). Men det følger af sig selv, hvis vi opfatter Gud som kærlighedens barmhjertige Almagt, at denne tanke er forkert og meningsløs. Her tager mennesker Gud som gidsel og tillægger Ham forkerte ting ud fra deres egne ønsker om at opnå magt over andre - igen magt gennem frygt - Gud forbander ingen men velsigner alle.
Da jeg nu allerede efter disse få siders læsning i Koranen har haft lejlighed til at gøre forskellige betragtninger over begrebet magt, vil jeg afslutte dette indlæg med at skelne mellem to former for magt:
1) magt gennem frygt
2) magt gennem kærlighed
Den første form - den form for magt som man kan opnå ved fx at indpode andre gudsfrygt - er mørkets form for magt - det er den form for magt som Satan brugte, da han endnu kæmpede mod os. Denne form for magt er også det diktatorer bruger. Gennem den frygt og rædsel man kan indpode andre - enten frygt for en selv gennem den ondskab visse mennesker udstråler eller gør sig skyldige i ved fx at myrde andre - kan man opnå en form for (perverteret) magt over andre som kun fører krig og ufred med sig. Det er fx også den form for magt som Islamisk Stat udøver eller søger at vinde nu. Gennem barbariske, onde handlinger (halshugning, ophængning af henrettede til skræk og advarsel osv) søger de denne perverterede form for magt, mørkets magt.
Den anden form for magt - magt gennem kærlighed - er hvad man kan kalde den naturlige, egentlige magt - og det er den form for magt som Gud udøver - lysets, kærlighedens (al)magt. Denne form for magt er nær forbundet med begrebet frihed (modsat mørkets form for magt der rummer stærke elementer af tvang), og den har en jordisk udløber fx i de frie demokratiske forfatninger. Der er vel få, der frygter fx den danske stat og mange omfatter de frie demokratiske forfatninger (fx den danske) med i hvert fald en vis kærlighed (eller sympati) trods alle fejl og svagheder. Vi er tilbøjelige til at holde af demokratiet fordi det (modsat diktaturet) tilsikrer os en frihed (fx ytringsfrihed, trosfrihed osv) hvor vi kan udfolde og udvikle os som mennesker uden frygt for repressalier hvis vi ellers holder os indenfor lovens rammer.
Kommentarer
Send en kommentar